Da Hitzb-ut-Tahrir forleden marcherede i gaderne med kampråbet ’Jihad er løsningen’ og ’Alahu Akbar’ med klar reference til Hamas angreb på Israel den 7. oktober, var der mange, der mente, at nu måtte grænsen for ustraffet at hylde terrorisme være overtrådt.

Men ikke Københavns Politi, hvor vagtleder Espen Godiksen til Berlingske Tidende sagde: “Vi har hørt ytringerne, og vi har også googlet betydningen af jihad, og deri har vi ikke fundet, at der var basis for en sigtelse”.

Så slap politiet for at skride ind, men vi andre og ikke mindst jøderne i Danmark må samtidig acceptere den øgede utryghed, som voldsforherligende islamister i gaderne medfører.

Dansk politi står dog ikke alene med deres fortolkning af kampråbet ’Jihad’ som en lettere uskyldig opfordring til andre muslimer om at vælge det fromme liv.

Londons Politi udsendte allerede den 21. oktober, da det var Londons gader, der rungede med opfordring til ’Jihad’ en besked med ordene: ”The word has a number of meanings”.

Underforstået ’Keep calm and carry on’. Der er ikke noget at være nervøs for. Der er ikke nødvendigvis en trussel eller en opfordring til vold i kampråbet.

Hvis politiet kan google sig til den forståelse, kan jeg vel også. Så jeg har brugt lidt tid og set nærmere på begrebet ’Jihad’.

Det er umiddelbart korrekt, at Jihad ikke udelukkende består i at halshugge skolelærere, køre lastbiler gennem gågader og sprænge sig selv i luften på togstationer. Selvom det fylder alt i medieomtaler af Jihad gennem de seneste 20 år.

Så langt har Københavns Politi og Londons Politi ret.

Men at konkludere, at i denne kontekst, hvor en islamisk terrororganisation Hamas netop har gennemført et bestialsk angreb på civile, myrdet og voldtaget flere end 1.000 og bortført 240, så skal man præcis nu forstå, at ’Jihad’ er en fredelig opfordring til selvransagelse og fromhed, det virker ekstremt ansvarsfraskrivende.

Det kan man naturligvis ikke.

Aggressiv jihad dominerer islamisk retstradition
I den islamiske retstradition forstås jihad da også primært i militant forstand. Som Michael Cook bemærker i Ancient Religions, Modern Politics: The Islamic Case in Comparative Perspective (Princeton, 2014), »Den skolastiske tradition behandlede krig mod vantro som et standardemne for islamisk lov; alle Sunni-lovbøger inkluderer en ’bog om jihad’”.

Begyndende med Umm fra det niende århundredes jurist al-Shafi'i, en nøglefigur i udviklingen af ​​islamisk juridisk tænkning, ser man i de klassiske manualer for islamisk lov, at den defensive jihad (jihād al-daf') er en forpligtelse for alle muslimer, når islams lande angribes, og at den aggressiv jihad – eller den såkaldte 'valgfri jihad' (jihād al-ṭalab) er en fælles forpligtelse, der skal udføres af nogle men ikke alle muslimer.

Som Cook bemærker, var 'et typisk juridisk synspunkt, at herskeren af ​​det muslimske samfund måtte sende en ekspedition ud i de vantros lande en eller to gange om året' for at sikre, at den fælles forpligtelse blev opfyldt.

Arabiske stater forsøger at nedtone islams aggressivitet
I nyere tid har en del muslimer og arabiske ledere følt sig utilpasse med den klassiske juridiske fortolkning. De har i stedet understreget den defensive karakter af jihad eller forestillingen om en åndelig 'større jihad'.

’A Declaration to Mankind’ er en tekst udgivet i 1980'erne af Egyptens al-Azhar, det historiske centrum for sunnimuslimsk ortodoksi. Teksten forklarer, at jihad i sig selv ikke betyder væbnet konflikt, som den kraftigt fordømmer.

I sin introduktion til Amman-budskabet fra 2004, en erklæring om 'islams sande natur' godkendt af politiske og religiøse ledere fra hele den muslimske verden, fordømmer prins Ghazi bin Muhammad af Jordan på samme måde ’offensiv jihad’ (Hellig krig) og mord i religionens navn.

Opfattelsen af Jihad, som en indre kamp, eksisterer altså, og det har den gjort lige siden Muhammed opholdt sig i Mekka og fik sine første åbenbaringer. Den har bare ikke fyldt så meget i historien.

Jihad i Koranen
I Koranen bruges det arabiske navneord ’jihād’ og det tilsvarende verbum ’jāhada’, hvis bogstavelige betydning er at 'kæmpe' eller 'stræbe', ikke udelukkende i betydningen 'hellig krig'.

