Maria Ladegaard og Simon Andersen fra Venstres Ungdom agiterer i et nyligt indlæg på Kontrast for et liberaliseret boligmarked, der skal bidrage med nytte, fairness, transparens, øget udbud af lejeboliger og bedre vilkår for unge i hovedstaden. Men deres argumenter er suspekte, og en uforsigtig liberalisering af boligmarkedet ville være en potentiel katastrofe for blandt andet de unge.
Det må medgives, at den kunstige fastholdelse af lav husleje i udvalgte boliger fører til, at adgangen til disse særligt attraktive boliger bliver tildelt efter ikke-økonomiske kriterier, såsom tilfældigheder eller personlige forbindelser, og et aldrende eksempel herpå fra Politiken vil sikkert fortsat vække harme hos mange. Men det er ikke sandt, som Ladegaard og Andersen synes at påstå, at de kunstigt lave huslejer i væsentligt omfang bidrager til stigningerne i prisen på ejerboliger, for eftersom de fleste købere af boliger køber for det største beløb, som de kan optage lån for, så er stigningerne i priserne på ejerboliger primært drevet af de sidste mange årtiers fald i renteniveauerne, der har gjort det muligt for købere at finansiere deres køb af boliger for stadig højere nominelle beløb.
Og det er mildest talt uklart, hvorvidt en liberalisering af markedet vil forbedre kårene for unge. Hvis for eksempel markedet liberaliseres fuldstændigt, så al husleje kan sættes frit, så vil de førhen regulerede boliger blive mere lønsomme at leje ud for ejerne. Det er derfor plausibelt, at udbuddet af lejemål alt andet lige vil øges. Man kunne tro, at et forstørret udbud af lejemål vil føre til lavere huslejepriser, og det er muligvis sandt. Men det vil ikke nødvendigvis komme de unge til særlig gavn, for boligejerne ønsker at tjene så meget som muligt på deres udlejningsboliger, og blandt de potentielle lejere er stort set alle andre grupper end unge langt mere økonomisk stærke. Disse andre grupper vil, på grund af deres større økonomiske råderum, have både mere vilje og evne til at betale mere for at bo i centrale byområder, og derfor vil de kunne opretholde huslejeniveauer, der er for høje til, at unge kan betale dem.
Konsekvensen af liberalisering vil altså sandsynligvis være et fald i lejepriser, men et så svagt fald, at det fortsat vil udelukke de fleste unge fra attraktive boliger i centrale byområder. Til gengæld vil de tidligere regulerede lejeboliger, hvor unge trods alt formåede at betale for at bo, forsvinde. Det er ikke svært at forestille sig, at den samlede effekt ikke vil være til de unges fordel, og forestiller man sig en udvikling som i andre europæiske storbyer, vil udviklingen på et helt frit boligmarked nemt kunne udelukke alle undtagen de mest velbjærgede eller lånevillige unge fra byen.
Det centrale problem, hvad angår boliger og de unge, er altså ikke manglende liberalisering. Det er, at der af naturlige årsager er et begrænset udbud af boliger i de centrale byområder, og at efterspørgslen for disse boliger i stort omfang kommer fra befolkningsgrupper, der er langt mere økonomisk stærke end unge. Lidt farverigt formuleret vil de mere økonomisk stærke grupper altid kunne tvære ungdommen ud i et frit boligmarked. Hvis vi som samfund ønsker storbyer, hvor der er plads til mange økonomiske klasser, kræver det altså lejemål (herunder for eksempel kollegier), der har kunstigt lave huslejeniveauer.
Denne debat knytter sig til liberal ideologi i almindelighed. Det er uheldigvis ikke helt ualmindeligt blandt liberalt eller blot borgerligt sindede at besidde en bekymrende enøjet tro på, at frie – forstået som uregulerede – markeder af natur producerer maksimal nytte og retfærdighed gennem den usynlige hånds bevægelse mod ligevægt. Men dette er simpelthen ikke korrekt, undtagen i de allermest simple skoleeksempler. De frie markeders bevægelse mod maksimal nytte risikerer at bryde sammen, så snart de eksisterer under irregulariteter såsom handelsomkostninger, søgeomkostninger, monopolfænomener og så videre, og så snart nytten af markedet knytter sig til andet end blot markedsdeltagernes umiddelbare tilfredshed med deres handler.
Boligmarkedet i storbyerne er et upåklageligt eksempel. Det danske samfund har et behov for, at nye generationer får adgang til de uddannelser, der kun findes i storbyerne. Derfor er der et behov for store mængder unge mennesker i storbyerne, alene af hensyn til samfundets fortsættelse, og helt urelateret til de unges egne interesser. Reguleringen af boligmarkedet handler derfor om mere end deltagernes nytte og fairness.
Der skal bo unge i storbyerne, fordi unge skal uddanne sig under gode kår, hvis samfundet skal kunne fortsætte hensigtsmæssigt. Derfor er det ønskværdigt, at der findes et sikkert udbud af boliger med lav husleje. Det er selvfølgelig ærgerligt, at dette så ligeledes resulterer i, at der undertiden sidder velforbundne velhavere og nyder en lav husleje, men det ville være endnu værre, hvis huslejen i byerne for alle blev så høj, at studietiden for de fleste unge blev uønskværdigt økonomisk krævende eller i værste fald decideret umulig.
Der er således gode årsager til at stille sig kritisk over for de påståede fortrinligheder ved komplet liberaliserede markeder. Hvis man som borgerligt sindet gerne ser et mere politisk borgerligt Danmark, bør man holde denne pointe nær til hjertet. Ens argumenter bliver simpelthen for svage og ensidige, hvis man er for fundamentalistisk anlagt angående de frie markeder. Borgerlige står stærkest, når de benytter de stærkeste argumenter, der er dem tilgængelige. Det betyder, at de stærkeste borgerlige stemmer er dem, der anvender den liberale ideologis bedste idéer, men ikke strækker dem længere, end de kan holde.
