Vi har begge beskæftiget os med Israel historisk, kulturelt og politisk i en menneskealder. Det har slået os, hvor udvidende især unge mennesker på venstrefløjen er, når de råber deres Hamas-inspirerede slogans om "Fra floden til Havet" og "Befri Palæstina".

For at give Kontrasts læsere en mulighed for at orientere sig i, hvad zionisme er, hvordan bevægelsen opstod og hvordan den har udviklet sig og Israel til, hvor vi er i dag, har vi sammen skrevet denne artikel. Den er ikke fyldestgørende, men den er fyldt med vores fælles bagage fra fem årtiers engagement og studier.

Lars Kaaber og Bent Blüdnikow

Zionismen genopstod som en moderne jødisk national bevægelse i 1800-tallet, men dens rødder går mere end 3.000 år tilbage. 40 års ørkenvandring i Sinai efter israelitternes udfrielse af slaveriet i Ægypten cirka 1.300 år før vores tidsregning, som der fortælles om i Biblen, havde givet jøderne Moseloven, samlet det jødiske folk og resulteret i det jødiske kongedømme med hovedstad i Jerusalem.

I år 70 straffede romerne den jødiske nationale bevægelse, som i årtier havde bekæmpet den romerske besættelse af deres land. Det jødiske tempel i Jerusalem blev ødelagt, og jøderne blev fordrevet.

I år 70 med templets ødelæggelse og fordrivelsen begyndte jødernes næsten 2.000-årige landflygtighed, hvor jøder boede i andres lande og blev spredt over det meste af verden. Men den jødiske religion, folket og kulturen blev bragt videre fra slægtled til slægtled. Historien om det tabte land blev holdt i live både gennem religionen og den nationale bevidsthed.

"Næste år i Jerusalem" har det lydt til påskemiddagen i alle jødiske hjem i 2.000 år. Shana habah b’Jerushaleim hedder det på hebraisk, jødernes bibelsprog, som i 1900-tallet blev moderniseret af Ben Yehuda og i dag talesprog og skriftsprog i Israel.

Længslen efter Zion og tilbagevenden til det nationale hjem har i 2.000 år været en central del af jødernes religiøse og folkelige tradition. Den kommer til udtryk i bønner, ceremonier og religiøse tekster. Men først sent i 1800-tallet blev forestillingen om tilbagevenden omsat til et organiseret nationalt og politisk projekt.

Det er, hvad zionisme er. En indfrielse af det løfte, som generation efter generation af jøder har givet hinanden: ”Næste år i Jerusalem”.

Theodor Herzl gør længslen til politik

I sidste halvdel af 1800-tallet voksede nationalismen frem i Europa. Samtidig blev jøder udsat for diskrimination, pogromer og en ny politisk antisemitisme.

Jøderne reagerede forskelligt. Nogle søgte at assimilere sig i de europæiske samfund. Andre sluttede sig til socialistiske bevægelser i troen på, at kommunismen ville få antisemitisme til at forsvinde. De fleste af dem blev klogere og sidenhen rygraden i den zionistiske bevægelse.

Den jødiske arbejderbevægelse Bund kæmpede for jødernes nationale og kulturelle rettigheder i de lande, hvor de allerede boede og så integration og demokratiske rettigheder som løsningen på antisemitismen.

Zionismen valgte en anden vej. Den østrigske jødiske journalist Theodor Herzl udgav i 1896 bogen Der Judenstaat, hvor han argumenterede for oprettelsen af en jødisk stat. Året efter samlede han den første zionistkongres i Basel.

Herzl var ikke bevægelsens egentlige grundlægger, men han blev dens frontfigur og formulerede dens politiske mål. Zionismen skulle gøre jøderne til et folk, der kunne tage deres skæbne i egen hånd.

Den første aliyah. Jøderne vender tilbage som jordbrugere

Allerede før Herzls gennembrud begyndte en organiseret jødisk indvandring til Palæstina, som dengang var en del af Det Osmanniske Rige. Den første aliyah – det hebraiske ord for opstigning eller indvandring til landet Israel – fandt sted fra 1882.

Omkring 30.000 jøder kom især fra Rusland og Østeuropa, men også jøder fra Yemen fandt i disse år tilbage til det gamle land. En del af dem var drevet af forfølgelser i det daværende tsar-styrede Rusland. Andre var inspireret af den spirende jødiske nationalbevægelse.