Dette er heller ikke den oprindelige koranbetydning. Som Nicolai Sinai forklarer i sine nylige bog ’Key Terms of the Qur'an’ (Princeton, 2023), bruges termerne i de mekkanske suraer – de kapitler i Koranen, der menes at være blevet skrevet før Muhammed flyttede fra Mekka til Medina i 622 e.Kr. – i betydningen ideologisk eller religiøs kamp.

Nicolai Sinai anbefaler oversættelsen 'stride med' for passager som Q. 25:52 - angiveligt det tidligste vers, hvori udtrykket optræder - som befaler profeten 'ikke at adlyde forkasterne (al-kāfirūn)' og 'at nidkært kæmpe imod dem ved hjælp af det' (wa-jāhidhum bihi jihādan kabīra)'.

Det er faktisk sådan, den middelalderlige islamiske tradition forstod dette og lignende vers: 'ved hjælp af det' er næsten altid forstået som 'ved hjælp af Koranen' i den eksegetiske litteratur, fortæller Sinai i sin bog.

Muhammed blev kriger, da han kom til MedinaI de kapitler i Koranen, som stammer fra Muhammeds tid i Medina, sker der et tydeligt skift til det, Sinai kalder 'militant aktivisme'. Sura 9:41, for eksempel, instruerer de troende i at 'marchere ud, let og tung, og kæmpe (jāhidū) på Guds vej med alt, hvad du ejer og dit liv', hvilket i virkeligheden kun kan tolkes som et kald til militær handling.

Adskillige Medina-vers bruger også verbet jāhada sammen med qātala, det arabiske ord for 'at kæmpe'. Ligesom jāhada efterfølges dette ord ofte af sætningen fī sabīl Allah - 'på Guds vej'.

Det er bemærkelsesværdigt, at der er seks gange så mange referencer til jihad i kapitlerne skrevet i Medina som i dem skrevet tidligere i Mekka.

Nutidige Islamister følger i Muhammeds militaristiske fodspor
De islamistiske grupper, vi hører om nu om dage, tilhører næsten alle den radikale fløj inden for sunni-islam. Og hos dem er den militaristiske ’jihad’ totalt dominerende.

Når Hamas-charteret fra ​​1988 erklærer, at 'der er ingen løsning på det palæstinensiske spørgsmål undtagen gennem jihad' (artikel 13), og at 'jihad for befrielsen af ​​Palæstina er en individuel pligt' (artikel 15), kan det kun forstås som med ’vold og magt’.

Det gælder også for Hizb-ut-Tahrir, som på deres arabisksprogede hjemmeside i 2021 skrev, at jihad betyder 'bekæmpelse af de vantro' (qitāl al-kuffār) og 'omfatter både defensiv krigsførelse og aggressiv krigsførelse'.

Det førte til, at Hizb-ut-Tahrir blev bandlyst i både Jordan og Ægypten. Men i Danmark er de fortsat og råber slagord om Jihad i gaderne.

Jøderne er et særligt mål for jihad
I denne moderne islamistiske, men også i den tusind år gamle version af jihad, er Israel og det jødiske folk udpeget som et særligt mål.

Hamas-charteret i artikel 32 citerer Zions ældstes protokoller, som er et berygtet antisemitisk skrift med konspirationsteorier om jødisk kontrol over medierne og globale finanser, og i artikel 17 og 22 en hadith om et sidste apokalyptisk slag med jøderne.

Hamas' antisemitisme gentager tekstnært synspunkterne fra den palæstinensiske gejstlige Abdallah Azzam, ideolog for den anti-sovjetiske jihad i Afghanistan og en nøglefigur i globaliseringen af ​​jihad i slutningen af ​​det tyvende århundrede.

Som Thomas Hegghammer skriver i ”The Caravan: Abdallah Azzam and the Rise of Global Jihad” (Cambridge, 2020), ”Han så islamisk historie som en konstant kamp mellem islam og andre religiøse grupper, især jøderne. Dybt antisemitisk gav han jøder ikke kun skylden for besættelsen af ​​Palæstina, men også for mange andre ting, herunder det osmanniske imperiums fald og udbredelsen af ​​socialisme og sekularisme”.

Det er også bemærkelsesværdigt, at Yusuf al-Qaradawi, som er imam i det Muslimske Broderskab og forfatter til en massiv tobinds bog om ”The Jurisprudence of Jihad”, retfærdiggør selvmordsbomber i forbindelse med Israel-Palæstina-konflikten.

Hvad Københavns Politi har googlet sig frem til, som har betrygget myndigheden i, at kaldet til ’Jihad’ i byens gader, ikke er en opfordring til vold og terror, det ved jeg ikke.

Men de kan ikke have googlet særlig dybt og særligt længe, for så havde de fundet ud af det samme som mig.