De bare fler’ og fler’ og de koster mer’ og mer’.
Ja, man kunne såmænd skrive en ørehænger på moderne rytmer over skiftende regeringers manglende evne til at holde antallet af statslige bureaukrater nede. Det ville hurtigt blive en evergreen, for det er faktisk ligegyldigt, om det er en rød eller blå statsminister – antallet stiger og stiger.
Det har dog været særlig slemt under Mette Frederiksens regeringstid, men også Lars Løkke Rasmussen og før ham Helle Thorning bidrog også markant til DJØ-festen
Sidste forår tronede den joviale finansminister Nicolai Wammen så frem på skærmen med et glædeligt budskab: Regeringen ville i løbet af 2025 for første gang i mands og kvindes minde reducere antallet af statslige bureaukrater med 1.000 fuldtidsstillinger.
Godt og vel halvvejs inde i dette selvproklamerede jubelår har tænketanken Cepos opgjort, hvordan Wammen og resten af regeringen så præsterer på den målsætning.
Smilet er stivnet
Man lagde godt fra land med energi og vilje, så antallet af statslige bureaukrater i første kvartal 2025 faktisk faldt med 198 styks sammenlignet med kvartalet før. Men allerede i andet kvartal i år stivner smilet, for sammenligner man med samme kvartal i 2024, er antallet af bureaukrater ikke faldet, men derimod steget med 674 stillinger.
Det går altså hverken som præsten eller Wammen prædiker. De bliver bare fler’ og fler’ og de koster mer’ og mer’. Og det koster. Udgifterne til administration og ledelse stiger med en milliard kroner om året – hvert år, og det bliver bare ved og ved.
Siden 2011 er der oprettet 23.301 nye fuldtidsstillinger i staten. 23.023 af dem er administrativt ansatte og ledere. Under SVM-regeringen alene er antallet af fuldtidsstillinger i staten steget med 5.202 bureaukrater.
Hvad skal man gøre
På det borgerlige konvent – sammenskudsgildet i Fredericia mellem LA, DD, K og DF – først på måneden fremlagde de fire partier et katalog med 50 forslag til borgerlig politik, som de vil sætte i værk, hvis der kommer en borgerlig regering efter næste valg.
Det var rar læsning generelt, men især bed jeg mærke i to konkrete forslag som griber fat om nældens rod i forhold til at få luget ud i det vildtvoksende bureaukrati. Det er forslag nummer 9 og nummer 10. Du kan læse alle forslagene her.
Forslag 9 handler om at indføre et bindende mål om at reducere antallet af bureaukrater til niveauet i 2019. Se, det er jo en god idé, og det var det såmænd også, da Nicolai Wammen foreslog at reducere med 1.000 styks i løbet af 2025.
Men Wammen lykkes jo ikke. Det er gået i stå. Ja, det går faktisk den gale vej, og hvorfor skulle de fire blå partier have mere held med foretagendet ved at love en endnu større reduktion?
Nej, bureaukrater forgår præcis som med ukrudt ikke så let. Der skal skarp lud til skurvede hoveder, som min mormor sagde, når hun skrubbede os i badekarret.
Antallet betyder noget
Det er så her forslag nummer 10 kommer ind – opgavereduktion: ”Indfør bindende mål om, at lovgivningen skal reduceres med 10 års vækst svarende til 3 mio. ord senest i 2030.”
Fra 1989 til 2024 er antallet af ord i vores lovgivning firedoblet. Lovgivningen udgør nu over 35 millioner ord. Det er det de mange bureaukrater bruger deres tid på. Jo flere ord, jo mere arbejde. Så enkelt er det faktisk.
Og det geniale i at reducere antallet af ord er, at samtidig med at man gør det, bliver love og regler enklere og lettere at forstå. Der bliver færre undtagelser og særregler. Der bliver færre kilometerlange bekendtgørelser og vejledninger. Lovgivningen bliver mere gennemsigtig.
Og her rammer vi nok det centrale – politikerne får mindre magt, når de har færre ord at gøre godt med. De kan simpelthen ikke lovgive så detaljeret, men må nøjes med at udstikke nogle overordnede rammer.
Det var Jonas Herby herhjemme, der som den første begyndte at beskæftige sig med lovgivningen på denne måde som en rent kvantitativ størrelse, og det har virkelig meget for sig.
Mindre kvantitet frem for løfter om mere kvalitet
Politikere og embedsfolk har for vane at påstå, at de arbejder for at forbedre ’kvaliteten’ af lovgivningen. For at kunne det, skal de ansætte en masse eksperter til at hjælpe sig – samfundet er jo kompliceret, siges det. Det er det, der er gået galt.
Nu har de fire blå partier adopteret den kvantitative metode til at opnå et mål om dels at reducere bureaukratiet, dels at reducere lovmængden.
Som borgerligt sindet ser jeg i den proces også endelig mulighed for, at vi kan begynde at bevæge os i den retning med samfundsudviklingen, hvor politikerne bestemmer mindre og danskerne meget mere selv – også over flere af deres egne penge.
Se, det ville være et borgerligt juleeventyr.
