Debat

Der er meget at hente i ‘Blondinens betragtninger’

Malene Møller Hall er ikke begejstret for Kontrasts anmeldelse af Helle Thorning-Schmidts feministiske betragtninger. Thornings bog rummer faktisk væsentlige kvaliteter, men dem har anmelderen overset, mener Malene Møller Hall.

Udgivet 13.10.21

Forleden dag læste jeg i Kontrast en boganmeldelse af den nye debatbog Blondinens betragtninger. Bogen handler om køn, feminisme og ligestilling og er skrevet af ingen ringere end tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt. Det var én i rækken af andre anmeldelser, jeg læste af bogen, men den skilte sig ud, og ikke på en god måde. Nej, snarere på en måde, hvor jeg tænkte, at anmelderen havde overset det relevante i bogen eller bare ikke ville se det. Tobias Petersen fandt bogen uoriginal og som et givet produkt af feminismen. Jeg fandt derimod hans anmeldelse unuanceret og måske som et givet produkt fra en højreorienteret mand. Desværre.

Tobias Petersen bygger sin anmeldelse på at fortælle, at Blondinens betragtninger er fuld af paradokser. Her kunne man fristes til at skrive, at så har anmeldelsen og bogen da én ting til fælles. Men i stedet vil jeg tillade mig at tage til genmæle mod nogle af hans pointer, før jeg fremlægger, hvad jeg mener, at bogen bidrager med, og hvad Tobias Petersen har overset i sin skimmelæsning af bogen. 

Anmeldelse i strid med sig selv
I anmeldelsen skriver Tobias Petersen, at det er et paradoksalt, når Helle Thorning mener, at patriarkatet skal nedbrydes, og at det også vil komme mænd til gavn. Petersens tese er, at hvis det er sandt, at samfundsindretningen favoriserer mænd, har mænd ingen gavn af at nedbryde de omtalte strukturer. Jeg forstår godt pointen, men hvis man ser ud over egen næsetip, hvilket jeg tror og oplever, at de fleste mænd godt er i stand til, så er det positivt for samfundet at få en højere grad af ligestilling. Et mere ligestillet samfund avler nemlig mere diversitet i erhvervslivet. Det er også en fordel for mænd, idet at det vil åbne op for nye positioner, og andre roller for manden at indtage. Eksempelvis i familielivet.  

Tobias Petersen skriver ligeledes, at patriarkatet ikke findes, idet Thorning selv er et levende bevis på, at det er muligt som kvinde at nå til tops. Havde anmelderen imidlertid gjort sig den ulejlighed at nærlæse bogen, vil han have erfaret, at Helle Thorning netop selv berører dette emne. Det handler nemlig ikke om, at det ikke er muligt som kvinde at opnå succes, at komme til tops, at indtage direktørkontorerne eller ministerierne. Det handler om, at det er sværere som kvinde at gøre dét. At det er hårdere, og at det kræver mere. Helle Thorning nævner endda selv i bogen, at hun er bevidst om sit udgangspunkt – at hun er veluddannet, kommer fra et godt hjem, med et sundt miljø, og at hun på mange måder er privilegeret. Den pointe synes bare at være gået anmelderens øjne forbi. 

Tobias Petersen udpeger derudover et tredje paradoks i bogen, hvor Helle Thorning tilskynder til, at det er okay at være utilstrækkelig. Hun skriver, at kvinder skal holde op med at forsøge at være perfekte. Personligt synes jeg, at denne passage er letkøbt og blot et symptomatisk udtryk for tidsånden, hvor vi gerne skal stryge hinanden med hårene og fjerne flest mulige krav, men til gengæld være konforme med en middelmådig hverdag. Dog er jeg alligevel uenig med anmelderen i, at det er et paradoks. For mon ikke, hvis den kære Helle T. havde skrevet det modsatte, at hun så havde fået prygl for det i stedet? Det ville næppe have udløst klapsalver, hvis hun opfordrede til at være fejlfri og stræbe efter perfektion. 