Indvandrerne grundlagde landbrugskolonier som Rishon LeZion og Zikhron Ya'akov. De fleste var baseret på familielandbrug. Flere blev økonomisk afhængige af støtte fra den franske bankier Edmond de Rothschild. Det var begyndelsen på det moderne jødiske bosættelsesprojekt. Men det var endnu ikke den socialistiske zionisme, der senere kom til at dominere Israel.

Den politiske og sociale omvæltning blev især forbundet med den næste indvandringsbølge.

Den anden aliyah. Socialisterne ville skabe et nyt menneske

Fra 1904 til Første Verdenskrigs udbrud i 1914 kom endnu en bølge af jødiske indvandrere, hovedsageligt fra Rusland og Østeuropa.

Blandt dem var en gruppe unge idealister, der var stærkt præget af tidens socialistiske ideer. De ville ikke blot skabe et nationalt hjem for jøderne. De ville skabe et nyt samfund og et nyt menneske.

Hvor den første aliyahs landbrugskolonier overvejende byggede på privat ejendomsret og traditionelt familiebrug, eksperimenterede de socialistiske pionerer med kollektivt arbejde og fælles ejendom. Kibbutzen blev et af deres mest markante bidrag. Degania, grundlagt i 1910, blev forbillede for den kollektive landbrugsbevægelse.

Pionererne mente, at jøderne skulle frigøre sig fra diasporaens identitet som evige ofre ved selv at opdyrke jorden, forsvare det vundne og indgyde den jødiske mentalitet en ny stolthed og selvbevidsthed. Det er ud af disse pionérsamfund, at den moderne israelske nationale identitet er vokset.

De socialistiske pionerer udgjorde kun en mindre del af indvandrerne, men deres ideer fik en indflydelse, der langt oversteg deres antal. Blandt de socialistiske pionerer var David Ben-Gurion, som senere blev Israels første premierminister.

Arbejderzionismen bygger staten, før den bliver grundlagt

Arbejderzionisterne begyndte at opbygge de institutioner, som senere skulle danne grundlaget for staten Israel. I 1920 blev fagbevægelsen Histadrut grundlagt. Den udviklede sig til langt mere end en fagforening. Den drev virksomheder, kooperativer og sundhedsvæsen og blev en central økonomisk og politisk magtfaktor.

Samtidig voksede de socialistiske partier. I 1930 blev det socialdemokratiske Mapai dannet med David Ben-Gurion som en af de ledende skikkelser. Arbejderzionisterne organiserede også landbrug, indvandring og forsvar. Den militære organisation Haganah, som blev oprettet i 1920, kom senere til at danne grundstammen i Israels forsvar.

Da staten Israel blev udråbt i 1948, overtog arbejderzionisterne derfor ikke blot regeringsmagten. De havde allerede opbygget en stor del af det samfund, som staten skulle administrere. Det blev grundlaget for arbejderbevægelsens politiske dominans i næsten tre årtier efter selvstændigheden.

Jabotinsky og den borgerlige zionisme

Zionismen var ikke én samlet ideologisk bevægelse. I 1925 grundlagde Zeev Jabotinsky den revisionistiske zionisme. Han mente, at bevægelsen skulle stille et mere vidtgående krav. Den jødiske stat skulle være større og omfattede hele det historiske Israel.

Revisionismen argumenterede også for en tydeligere og mere selvbevidst politik overfor den arabiske nationalisme, der voksede frem efter det osmanniske imperiums sammenbrud i 1918.

Jabotinsky afviste arbejderzionisternes socialistiske samfundsideal. Han lagde vægt på individuel frihed, national selvbestemmelse og militær styrke, men gik også ind for, at staten skulle sikre borgerne grundlæggende sociale rettigheder.

Han argumenterede for, at arabernes nationale modstand ikke ville forsvinde, selvom de jødiske samfund i området i tiden mellem verdenskrigene skabte enorme økonomiske fremskridt, som også kom de lokale arabere til gode. Det var ellers den almindelige opfattelse hos arbejderzionisterne, at de lokale arabere ville indse, at zionismen både ville give den velstand og demokratisk frihed.

