Artikel

28.03.23

CNN-analytiker: Hvide skal undgå memes med sorte personer

Er det skjult racisme, når hvide mennesker deler humoristiske billeder, der viser sorte mennesker? Det mener analytiker på CNN. Neger-Tom er uenig.
Billedet af skuespilleren Kayode Ewumi fra serien ‘Roll Safe’ har i flere år været populært hos meme-magerne til at illustrere alverdens pointer – som her.
Billedet af skuespilleren Kayode Ewumi fra serien ‘Roll Safe’ har i flere år været populært hos meme-magerne til at illustrere alverdens pointer – som her.

Har du nogensinde brugt det billede, hvor Michael Jordan har tårer i øjnene? Eller den ovenfor, hvor skuespiller Kayode Ewumi har en tænkende finger mod panden? Hvis svaret er ja – og du er hvid – så har du muligvis gjort dig skyldig i racisme, mener CNN’s analytiker John Blake. 

I går kunne man således i en ny analyse på det venstreorienterede amerikanske medie læse John Blake beskylde hvide mennesker for at bære digital blackface, når de deler memes med sorte mennesker afbilledet. Dermed viderefører hvide mennesker utilsigtet en lumsk form for racisme, lyder det.

Blake går videre til at citere forfatteren Lauren Michele Jackson i et essay i Teen Vogue

“Internettet næres af hvide mennesker, der griner af overdrevne fremvisninger af sort kultur, hvilket afspejler en tendens blandt nogle til at se sorte mennesker som omvandrende karikaturer,” skriver hun. 

John Blake erkender i sin analyse, at det er svært at definere digital blackface, og for nogle er standarden sammenlignelig med, hvad en højesteretsdommer engang sagde, da han blev spurgt ind til pornografi: ”Jeg ved det, når jeg ser det.” 

De fleste citeret i Blakes analyse lader dog til at være enige om, at der er tale om en praksis, hvor hvide mennesker gør brug af billeder af sorte mennesker og deres slang og kultur for at udtrykke deres følelser.

Der er dog ingen grund til helt at afholde sig fra memes, såfremt du er indehaver af lyst pigment. Forfatter Lauren Michele Jackson har et råd til dem, der “altid rækker ud efter et sort ansigt”. De kunne med fordel bruge denne pæne GIF i stedet, siger hun med henvisning til en animation med den populære (og hvide) popkunstner Taylor Swift.

Herhjemme finder anklagen dog ikke genklang hos Tom Andkjær. Han har ført kampagne som Neger-Tom til folketingsvalget for Nye Borgerlige og har ofte blandet sig i racismedebatten.

”Jeg føler mig på ingen måder krænket af sådan noget. Jeg mener derimod, at John Blake er dybt racistisk, når han mener, at hvide ikke må bruge sorte memes, for så dømmer og begrænser han netop en bestemt gruppe mennesker på grund af deres hudfarve. Og det er jo lige netop det, som racisme handler om,” siger Tom Andkjær til Kontrast.

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter