I 2022 sidder Lotte Ingerslev parat til at udgive sit første blogindlæg om kønsidentitetsideologi og transkønnethed. Lotte er psykoterapeut med speciale i angst, tidligere lærer, gift og mor. Og hun er rystende nervøs, for hun er udmærket klar over, hvad det kan få af følger, at udtale sig på dette område:

“Jeg diskuterede længe med mig selv om jeg overhovedet skulle gøre noget. Jeg vidste godt, at det var tabu,” fortæller hun mig, da vi mødes på en cafe i Hellerup, “folk bliver cancelleret for at sige de her ting.”

Men Lotte valgte at starte sin blog alligevel. “Da jeg skrev første indlæg, der rystede jeg på hænderne, jeg tænkte, at når jeg trykker på send, så er vi færdige, så må vi leve af min mands løn.”

Og Lotte fik til dels ret: ikke i den del, hvor hun mistede alle sine klienter og indkomst, men i den del, hvor en højtråbende woke skare forsøger at få hende cancellet - og stadig forsøger den dag i dag. Således afventer Lotte en retssag til efteråret, hvor en transidentificeret mand, som altså selv synes, han er kvinde, Nadia Jacobsen, bl.a. har sagsøgt Lotte for “fejlkønning”, altså at benævne ham som, nåja, ham, mens han selv ønsker at blive omtalt som en kvinde.

Sagen er den første af sin slags i Danmark. Men det vender vi tilbage til. For hvordan havnede Lotte i en position som en af landets mest prominente modstandere af transkønsideologien?

Skeptisk orienteret
Jeg mødes med Lotte på en frisk forårsdag. Før mødet har hun ringet til min redaktør, for at sikre sig, at jeg er den, jeg siger jeg er. Flere år med online angreb fra lgbt-aktivister har gjort den slags omhu til en fornuftig foranstaltning.

I sit fag som psykoterapeut interesserer Lotte sig naturligvis meget for, hvordan mennesker agerer i verden, og hun bruger et redskab som sokratisk dialog til at udfordre sine klienters antagelser om verden. “Vi mennesker kan blive mere fri ved at udfordre vores teorier om virkeligheden,” forklarer hun, “og så begyndte jeg at interessere mig for, om der var nogen, der gjorde det udenfor psykoterapien.”

Lotte fandt nogle videoer online, som fangede hendes interesse, blandt andet med youtuber og ateist Anthony Magnabosco, som interviewer almindelige mennesker i det offentlige rum.

“Jeg tror jeg fandt videoerne, fordi jeg er ateist,” forklarer hun og fortsætter, “det var ikke som sådan i mit arbejde, det var bare af interesse, jeg ville se om nogen brugte den sokratiske dialog udover i psykoterapien.”

Anthony brugte teknikken Street Epistomology, udviklet af filosof og cancelleret universitetslærer Peter Boghossian. Teknikker, der altså mindede en del om den sokratiske dialog, hun var så vant til. Anthony brugte teknikken til at stille spørgsmålstegn ved folks mest generelle antagelser, især religiøse.

“Jeg kunne godt fornemme, at han var demokrat og progressiv, men når det var mennesker, han skulle interviewe fra hans egen gruppering, så var det som om, at han ikke  brugte de samme teknikker, så blev han lidt mundlam,” siger Lotte, og fortsætter:

“Så indenfor den her ateistiske verden, som jeg ellers på mange måder identificerede mig med, var der også religiøse overbevisninger. Og det kildrede! Det måtte jeg undersøge mere.

Jeg er ateist, men det er ikke det, jeg identificerer mig som. Nej, det er, at jeg går op i sandheden - og hvordan afviger virkeligheden fra vores forestillinger om den,” siger Lotte og opsummerer “Jeg er skeptisk orienteret”.

“Det var et forræderi”
Lotte opdagede nu, at de såkaldte ateister i virkeligheden ikke var de skeptikere, de påstod. “Det var nærmest et forræderi,” siger Lotte. “Det var meget på det område med gender ideology (teorien siger, at køn ikke er knyttet til biologi, men alene til hvad man føler, hvorfor ens køn kan skifte meget ofte, red.) der kunne man ikke stille de samme spørgsmål, som man ellers stillede til alle mennesker.

Pludselig var man ikke mere interesseret i at finde ud af hvad virkeligheden var, men mere i at beskytte folks antagelser. Og så gjorde man antagelser til en identitet, som man ikke kunne røre ved,” forklarer hun. “Jeg kan godt forstå, at folk har skabt sig en identitet. Det var bare så sørgeligt at dén ideologi, den var hellig.”

For Lotte var afstanden mellem virkeligheden og køns-ideologien for stor til at hun kunne tie. “Jeg har mindre autoritetstro end de allerfleste. Min bullshit detektor siger tit bing bing bing. Men samtidig var jeg også bange. Jeg er et meget frygtsomt menneske faktisk.” Jeg spørger Lotte, hvor hun fandt modet til at sige sine tanker højt alligevel. Hun holder en lang pause.

“De idealer jeg lever mit liv efter er sandheden, virkeligheden og ytringsfrihed. Det er oplysningstidens fokus på, at vi forholder os til, hvad er sandheden og hvad siger evidensen, hvad siger data. Jeg er et meget følsomt menneske, men samtidig har jeg stor respekt for data. Det er det her med psykoterapien: Jeg forstår følelserne, men samtidig må vi også forholde os til virkeligheden, det er den balance, der er i mit sind.”

Ned i kønsideologiens mørke
Lotte dykkede videre ned i materiale om kønsideologi, og snart stødte hun på mastodonten indenfor transideologi, WPATH (World Professional Association for Transgender Health). Men lad jer ikke narre, kære læsere, af ordlyden, der leder tankerne hen på lægevidenskab. Organisationen er nemlig åben for mange faggrupper, nogle meget langt fra lægevidenskab. Efter deres egen beskrivelse, kan man således blive medlem hvis man arbejder med for eksempel “antropologi, tale- og stemmeterapi samt sexologi.”

“Det er en pseudovidenskabelig organisation, der er fyldt med aktivister,” siger Lotte, som i sin research hurtigt opdager, at også Rigshospitalet følger WPATH's råd og vejledning hos deres Center for Kønsidentitet. En af de mere forstyrrende opdagelser Lotte gjorde var, da hun fandt ud af, at WPATH mente, at “eunuk” var en kønsidentitet og i et kapitel om dette præsenterede “behandlingsforslag”, som var bortoperation af testikler eller af penis.

DBU: luk transpersoner ind hos pigerne
Lotte dokumenterer alle sine opdagelser samt nyheder omkring transaktivismens udbredelse på sin blog, og begynder at udtale sig jævnligt i podcasts og radio om problemerne med transideologien. I 2023 støder hun på DBU's nye anbefalinger om inklusion af transidentificerede mennesker i sporten. Det, der især faldt Lotte for brystet, var DBU's forslag til, hvad man kunne gøre i omklædningsrummene:

“Der kunne man klare det med et forhæng. What? Nu vil DBU have at blotteri og beluring ikke skal være en forbrydelse. Altså, for hvordan skal man komme om bag ved det forhæng? Du kan nemt komme til at lige rive det til side. Det handler ikke om folk, der er transkvinder - hvad jeg jo ikke mener, at der er nogen der er - det handler om, at der ikke er mulighed for at sige nej til nogen mænd.”

Lotte er bekymret over de risici DBU's forslag er forbundet med, da der er en ganske anden risikoprofil blandt mænd og kvinder, når det kommer til seksualforbrydelser som f.eks. beluring. Derfor dykker hun ned i de nye forslag, arbejdsgrupperne osv. Og her støder hun på gruppemedlem Nadia Jacobsen. En transidentificeret mand, som er en stjerne for translobbyen i Danmark.

Lotte går på X, for at finde ud af hvem han er. Hun får sig lidt af et chok: “Det viste sig, og det var det, der animerede mig mest, at han mobbede og udgrænsede kvinder, der var kritiske overfor transkønsideologien i en grad, der var helt ekstrem,” forklarer Lotte. For eksempel har Nadia for vane at kalde samtlige mennesker, der stiller spørgsmål ved transideologi for transfober eller TERFS (trans-exlusionary feminist).

“Hvorfor har DBU valgt en mand, som udskammer kvinder, der siger nej (til transideologien, red.)? Det er jo ikke noget, de har gjort med vilje. De har ikke undersøgt det, men det skulle de have gjort,” siger Lotte og tilføjer, “og når jeg peger på det, så skulle de sige undskyld. Det har de så heller ikke gjort,” siger Lotte.

Nadia lægger sag an
Lotte hopper videre ned i kaninhullet, for at finde ud af hvem Nadia er. Og Lotte opdager hurtigt, at Nadia har lagt pornografisk materiale op online på hjemmesider uden nogen former for begrænsninger, f.eks. aldersbegrænsning eller kodeord. Nadia selv benægter at skulle have nogen interesse for sex overhovedet, og har blandt andet beskrevet sig selv som aseksuel. Dette til trods for det pornografiske materiale, han har lagt online.