Slutteligt nævner anmelderen, at Helle Thorning både vil gøre op med, at kvinder ofte påtager sig ansvaret for den gode stemning, og at hun samtidig opfordrer til overbærenhed og tilgivelse. Anmelderen anser dette som et paradoks. Jeg anser det som noget af det fineste, bogen indeholder. For nuancering er netop, hvad den betændte debat har brug for. Det er ikke et paradoks, at kvinder ikke skal være vært for den gode stemning i alle sammenhænge, men samtidig skal huske at tilgive, når der bliver angret og undskyldt. Det er ikke et paradoks, for det er ikke modstridende ikke at ville påtage sig rollen som pauseklovn og feel-good-dame, men gerne vil påtage sig rollen som en tilgivende og forstående person. 

Tilgivelse og kvinders ansvar
En af bogens fineste pointer findes i kapitlet om, hvordan vi håndterer MeToo-sager, og især hvordan vi kommer videre fra dem. I bogen skriver Helle Thorning om de nuancer, som debatten rummer. Hun mener, at det skal være muligt for en mand, der har opført sig krænkende, at komme tilbage i samfundsdebatten igen, hvis han undskylder oprigtigt, har taget skylden på sig og har udstået sin ’straf’. Hendes nuancering ligger i, at vi må vægte, om manden påtager sig ansvaret og skylden:

”Jeg er til gengæld optaget af dette med at sige undskyld. Det, synes jeg, er meget fint og vigtigt at kunne. Vi kan alle begå fejl, vi kan undskylde og forsøge at gøre det bedre, og så kan vi komme videre. Pointen for mig er, at vi skal finde en balance. Vi skal gå til problemerne med ro, med målet for øje, det vil sige med pragmatisme og plads til, at man kan forbedre sig. (…). Det at sige undskyld skal så til gengæld handle om den eller dem, det gik ud over, og ikke om den, der siger det. At sige undskyld er godt, men det overbeviser ikke i sig selv om, at en person forstår og accepterer den smerte, vedkommende har forvoldt, eller om, at vedkommende vil ændre sin opførsel.

Det personlige ansvar er nemlig afgørende i MeToo-sager. For vi kan godt tilgive, vi kan godt udvise forståelse, hvis der bliver bedt om det. Men det kræver netop, at der bliver bedt om det. I en verden, hvor vi højere grad bliver mere bevidste omkring hinanden og os selv, og, endnu vigtigere, om grænser, er det afgørende med ansvar. For grænser er forskellige, og det kan være svært at gebærde sig og vide, hvor de særskilte grænser går. Så når nogen siger fra, skal ansvaret siges til.

Her skriver Helle Thorning, at det er væsentligt ikke at gå i forsvarsposition, men derimod acceptere den forskellighed, også selvom vi er uenige. For vi tilgiver lettere, når vi får en undskyldning. En undskyldning viser, at man påtager sig et ansvar. Med undskyld giver man modparten respekt. Det ligger i ordet ’undskyld’, at man tager skylden på sig. På den måde bliver der taget et moralsk ansvar, og det indebærer en forpligtelse til ikke at gentage den forkerte handling. 

Helle Thornings forsonende tilgang er tiltrængt i debatten, for det må ikke ende i heksejagt eller i mænd mod kvinder. Det skal være mænd med kvinder og omvendt. Og det slår hun et slag for. 

Bygger broer mellem køn
I kapitlet: ”Om ja og nej” kommer Helle Thorning også ind på, at kvinder ligeledes står over for en udvikling. Subtilt kommer den tidligere statsminister med et svirp til hunkønnet og en dertil hørende opfordring til kvinder om, at de skal øve sig på at tone rent flag: 

Sat lidt hårdt op vil jeg mene, at kvinder indtager en lidt magelig og meget passiv position, når de skal scores. Manden risikerer meget, og kvinden meget lidt. Det er en uheldig og usund dynamik, fordi der ligger en forestilling om, at kvinder har noget, de holder på – muligheden for sex – som mænd skal erobre fra dem.” 