En jødisk stat måtte først kunne forsvare sig effektivt, før en politisk aftale kunne blive mulig, mente han. Modsætningen mellem arbejderzionisterne og revisionisterne blev en af de grundlæggende skillelinjer i israelsk politik.

Jabotinsky døde i 1940, men hans politiske tradition blev videreført af Menachem Begin og partiet Herut, der senere blev en central del af det Likud, som har regeringsmagten i Israel i dag.

Balfour-erklæringen. Stormagterne åbner døren

Første Verdenskrig ændrede Mellemøstens politiske landkort. Det Osmanniske Rige brød sammen, og Storbritannien overtog kontrollen med Palæstina.

Allerede i 1917 havde den britiske udenrigsminister Arthur Balfour erklæret regeringens støtte til oprettelsen af et nationalt hjem for det jødiske folk i Palæstina. Erklæringen fastslog samtidig, at de eksisterende ikke-jødiske samfunds borgerlige og religiøse rettigheder ikke måtte krænkes.

Det var ikke et løfte om en selvstændig jødisk stat, men det gav zionismen international politisk opbakning.

Under det britiske mandat voksede den jødiske indvandring, og forholdet mellem jøder og arabere blev stadig mere konfliktfyldt. De palæstinensiske arabere modsatte sig udsigten til at blive et mindretal i deres eget land.

Nazisternes magtovertagelse i Tyskland og Holocaust forandrede situationen yderligere. Efter krigen sad hundredtusinder af overlevende jøder i Europa uden noget sikkert hjem.

For zionisterne understregede katastrofen nødvendigheden af en stat, hvor jøder selv kunne bestemme over deres sikkerhed og fremtid.

1948: Staten Israel bliver født

I 1947 havde Storbritannien opgivet at finde en løsning på konflikten mellem araberne og jøderne i det mandatområde, som de havde fået ansvaret for af Folkeforbundet efter Første Verdenskrig. England og overlod spørgsmålet til det nyoprettede FN.

Den 29. november vedtog FN's Generalforsamling en plan om at dele området i en jødisk og en arabisk stat med en særlig international ordning for Jerusalem. Den jødiske ledelse accepterede planen, mens de arabiske ledere forkastede den.

Den 14. maj 1948 udråbte David Ben-Gurion staten Israel. Dagen efter gik hære fra de arabiske nabolande ind i krigen. Israel overlevede og sikrede sig ved våbenstilstandene i 1949 kontrollen med et større område end det, FN's delingsplan havde tildelt den jødiske stat.

Arbejderzionismen blev den nye stats politiske grundlag. Ben-Gurion blev premierminister, mens Menachem Begins revisionistiske Herut befandt sig i opposition.

Dermed blev den gamle ideologiske konflikt inden for zionismen videreført i den nye stats parlamentariske demokrati.

Jøderne fordrives fra den arabiske verden

De arabiske landes angreb på Israel blev en katastrofe for de lokale arabere. I stedet for at springe på en økonomisk udvikling og som de første arabere nogensinde nyde godt af borgerrettigheder, stemmeret og lighed for loven i den nye stat Israel, flygtede mange arabere ud af området til nabolandene Libanon, Jordan, Ægypten og Syrien.

De, der blev tilbage, fik fulde borgerrettigheder i Israel. De, der flygtede blev andenrangsborgere i de arabiske lande, måtte leve i lejre og som alle andre arabere i Mellemøsten under diktatoriske regimer, der hverken gav dem velstand eller frihed. FN's planlagte arabiske stat blev aldrig oprettet. Gaza kom under egyptisk kontrol og Vestbredden under jordansk.

Israels befolkningssammensætning blev radikalt ændret i årene efter selvstændigheden. 700.000 jøder fra Mellemøsten og Nordafrika forlod deres hjemlande i forbindelse med forfølgelser, diskrimination, politisk pres og voksende usikkerhed. Andre rejste af religiøse eller zionistiske grunde.

Mange kom til Israel fra blandt andet Irak, Yemen og Marokko. Landets jødiske befolkning, som hidtil havde været domineret af indvandrere fra Europa, blev langt mere sammensat. Indvandrerne blev modtaget af en stat, der manglede boliger, arbejde og økonomiske ressourcer. Mange blev indkvarteret i midlertidige telt- og baraklejre, de såkaldte ma'abarot.

