Tusindvis af iranere protesterer med ufatteligt stort mod på gaderne imod præstestyret i Iran. Og måske har de denne gang mulighed for et regimeskifte. Sandsynligheden vurderes i hvert fald som relativ stor, ifølge børsorganisationen Polymarket.
Men hvor opbakningen til iranerne er meget opløftende, er svaret til gengæld nedslående, når man spørger til de historiske odds for, at en kontrarevolution som den iranske får succes.
Den amerikanske historiker Niall Ferguson har skrevet et oplysende essay i The Free Press om Irans aktuelle oprør med netop denne vinkel.
Hans hovedpointe er: Det, der udspiller sig på Teherans gader, er ikke en revolution, men en kontrarevolution. Og historisk erfaring viser, at kontrarevolutioner sjældent lykkes.
Oftest ender revolutioner med et værre regime
Fergusons argument bygger på en gennemgang af forskellige oprør gennem den moderne historie. Han viser, hvordan vestlige kommentatorer konsekvent fejllæser begivenheder som disse. Årsagen er, at mange tror, at alle oprør ligner den amerikanske revolution fra 1776.
Men de fleste revolutioner ender som 1789, 1917 eller netop 1979: Med et regime, der er værre end det foregående.
Ferguson citerer en Princeton-professor, der i 1979 forsikrede New York Times' læsere om, at ayatollah Khomeini var omgivet af "moderate, progressive individer", der bekymrer sig om menneskerettigheder.
Professoren hævdede endda, at Iran ville levere en "model for human regeringsførelse for en tredjeverdens-nation". Resultatet kender vi. 47 års teokratisk fascisme.
Kontrarevolutionens dilemma
Iranske demonstranter kæmper ikke for at bygge utopia. De vil blot have det gamle Iran tilbage – et idealiseret Iran før 1979. Derfor råber de: "Hverken Gaza eller Libanon; mit liv for Iran." Men netop dette gør deres kamp sværere, ikke lettere.
Ferguson gennemgår de få vellykkede restaurationer i historien. Stuart-dynastiet vendte tilbage i 1660, Bourbon-dynastiet i 1814. Men disse genoprettede regimer var skrøbelige og kortvarige. Langt hyppigere ser man, at revolutionære regimer afløses af nye former for autoritært styre – Bonapartisme, fascisme, militærdiktatur.
Den barske virkelighed er, skriver Ferguson, at "undertrykkelse virker". Når et revolutionært regime indsætter sine sikkerhedsstyrker mod demonstranter, taber demonstranterne næsten altid. Budapest 1956, Prag 1968, Beijing 1989 – eksemplerne er talrige.
Udenlandsk indblanding
Ferguson stiller fire afgørende spørgsmål for, at en kontrarevolution skal have succes:
Er der en ledelseskrise i det gamle regime? Findes der en troværdig kandidat til at levere en restauration? Kan fremmede magter hjælpe uden at miskreditere oppositionen? Kan undertrykkelsesapparatet splittes eller overvindes?
Hans svar for Irans vedkommende er dystert. Udenlandsk intervention kan hjælpe – som da Frankrig sendte 100.000 soldater til Spanien i 1820 eller Rusland sendte 200.000 til Ungarn i 1848. Men det kan også give bagslag. Da Østrig og Preussen invaderede Frankrig i 1792 for at redde Ludvig XVI, styrkede det blot revolutionen.
Undertrykkelse er det mest almindelig
Ferguson forventer, at Iran efter ayatollah Khameneis død vil tage en bonapartistisk drejning. Fra Den Islamiske Revolutionsgarde vil der fremstå en efterfølger til general Qasem Soleimani, som kunne have spillet den napoleonske rolle, hvis USA ikke havde dræbt ham i 2020.
Ferguson konkluderer: "Lykkelige restaurationer er meget sjældne i historien. Undertrykkelse er så meget mere almindelig – og så effektiv – at den sjældent når forsiden."
Der findes i vores tid en stor modstand mod analyser, når de kommer med det dårlige budskab. Realister, der har udtalt sig skeptisk om Ukraine og senest Grønland er et godt eksempel. Også selv om de har sympati for både ukrainere og grønlændere. Det samme vil nok ske med Fergusons analyse.
Men han skriver ikke som aktivist, men som historiker. Netop derfor bør den læses af alle, der ønsker, at de iranske borgere får frihed fra det islamiske styre. Kun ved at forstå kontrarevolutionens reelle betingelser kan man vurdere, hvad der faktisk er muligt.