Hun fortsætter med: ”Hvis vi på tværs af køn opdrages til at tro, at et ja og et nej ikke nødvendigvis skal tages for pålydende, efterlader det os alle et usikkert sted, i en gråzone, hvor grænseoverskridelser, chikane, krænkelser og overgreb kan findes.” 

Helle Thorning deklarerer efterfølgende, at det selvfølgelig aldrig gør overgreb forsvarligt, og at ansvaret for at forstå et nej altid ligger hos manden, men passagen og kapitlet er alligevel en lang opfordring til kvinder om at blive bedre og mere tydelige i deres kommunikation. Jeg tror for mange mænd, at MeToo-bevægelsen hurtigt kan virke som en klapjagt. Derfor er Helle Thornings nuancering også en fin tilføjelse til debatten. Fordi hun bygger en bro kønnene imellem, og fordi hun forsøger at skabe forståelse kønnene imellem. 

Noget af det mest interessante i bogen, som den desværre har for lidt af, er når Helle Thorning kommer med sine egne oplevelser og opfattelser. For eksempel at mænd lettere bliver tilgivet og kvinder bedømt hårdere efter fejl. Det sætter hun i forbindelse med, at det ubevidst påvirker kvinders lyst til at tage chancer og stræbe opad. Hun fortæller også om sin egen håndtering af MeToo-sager, hvor Carsten Hansen og Jeppe Kofod får en overhaling. Hun kommer dog let og elegant uden om sit eget ansvar i de pågældende sager, og de bliver forholdsvis hurtigt sparket til hjørne med en forklaring om, at tidsånden ikke var der. 

Dengang blev hun kaldt nypuritansk, og hendes sanktioner mod mændene blev kaldt en overreaktion. Kræfter som blandt andet nuværende statsminister Mette Frederiksen syntes, hun var snerpet for at ville straffe de to herrer. I dag bliver Helle Thorning kritiseret for ikke at have gjort nok. Hendes betragtninger af kulturen i Socialdemokratiet og samfundet generelt er interessante, fordi hun både har levet i kulturen og levet med den. Hun reflekterer ligeledes over sin egen rolle i ligestillingen og fortæller om, hvorfor hun ikke selv i højere grad har fremført sig som feministisk spydspids, da hun var statsminister. 

Dette er en af de mest spændende kapitler i Blondinens betragtninger og samtidig her, hvor hun nærmer sig en anelse af hykleri. Hendes pointe er nemlig, at når man er den første på posten til noget, har man ikke platformen til at ændre en given dagsorden. Fordi man er den første, har man ikke en position til at tage kampen. Onde tunger kunne hævde, at det er netop der, man har muligheden. Dels fordi man ér nået til tops, dels fordi man har en tilgængelig platform. 

Vellykket indføring i moderne begreber
Tobias Petersen har til gengæld ret i sin anmeldelse, når han skriver, at bogen tangerer til at være en kende overfladisk og til tider bliver floskelbaseret. Ligesom han har ret i, at den ikke udmærker sig ved at reflektere over feminisme som fænomen, dens rødder eller strømninger. Men det skinner også tydeligt igennem, at det ikke er bogens eksistensberettigelse. Det er ikke Helle Thornings hensigt med bogen at forholde sig akademisk til den feministiske diskurs. Hensigten er netop hendes arbitrære anskuelser på de verserende diskussioner, og således kan man godt lægge fagbrillen til siden. 

