I en artikel i magasinet UnHerd argumenterer Goodhart for, at den politiske konsensus, som dominerede fra 1980’erne og frem til finanskrisen, gradvist er ved at blive afløst af en ny.

Hvor den tidligere orden byggede på økonomisk globalisering, kulturel liberalisering og en stærk tro på internationale institutioner, vokser der nu en bredere konsensus frem omkring national interesse, social sammenhængskraft og demokratisk selvbestemmelse.

Goodhart beskriver perioden fra 1980’erne som en tid præget af det, han kalder ”metropolitansk åbenhed”. På den ene side gennemførte højrefløjen markedsreformer og økonomisk deregulering. På den anden side vandt venstrefløjen gradvist gennemslag for mere liberale normer om identitet, rettigheder og lighed.

Ifølge Goodhart skabte denne model betydelige gevinster. Levestandarden steg, flere fik adgang til videregående uddannelse, og kvinder samt etniske minoriteter opnåede større frihed og muligheder. Samtidig blev samfundseliten bredere og mere åben end i efterkrigstiden.

Den liberale æras utilfredse tabere
Men udviklingen havde også omkostninger. Mange industriarbejdspladser forsvandt, og en del regioner oplevede økonomisk tilbagegang. Finanskrisen i 2007-08 forstærkede disse problemer. For Goodhart er utilfredsheden dog ikke alene økonomisk. Han peger på tre dybere kulturelle forandringer, som efter hans opfattelse har præget de vestlige samfund.

For det første er religionens rolle blevet svækket. Dermed er også en fælles moralsk og kulturel referenceramme blevet mindre tydelig.

For det andet har kønsrollerne ændret sig markant. Kvinders indtog på arbejdsmarkedet og i samfundslivet beskriver han som en af de største frihedsudvidelser siden Anden Verdenskrig. Samtidig mener han, at mange mænd har mistet deres traditionelle forsørgerrolle uden at finde et nyt socialt holdepunkt.

For det tredje fremhæver han de demografiske forandringer, som følger af stor indvandring. I Storbritannien er andelen af udenlandsk fødte vokset betydeligt, og Goodhart vurderer, at den traditionelle etniske majoritet på længere sigt vil komme under halvdelen af befolkningen.

Oprør mod den etablerede orden
Goodhart ser Brexit-afstemningen og Donald Trumps valgsejr i 2016 som symptomer på et bredere folkeligt oprør mod den herskende konsensus. Ifølge ham afspejlede denne protest en oplevelse af kulturelt tab, identitetsusikkerhed og manglende demokratisk kontrol.

Han mener samtidig, at de politiske eliter i Storbritannien i årene efter Brexit i vidt omfang undlod at indfri de løfter, der blev givet om lavere indvandring og regional genopretning. Resultatet er blevet fremkomsten af en ny konservativt orienteret konsensus.

Den bæres af ældre vælgere, ikke-akademikere og mennesker i områder, som føler sig overset af den økonomiske udvikling. Men den omfatter også mange andre vælgere, som mener, at den gamle model ikke længere fungerer.

En ny politisk dagsorden
Goodhart argumenterer for, at den nye konsensus allerede påvirker politikken på tværs af partiskel. Han peger blandt andet på en voksende accept af indgreb mod indvandring, kritik af den ekspanderende reguleringsstat, større fokus på tekniske uddannelser frem for universitetsuddannelser og bekymring over voksende velfærdsudgifter.

Samtidig ser han en stigende interesse for industripolitik, regional udvikling, national kontrol over kritisk infrastruktur og en mere forsigtig tilgang til frihandel i en verden præget af geopolitiske blokke. Også spørgsmål om social sammenhængskraft, mental trivsel, familieforhold og sociale mediers påvirkning fylder mere i den offentlige debat end tidligere.

For Goodhart er dette tegn på, at det politiske tyngdepunkt allerede har flyttet sig.

Hvad er postliberalisme?
Selv om Goodhart beskriver udviklingen som postliberal, understreger han, at begrebet dækker over meget forskellige retninger.

Nogle amerikanske postliberale tænkere ønsker en langt mere religiøst funderet samfundsorden og ser liberalismen som et grundlæggende fejlprojekt. Andre lægger vægt på fællesskab, national identitet og det fælles gode uden at afvise liberale frihedsrettigheder.

Goodhart placerer sig selv i den sidste kategori. Han afviser både religiøs autoritarisme og etnisk nationalisme. Han argumenterer ikke for et opgør med efterkrigstidens velfærdsstat eller med ligestillingsrevolutionen fra 1960'erne og 1970'erne.

Tværtimod mener han, at moderne vælgere er både liberale og konservative på samme tid. De ønsker individuel frihed, men også fællesskab. De ønsker mangfoldighed, men også sammenhængskraft. De ønsker valgfrihed, men savner ofte sociale normer og fælles institutioner.

Ikke en revolution
Goodharts centrale pointe er derfor, at liberalismen ikke bør afskaffes. Problemet er snarere de former for økonomisk neoliberalisme og kulturel progressivisme, som kom til at dominere de seneste årtier.

Han argumenterer for, at efterkrigstidens liberale samfund fungerede under særlige betingelser: økonomisk vækst, stabile familier, høj social tillid, stærke nationale fællesskaber og relativt homogene befolkninger. Mange af disse forudsætninger er i dag svækket.

Derfor har liberalismen brug for støtte fra værdier som ansvar, tilhørsforhold, national solidaritet og demokratisk handlekraft.

Ifølge Goodhart er udfordringen ikke at vælge mellem liberalisme og postliberalisme, men at finde en ny balance mellem frihed og fællesskab.

Afslutningsvis argumenterer han for, at både liberale og populister må lære at anerkende hinandens legitimitet. Hvis Vestens politiske konflikter i stigende grad handler om kultur, identitet og værdier, bliver evnen til kompromis og gensidig respekt vigtigere end nogensinde.