Siden historien om komplottet mod Naser Khader breakede på Kontrast, er det nærmest væltet ind med vidnesbyrd om, hvordan aktivister i samarbejde med politiserende journalister som Sara Bovin og Sofie Rye forsøgte at grave fiktivt skidt op om ekspolitikeren for at få ham fældet.

På Khaders facebookside skriver én: ”Det var en så vanvittig og mærkværdig periode. Jeg blev en dag ringet op af et, på det tidspunkt konservativt, kvindemenneske, som ville høre om jeg havde kendskab til historier om Naser Khader …. Jeg måtte bare sige, at jeg er så megakedelig, så det havde jeg ikke! Jeg aner ikke, hvad der sker i det politiske liv i København. Kvinden lød lidt skuffet, prøvede at fritte mig igen men måtte indse, at hun havde ringet forgæves. Jeg var ret paf og dog – for jeg fornemmede at hun måske var en af de kvinder, der gerne ville have haft noget af Nasers stjernestøv…. og måske ikke fået det.”

En anden skriver: ”Ser lige, at hun (Sara Bovin, som for nylig gentog de injurierende anklager mod Khader, MS) er bedste veninde ned Khatera Parwani…. Hende der slog sig sammen med imamen Sherin (Khankan, MS) og forsøgte med sladder at få dig fældet…. Hun er da rigtig nok i godt selskab… Broderen til Parwani fik 300.000 til et filmprojekt som han aldrig fuldførte, og er desuden kendt for sammen med “komikeren” Marzouk at karakterslagte den islamkritiske Sara Omar… Sikke et søsterskab”

Den muslimske betjent fra Fyn
Senest er der blevet rejst tiltale mod en betjent ansat ved Fyns Politi for tjenestemisbrug, hvor nogle af de i alt 29 anklagepunkter netop vedrører de over lang tid opbyggede angreb på Naser Khader og er med til at afsløre, hvordan angrebet fra dag ét har været skruet sammen af islamister og feminister i fordækt forening.

Det hedder således bl.a. i anklageskriftet, at betjenten Elvir Abaz har brugt sin private mobiltelefon til at optage informationer fra POLSAS om en undersøgelsessag fra Københavns Politi, hvor et navngivet medlem af Folketinget, blev nævnt, og til at affotografere et brev sendt til et medlem af Folketinget, hvor det fremgik at en efterforskning mod den pågældende var blevet stoppet.

Derudover har politimanden, viser det sig, chikaneret og forulempet almindelige borgere på det groveste, uden at nogen har grebet ind. Søndag den. 13. april bragte Naser Khader på sin facebookside en beretning fra en mor til en ung pige, som var konverteret til islam, og som moderen frygtede var ved at blive radikaliseret. Af den samme betjent fra Fyns Politi, som var tilknyttet politiets antiradikaliserings-enhed, fik moderen at vide, at islam havde meget at tilbyde hendes datter, og at hun ikke havde nogen som helst grund til bekymring. Moderen gik ned med en depression efter den oplevelse.

Naser Khader har flere gang advaret
Khader har selv i de forløbne dage været i medierne og påpeget, at nogle i ledelsen begribeligvis må have kendt til politimandens aktiviteter, hvis ikke direkte har holdt hånden over ham. Faktisk forsøgte Naser Khader længe før kampagnen mod ham eksploderede at få de højest placerede ansvarlige i tale om problemet. Han gjorde tydeligt opmærksom på de suspekte arbejdsmetoder, som både Elvir Abaz og en anden venstreaktivistisk muslim ansat ved Fyns Politi, Asmaa Abdol-Hamid, benyttede sig af.

Og ad to omgange har han siddet i Justitsministeriet sammen med henholdsvis Søren Pape Poulsen og Nick Hækkerup samt politidirektøren for Fyns Politi og udtrykt dyb bekymring for situationen, herunder sin egen sikkerhed. Politiledelsen på Fyn sagde dengang, at de ville undersøge det, men intet skete. Endelig indkaldte Naser Khader til samråd om problemet i 2020. Men det eneste, der skete, var, at Elvir Abaz blev forflyttet fra sit tjenestested i indvandrerbydelen Vollsmose.

Ledelser svigter
Alt sammen er det noget, Naser Khader forståeligt påpeger nu, hvor det alt, alt for sent så småt begynder at komme på bordet, hvad der egentlig er sket, og hvem der egentlig er offer og kriminel i denne sag.

Samme melding kommer i øvrigt fra Mette Thiesen (DF), fra Lars Aslan Rasmussen (S) og fra Halime Oguz (SF). De to sidstnævnte er selv blevet udsat for grov hetz fra politimandens side og har klaget over det – uden at nogen har grebet ind. Tværtimod lader det til, at højerestående i ledelsen har set igennem fingre og tilsyneladende sanktioneret embedsmisbruget.

Også en offentlig institution som DR står noget afrakket tilbage efter forløbet. Det var således der, Sofie Rye, journalisten, som satte hele mediekampagnen gang, var ansat og modtog sin løn fra. Sågar indstillede hendes chef, Casper Walbum Høst, der i øvrigt stadig er chef i DR, Rye til Cavling-prisen for indsatsen.

Hans begrundelsen lød, at Sofie Rye havde ”sat nye etiske og journalistiske standarder for, hvordan journalister kan afdække de svære historier om krænkende adfærd fra magtfulde personer.” Hvilket understreger – som en Kontrast-læser formulerede det – at DR, såvel som TV2, efterhånden er reduceret til rene rugekasser for venstreorienterede aktivister, der forfølger personlige politiske særinteresser for offentlige penge.

Læsset af løgne begynder at tippe
Om det skyldes Kontrasts artikel om komplottet bag den MeToo-sag, der ramte Naser Khader som et bombenedslag for snart fire år siden, der endelig har sat skub i optrævlingen af det ultragiftige komplot, skal ikke kunne siges. Men faktum er, at nu ruller lavinen for alvor, og hvor den vil ende, og hvor mange den vil drage med sig i faldet, er på nuværende tidspunkt umuligt at sige noget om.

MeToo-angrebet mod Naser Khader, der satte en stopper for hans politiske karriere, kan kaldes kulminationen på en langstrakt politisk motiveret forfølgelse af politikeren, hvor våbnet langsomt slibes og forfines.

I ”Komplottet mod Naser Khader” citerer jeg mosteren til en ung kvinde. Niecen, der er stærkt involveret i det muslimske miljø i den større provinsby, hun bor i, havde direkte fortalt sin moster, at hun på foranledning af sine muslimske venner havde planlagt at lokke Khader i en fælde. Det skulle ske ved at lokke en invitation ud af ham under henvisning til, at den unge kvinde havde problemer med sin muslimske kæreste eller ven, og derfor søgte et godt råd fra en, der havde insiderkendskab til denne religion.

Det foregik allerede et par år efter Muhammed-krisen i 2005/6, hvor Khader som bekendt spillede en central rolle i forhold til Danmarks stålsatte afvisning af at bøje sig for voldsmandens veto i form af islamistiske trusler af den ene eller den anden art. Alt sammen fordi statsminister Anders Fogh Rasmussen, på Naser Khaders anbefaling, ikke ville gå ud og undskylde offentligt for Jyllands-Postens karikaturtegninger.

Hvornår fusionerede feminister og islamister?
I årene efter intensiveres netop den taktik mod den politiker, som såvel venstreorienterede som islamister hader som pesten af én eneste grund: Han vil til sin død forsvare det, de hader mest af alt: Den vestlige verden og alt, hvad den står for: demokrati, ytringsfrihed, borgerrettigheder, meritokrati, reel ligestilling osv.

Men hvornår bliver feminister og islamister fusioneret til en effektiv falanks, som har held til dels på illegitim vis at intervenere i det repræsentative demokrati, dels på lige så illegitim vis at underminere andre menneskers liv, uden at statsmagten, som netop skulle beskytte mod den slags, griber ind?

Ja, hvor vi tilmed ser statsmagten og statsmedierne holde hånden over og ligefrem understøtte anslaget? Trævler vi Khader-sagen op fra en ende af, får vi svar på dét spørgsmål.

Inspirationen kom fra USA
Forsøget på at stampe krænkelsessager op mod Naser Khader med det åbenlyse formål at få fældet en politisk modstander griber helt tilbage til 00’erne. Første gang, Khader hørte om det, var da journalisten Pernille Dreyer i 2017 sendte en mail til den kvinde, der havde arbejdet som sekretær for ham hos Det Radikale Venstre ti år tidligere.

Dreyer fiskede efter, om de to, altså hende og sekretæren, ikke kunne mødes og snakke om, hvorvidt sekretæren havde nogle gamle historier på folketingspolitikeren i forhold til kvinder. Der var nemlig på det tidspunkt startet noget i USA, og derfor skulle der selvfølgelig også sættes noget i gang i Danmark. For so ein Ding müssen wir auch haben.

