Studiestarten er over os, og som det efterhånden er blevet vanen, følger det også med historier om massiv boligsvindel og flere unge, som må starte deres nye tilværelse i storbyen som hjemløse. For mange års fejlslagen boligpolitik har medført, at vi har massive problemer med at finde boliger nok til alle de unge, der blot glæder sig til at indlede et nyt kapital i deres liv.
For længe har vi nemlig ført en kurs, hvor lejemarkedet er blevet så hårdt og fejlagtigt reguleret, at det reelt er endt som et lotteri, og hvor uigennemtænkte incitamentsstrukturer har presset boligpriserne så langt op, at vi dødelige ikke længere har en fair chance for at få en fod indenfor til boligfesten. Og det har været ungdommen, som har lidt den største pris.
I de sidste 40 år er andelen af unge førstegangskøbere halveret, og vi ser blot gennemsnitsalderen for førstegangskøbere blive højere og højere.
Derfor varsler vi nu et fundamentalt opgør med årtiers idioti.
Vejen til helvede er jo som bekendt brolagt med de gode intentioner, og det gør sig især gældende i boligpolitikken. Velmenende politikere der forsøger at sikre deres særinteresser, men ender med at skabe et bureaukratisk monster, der alene underminerer de borgere, som man ellers sørger at beskytte. Og derfra skabes jo blot en ond spiral, hvor de gode intentioner blot forkrøbler markedet endnu mere.
Et godt eksempel på dette er huslejereguleringen. En rigid og ødelæggende lovgivning, som stammer fra det noble ønske om at sikre billige boliger i storbyerne, men, som sædvanlig ved politisk indblanding, sikrer det komplet modsatte.
Huslejeregulering sætter et loft over, hvor meget man må tage i leje for de omfattede boliger, samt hvordan prisudviklingen må ændre sig på sigt. Det lyder måske ikke helt skidt i sig selv – men problemet beror på alle de mulige lejere, som ikke kan komme ind på markedet.
For den kunstigt lave lejepris skaber ikke blot mobilitetsproblematikker, men mindsker også det allerede alt for lave udbud mærkbart.
Det efterlader så folk med primært tre muligheder: 1) Enten bliver man presset over på ejermarkedet, hvor man så er med til at presse priserne i vejret til kæmpe gene for specielt ungdommen. 2) Man ledes ud på det sorte marked, hvor man kun gennem aftaler under bordet, suspekt netværk og decideret bestikkelse kan komme foran i køen til de regulerede boliger eller 3) Man må ende som hjemløs i en periode.
Tre løsninger, der ikke just er løsninger. For mange af de dårligdomme, som i dag regerer på boligmarkedet kan nemlig spores tilbage til netop huslejereguleringen, hvad enten der er tale om misvedligehold af skumle faldefærdige lejligheder, den stadig støt stigende mængde af sager med boligsvindel op til studiestart eller den efterhånden evigt stigende alder for førstegangskøbere.
Det liberale boligparadigme anvender markedskræfterne proaktivt til at bringe mest mulig nytte og fairness til borgerne. Boligmarkedet burde ikke være et fordækt lotteri, men et transparent handelssted. Der er brug for meget mere marked – og meget mindre detailstyring.