“Han siger igen og igen “jeg har ikke nogen fetish”, og at de mennesker, der siger det, har en underlig interesse for hans kønsdele,” siger Lotte, “Jeg siger ikke, at han har en fetish, men han opfører sig som en der har en fetish.”

Lotte beskrev alt dette på sin blog, og dokumenterede det hele grundigt. Hun delte intet, som Nadia ikke selv havde lagt op. Sidste år kom så Nadias søgsmål, med to hovedpunkter: æreskrænkende udsagn samt brud på Dataforordningen. (Vi linker til Lottes blog nederst i artiklen, der kan man læse mere om retssagen og det juridiske aspekt)

Et af de påståede krænkende udsagn Lotte skulle have bragt er følgende sætning: “Hvor længe endnu skal piger og kvinder finde sig i at blive gaslightet af mennesker, der benægter, at det kan være fetichistisk motiveret, når mænd ønsker at fremstå som kvinder?” Den nyeste udvikling i sagen er dog, at både dette udsagn og de nogle-og-60 andre, der skulle have krænket Nadias ære, er blevet droppet af ham og hans advokat. Tilbage står nu kun delingen af billederne, som translobbyen kalder en slags “hævnporno”.

Luk munden på kritikere
Jeg spørger Lotte, om hun mener at Nadia er problemet, eller om det er mere strukturelt?

“Det er strukturerne. Der vil altid være mennesker af alle slags i samfundet. Det, som der er sket, er, at der er nogen mennesker, som bliver hyldet og fremmet for at udskamme andre til tavshed,” fastslår Lotte, “Vi har fået skabt en cancellerings-kultur, som skal lukke munden på dem, der kritiserer.”

Og retssagen er blot transaktivisternes seneste bud på, hvordan man kan tvinge sin mening igennem og få dissidenterne til at tie stille. Igennem årene har aktivisterne fået blokeret Lottes blog tre gange, de har truet hende med, at hun ville miste sit hus p.ga. de finansielle problemer, de ville skaffe hende på halsen, de har lavet falske anmeldelser af hendes terapivirksomhed på Trustpilot - og det måske mest pudsige indslag nemlig påstanden om, at det slet ikke er Lottes blog, men hendes mands. “Det er så absurd,” griner Lotte, “jeg er ikke feminist, men det lyder meget patriarkalsk, ikke? At det må være en mand, der har gjort det her, det kan ikke være en kvinde.”

“Jeg tror, jeg vinder”
Jeg er ikke den konfliktsky type, men selv jeg spørger mig selv, hvor meget af den slags som Nadia og co. udsætter Lotte for, jeg ville orke. Jeg spørger derfor Lotte, om hun nogensinde overvejer bare at stoppe.

“Nej,” siger Lotte og holder en lang pause. “Jeg havde jo gjort op med mig selv, at sandheden er vigtigere end mig. Det handler om hvilken verden, jeg vil give videre til mine børnebørn. Hvad vil jeg bidrage med. Og jeg vil ikke bidrage med at tie stille.”

Nogle konservative i Danmark har efter valget af Trump håbefuldt erklæret, at woke er død og tiderne skifter til det bedre. I England har kvinderettighedsforkæmpere lige vundet en sejr i retten, som fastslog, at transkvinder ikke er kvinder, og at køn er biologisk. En stor del af Nadias søgsmål er allerede lagt i graven, inden retssagen begynder. Måske er verden ved at blive lidt mere normal igen, og måske giver Nadia op inden retssagen. Jeg spørger Lotte, om det er en tanke, hun deler med mig.

“Jeg tror, der bliver en retssag. Jeg havde gjort op med mig selv, at hvis han (Nadia, red.) blev meget vred, så ville han nok sagsøge mig, så det har han så gjort,” forklarer Lotte mig. “Det er ikke sjovt, men jeg tror, jeg vinder.”

NOTER

Retssagen foregår 12. august i år, og den er offentlig.

Vi har kontaktet DBU for at høre om de vil holde fast i Nadia som medlem af arbejdsgruppen, samt om deres syn på transinklusion har ændret sig efter at DBU Jylland afviste forslagene ved en afstemning i år. De har ikke vendt tilbage på henvendelsen.

Læs mere om sagens detaljer på Lottes blog www.transkoen.dk