Det var grunden til, at de var taget på ”fisketur” i den hjemlige politiske andedam, som Naser Khader forklarer mig, da jeg beder ham om at få svar på et par opklarende spørgsmål i forbindelse med denne artikel. ”Man begynder at ringe til venner og fjender for at finde ud af, om der er nogen, der har noget på mig.”

Feministernes og islamisternes forsøstring
Det er interessant, når man skal finde ud af koblingen mellem feminisme og islamisme i denne sag, for henvendelsen fra Pernille Dreyer kom lige præcis ovenpå Naser Khaders kontrovers med den kvindelige imam Sherin Khankan, hvor han skrev til hende, at hun skulle lade være med at lyve i offentligheden.

Khankan fortalte således, bl.a. til Berlingske, at Naser Khader, som hun havde haft et kærestelignende forhold til tidligere, indirekte havde truet med at offentliggøre private billeder af hende. Khader havde godt nok skrevet, at han havde billeder af dem sammen, da de var ungdomskærester, for at illustrere, at de tidligere havde haft et fint forhold, men det var ikke nøgenbilleder. Ja, han har overhovedet ingen nøgenbilleder af hende, fortæller han, selvom det var sådan, det blev fremstillet både dengang og senere i Sara Bovins injurierende opslag for nylig, der fremstiller det som om, der nærmest var tale en form for ”hævnporno”.

Historien er relevant, for en af de kvinder, der senere i 2021 anklager ham for krænkelse, har siddet i Etisk Råd, og af bilagene fra den senere advokatundersøgelse fremgår det, at hun først bliver aktiveret, da en af hendes venner kontakter hende på Messenger med link til artiklen med Khankan. ”Er det ikke nu, du skal ud med din historie”, skriver vedkommende. Med ”din historie” refererer vennen til noget, kvinden hævder, hun oplevede med Khader i 1999, da hun sad i Etisk Råd.

Det samme er tilfældet med journalisten, der lavede et portræt af Naser Khader omkring 2000. Hun kommer først i tanker om, at hun er blevet krænket efter historierne om Khankan. I øvrigt har Naser Khader, som han har udtalt ved flere lejligheder, mødt journalisten mindst tre gange siden den påståede krænkelse.

Blandt andet i 2006, hvor hun kom til et foredrag, han holdt, og hvor de var ude og drikke øl sammen bagefter. Hun besøgte ham desuden på Christiansborg i 2009, hvor de drak kaffe. Det gentog sig, da de stiftede Ny Alliance. Også her kom hun igen. Og ikke én af de gange, hvor de mødtes, nævnte kvinden med ét eneste ord, at hun skulle være ked af noget, der havde med ham at gøre, eller at hun havde haft en dårlig oplevelse dengang i 2000.

Men lige efter historien om Khankan, kom hun så åbenbart pludselig i tanker om det. En vigtig brik i komplot-puslespillet er, at journalisten har skrevet en del positive artikler om Khankan som en rigtig modig kvindelig imam, og da Khankan var på turné i Sverige, var hun rundt med hende.

Epicentret i komplottet er Sherin Khankan
Her er vi ved at være inde ved epicentret i den spegede sag, som måske alligevel ikke er så speget igen, hvis man gider se ordentligt efter. Nemlig Sherin Khankan. Som det er fremgået, havde hun og Naser Khader kendt hinanden helt tilbage fra ungdomsårene. Dengang hed hun noget andet, men hun ændrede sit almindelige danske fornavn Ann Christine til det muslimske navn Sherin, da hun gik fra at være en ganske almindelig assimileret dansker med syrisk-finsk ophav til at blive en stærkt muslimsk troende.

I den egenskab stiftede hun i 2014 Excitcirklen, en NGO-organisation, der på hjemmesiden beskriver sig selv som ”Danmarks første terapi- og samtalegrupper for mennesker, der er eller har været udsat for psykisk vold og andre voldsformer.” Og hvis hovedkontor ligger på samme adresse som Mariam Moskeen, som Khankan var medstifter af. Det var i denne forbindelse, at hun og Khader kom ind i en alvorlig tvist, som intet havde med forsmåede romantiske følelser at gøre, men handlede om politik og religion.

Sagen om Exitcirklen, som for alvor eksploderede tre år senere, altså i 2017, var for Naser Khader en indlysende vigtig politisk sag, der simpelthen handlede om, hvorvidt organisationen skulle have offentlige støttemidler eller ej. Derfor sendte han sammen med Markus Knuth (K) og Martin Henriksen (dengang DF) en mail til en række andre politikere i Folketinget, hvori de argumenterede for, at Khankan og hendes samarbejdspartner Khaterah Parwani skulle fratages en støtte på 680.000 kroner, medmindre de ville tage eksplicit afstand fra stening og sharialov. Ellers skulle pengene i stedet gå til nogle andre kvindekrisecentre.