Selvom den tidligere statsminister i nogle tilfælde stadfæster det åbenlyse, som eksempelvis når hun bedyrer ”jeg tror, vi er midt i et paradigmeskift”. Eller når hun sværmer let hen over nogle åbenlyse problematikker som cancel culture. Eller når hun fremstår påtaget woke, idet hun roser hiphop-kulturen for at være frigørende og frisindet snarere end vulgær. Ja, i visse passager skal øjnenes holdes lige i hovedet, for når man gør det, vil man erfare, at det relevante ikke er hendes forhold til musikeren Tessa eller hendes opfordring om at være perfekt/uperfekt. 

Nej, det, som vi skal tage med fra bogen, er hendes forsonende tilgang til flydende kønsidentitet, til opgøret med den patriarkalske samfundsstruktur, kønsstereotyper og majoritetskultur. Vi skal tage opfordringen om at begære forandring og at forsøge at forstå med os. Vi skal tage hendes gåpåmod i forhold til at lære og hendes evne til at udbygge horisonter og perspektiver med os. 

I det her tilfælde er det nemlig en positiv ting, at pointerne er forsimplede. Det er positivt, at informationen er lettilgængelig og letfordøjelig, for det er med til at bygge bro mellem de forskellige generationer. Det hjælper til at glatte lidt af den polarisering ud, som ofte kan fremkomme i værdidebatterne. Det er essentielt, fordi det tager læseren i hånden og viser, at et progressivt syn ikke kun er for de unge, og at ligestillingsdebatten ikke behøver at være synonym med radikale ændringer, men kan tages i mundrette bidder. 

Når det er sagt, så skorter Thorning ikke på moderne begreber i bogen. Således får vi en indføring i queerteori, LGBTQ+-miljøer, mariotetskultur, whataboutism m.m. Det er bogens styrke – at den oplyser og udfordrer. For i en let tone får hun formuleret, at man enten kan sætte sig ned og være mavesur og gå og brokke sig, når nogen gerne vil tiltales anderledes end ’hun’ eller ’han’, eller man kan prøve at være åben og sætte spørgsmålstegn ved sine egne overbevisninger. Hun får dissekeret begreberne til hverdagsbrug, samtidig med at hun udfordrer vores måde at tænke på: 

Når jeg bliver konfronteret med mine egne fordomme, har jeg pligt til at forsøge at rekonstruere mig selv, og det har mænd også. Vi skal spørge os selv: Hvad er det for en automatreaktion i mig, der gør, at jeg ikke kan kombinere flere udtryk i et menneske? Hvad er det for nogle fordomme om mænd og kvinder, vi alle sammen bærer rundt på?”

Værd at læse trods alt
Så muligvis bidrager bogen ikke med noget nyt, og muligvis har Helle Thorning ikke begået et historisk mesterværk. Men hun har formået at koble hele denne farverige debat sammen og gøre hele denne farverige debat tilgængelig og forståelig for alle. Måske endda også for de mænd, som er bange for, at flirten er ved at uddø, eller dem, som frygter, at man aldrig må give en kvinde et kompliment igen. Og så har hun formået at bidrage med nuancering, forsoning, og en opfordring om at gå nysgerrigt til forandring. For som hun selv skriver, så kommer forandringen indefra og ikke nedefra, udefra og slet ikke ovenfra med lovgivning. Vi skal selv ville den. Ville forandringen. 

Helle Thorning skriver i begyndelsen af bogen, at ”Det kan også være godt at lytte til andre menneskers oplevelser. Er du mand, der mener, at ligestillingen for længst er indført i Danmark, så prøv eventuelt at spørge en kvinde i din nærhed, om hun er enig. Lyt til, hvad hun fortæller. Er du en kvinde, kan du overveje at give den her bog til en mand, du kender. Måske kan den inspirere ham.” 

Anbefaling således videregivet – til alle køn – ikke fordi det er en dyb læseoplevelse, men fordi alle kan tage noget med fra den nymoderne bog. Der er meget at hente i Blondinens betragtninger, ja sågar noget for enhver. Hvis ikke viden, så måske en flig af forståelse. 

null

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få dit ugentlige overblik over nyheder

Newsletter