Men integrationen skabte også sociale konflikter. De politiske og administrative institutioner var domineret af den europæisk prægede arbejderzionistiske elite. Mange af de nye indvandrere og deres børn oplevede forskelsbehandling og manglende anerkendelse af deres kulturelle baggrund.

Denne utilfredshed skulle senere få stor politisk betydning.

1977: Israels første store systemskifte

Den 17. maj 1977 skete det, som mange israelere havde betragtet som næsten utænkeligt.

Efter 29 år ved magten mistede arbejderpartierne regeringsmagten. Likud, under ledelse af Menachem Begin, blev det største parti med 43 mandater, mens arbejderpartiernes valgalliance måtte nøjes med 32.

Magtskiftet var resultatet af flere udviklinger. Yom Kippur-krigen i 1973 havde svækket tilliden til regeringen. Korruptionsskandaler havde yderligere belastet arbejderpartierne, og centrumpartiet Dash tiltrak mange utilfredse vælgere.

Men afgørende var også den voksende opbakning til Begin blandt jøder med rødder i Mellemøsten og Nordafrika. Mange oplevede magtskiftet som et opgør med en politisk og social elite, der havde domineret staten siden grundlæggelsen.

Det var afslutningen på arbejderzionismens ubrudte regeringsdominans og begyndelsen på en ny epoke i israelsk politik.

Zionismen havde skabt en stat. Nu viste dens indre ideologiske modsætninger sig for alvor i kampen om, hvem der skulle lede den.

Israel er pluralisme - zionismen ligeså

Den zionistiske bevægelse var fra starten præget af pluralisme. Der var stærkt venstreorienterede grupperinger og højreorienterede. Man sloges om magten. Der var uenighed om holdningen til, hvordan den jødiske stat skulle være og hvilket sprog, der skulle være nationens sprog.

Skulle det være jødisk (jiddisch) eller hebraisk. Det blev hebraisk, men jødisk tales af store grupper blandt religiøse jøder.

Ikke mindst forholdet til araberne gav anledning til meningsforskelle. Der var venstreorienterede zionister som Ahad Ha´am, der gik ind for en blød linje i kampen for et hjemland og fredelig sameksistens for næsten enhver pris. Og der var mere militante grupper, der var parat til at gribe til våben både mod arabere og senere mod britiske styrker.

Pluralismen viste sig også i forholdet til religionen. De fleste tilflyttere til Palæstina før statens oprettelse var sekulære og ofte socialister i forskellige grader. Man kan få et godt indtryk af livet i den tidlige fase i forfatteren Arthur Koestlers erindringsbog Pilen i det blå fra 1953.

Men selv om mange var både sekulære og socialister var der en erkendelse af, at religionen var vigtig, og at zionisme var en essentiel kerne i jødedommen. Det betød, at man fik et overrabbinat i Jerusalem, der havde magt til at administrere religionen.

Men også indenfor de religiøse dele af det jødiske samfund både før og efter statens oprettelse, var der tale om vidtstrakt pluralisme. Der var simpelthen alle mulige afskygninger af religiøse grupper, med hver deres opfattelse af jødedom.

Denne pluralisme har kendetegnet Israel lige siden. Der er et væld af partier og politiske og sociale bevægelser. Der er vild debat i medierne og i parlamentet (Knesset) om den politiske linje og om religiøse og retslige forhold.

Overabbinatet er præget af ældre mænd, hvis synspunkter ofte er reaktionære og ikke har et flertal i befolkningen. Og retsligt er Israel præget af, at landet ikke har en grundlov, hvorfor der ofte er bitre stridigheder mellem Højesteret og Knesset. For hvem har den egentlige magt? Er det de selvudpegede jurister i Højesteret med en aktivistisk dagsorden eller den lovgivende magt?

Medierne går lige fra det stærkt venstreorienteret Ha´aretz, der fordømmer det israelske samfund for alt muligt hver dag, til regeringsvenlige højreorienterede medier, der har stik modsatte synspunkter. Det er voldsomt at opleve en israelsk valgkamp. De danske valgkampe er ren hyggekaffe i forhold til Israels demokrati.