Sharia-kvinden Khankan
Det hører med til optrævlingen, at Sherin Khankan i 2002 blev opstillet som folketingskandidat for Det Radikale Venstre i den daværende Søndre Storkreds. Senere samme år skabte det imidlertid stor opmærksomhed, da hun på Radikale Venstres landsmøde valgte at stemme imod en resolution under overskriften "Nej til Sharia-lovgivning", som fordømte stening af den nigerianske kvinde Aminah Lawal.

Khankan understregede, at hun fuldt ud støttede indholdet i resolutionen, hvor der blev taget afstand fra religiøs lovgivning, stening og dødsstraf, men var uenig i overskriften med henvisning til, at sharia-begrebet egentlig handler om veje til Gud og ikke er ensbetydende med religiøst baserede love med barbariske straffe.

Naser Khader blev på den baggrund beskyldt for at begå karaktermord mod de to kvinder, Sherin Khankan og Sara Bovins veninde Khaterah Parwani. Khankan stævnede ham, men Landsretten fandt ikke, at det var injurierende at kalde Khankan for islamist. Tværtimod fandt den udsagnet begrundet ud fra tidligere udtalelser fra Khankan.

Retten fandt, at de beskrivelser af Khankans holdninger, som Naser Khader havde brugt, ikke var injurierende, fordi de var fremsat i forbindelse med en offentlig debat, og fordi Khankan i flere tekster havde skrevet om sharialovgivning og islam på en måde, så ”der har været et tilstrækkeligt faktuelt grundlag for de omhandlede udsagns fremsættelse.”

Landsretten henviste bl.a. til, at Khankan i Information den 27. januar 2007 gav udtryk for, at sharia både er et teologisk og politisk begreb, og at sharialovgivning på visse punkter kan sameksistere med dansk lovgivning.

Den samme argumentation, som vi i dag ser fra islamforskerne Jesper Petersen og Niels Valdemar Vindings side, når de vil indarbejde islam og sharia i dansk lovgivning ved, at staten skal sættes til at regulere religiøse islamiske ægteskaber, sådan som Lars Kaaber har beskrevet det i en artikel her på Kontrast.

Khankan ankede herefter til Højesteret. Højesteret kom til nøjagtig samme resultat som Landsretten. I sin vurdering henviste Højesteret til, at Naser Khaders udtalelser var fremsat som led i offentlig debat om et emne af væsentlig samfundsmæssig interesse, og at han som medlem af Folketinget derudover havde en særligt vidtgående ytringsfrihed om sådanne emner. Sherin Khankan måtte på sin side i vidt omfang tåle kritik i forbindelse med sit offentlige virke som blandt andet imam, forfatter og debattør.

Både Jesper Petersen, Hayat Faizi og tv-værten Abdel Aziz Mahmouds mand fulgte i øvrigt retssagen fra tilhørerpladserne i Højesteret, og sidstnævnte lavede grådkvalte opslag på sin Facebook, da Sherin Khankan tabte.

Koblingspunktet mellem feminister og islamister hedder MeToo
Sagen om Exitcirklen er helt central, hvis man skal forstå angrebet mod Naser Khader i 2021, et angreb som direkte understøttes af det statsfinansierede public service-medie DR. Således kan man se, at rygterne går fra det man kan kalde ”den almindelige bazarsladder” i indvandrermiljøet til alvorlige anklager netop i efteråret 2017, altså hvor det store politisk-religiøse slagsmål mellem Khankan og Khader begynder. Præcis hér bliver den feministiske og den islamistiske alliance koblet direkte sammen til én slagkraftig falanks. Koblingspunktet hedder #MeToo.

Da #MeToo bryder igennem i Danmark, dukker der hurtigt forskellige debatsider op, hvor kvinder fortæller om, hvad de har oplevet. I den forbindelse er der nogle kvinder, bl.a. i det sladderprogram, der hedder Jodel, og andre lignende steder, der fortæller om dårlige oplevelser med Naser Khader og andre kendte. Og dér starter krænkelsesrygterne. Det er også dér, DR-journalisten Sofie Rye går ind på Jodel og aktivt forsøger at stampe historier op om ekspolitikeren.

Vi har altså, det understreger jeg på ny, at gøre med en, der arbejder på det skatteyderfinansierede public service-medie DR, som går ind på et underlødigt sladderprogram og bruger sin DR-mail på at spørge, om der mon er nogen, der har noget på Naser Khader. Rye får samtidig skrevet en sms, som bliver spredt rundt blandt nogle af kvinderne i grupperne, hvor hun spørger, om nogen har kendskab til noget MeToo-agtigt i forhold til Khader.

Her har vi en journalist, der faktisk direkte agerer aktivist, og hun bruger endda flere år på at få de involverede kvinder til at stå frem. På Naser Khader bruger Sofie Rye derimod næsten ingen tid. Sofie Rye forklarer, at hun har brugt tiden på at sandsynliggøre, at det er sket, men at hun ikke har brugt tid på at sandsynliggøre, at det ikke er sket. Naser Khader hører intet fra hende under hele processen. Han hører først fra DR i begyndelsen af juni måned 2021, hvor han fik tre uger til at dokumentere, at det ikke var sandt.

Rygtesmedenes helvede kan drive ofret til vanvid
Men det hele starter altså i efteråret 2017. Journalisterne ringer rundt til mange kilder og fisker. Problemet med dette fiskeri er, at det i sig selv får rygterne til at mangedobles. Når man ringer til nogen og spørger om noget med overgreb i forhold til en person, så fremmaner det så sikkert som amen i kirken den ene historie efter den anden – som i H.C. Andersens eventyr om fjeren, der bliver til fem høns. Her er det bare én krænkelsesskrøne, der pludselig bliver til et helt aktivistisk MeToo-angreb.

Journalisterne gør sig ofte ikke engang den ulejlighed at ringe rundt til kilderne bagefter for at fortælle, at der alligevel ikke var noget om rygter, de satte i omløb. Man researcher, man forsøger at fremmane og fiske og stampe op af jorden, men man ringer ikke bagefter til de samme rygtesmede og fortæller, når rygtet var falsk. Det vil sige, at medierne selv producerer rygter og intet gør for at aflive de falske. De aktivistiske journalister konstruerer dermed selv den virkelighed, som de hævder at referere.

Rygterne om Naser Khader blev værre og værre i den periode, fortæller han selv, fordi der blev ringet rundt fra Pernille Dreyer, Berlingske, Gunilla Weber, B.T., og Sofie Rye, Radio24syv, senere Danmarks Radio. ”Rygterne var”, siger han, ”ukonkrete, og der var ikke navne på. Man vidste ikke, hvad det var, og til sidst blev man nærmest vanvittig. Hvad er det egentlig, de taler om? Hvad er det egentlig for rygter? Eller er det måske bare rygter om rygter? Man ved jo ingenting, og kan ikke finde ud af op eller ned. Specielt ikke hvis man, som jeg, var af den overbevisning, at man aldrig havde krænket nogen.

Naser Khader opdagede først i 2021 at det var et komplot
Khader blev først selv opmærksom på, at det var et komplot, der var sat i gang mod ham i regi af MeToo, i begyndelsen af juni 2021, altså fire år efter, at rygterne begyndte at cirkulere. Og rygterne blev forstærket af hans fjender i indvandrermiljøet; fjender, der længe havde villet have ham ned med nakken, sådan som det er fremgået tidligere.

Hver gang der var nogen, der postulerede, at de havde haft en dårlig oplevelse med en politiker med indvandrerbaggrund, spredte Naser Khaders fjender det som gyllemøg. Det vil sige, at hans politiske og religiøse fjender var med til at forstærke det. De begyndte så også at levere sladder.

Eksempel: Naser Khader bliver ringet op af en libanesisk kvinde, der bor i Odense og er gift med en dansk mand. Hun siger til ham: ”Naser, nu skal du høre, jeg er blevet ringet op af Fathi El-Abed”. El-Abed er formand for Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening, og har længe ikke næret specielt varme følelser over for Khader. Det er tydeligt, fordi mange af hans facebookopslag kredsede om Khader.

Grunden til, at de ragede uklar, var fordi Fathi El-Abed holdt med Syriens nu forhenværende leder, Assad. Tidligere holdt han i øvrigt med Saddam Hussein. Han havde desuden problemer med, at Naser Khader så Israel som en forbilledlig stat i Mellemøsten. Denne El-Abed ville så angiveligt have den libanesiske kvinde til at deltage i den mere og mere glødende rygtesmeden mod Khader.

På den måde tog det ene ord det andet, og det ene rygte det andet. Baggrunden var politisk. Våbnet var det – viste det sig – højst effektive: slag under MeToo-bæltestedet.

Iskold kynisme og falsk anmeldelse
På et tidspunkt bliver rænkespillet imidlertid sat på formel på en helt ny og iskold og kynisk måde. Det sker, da den nu svindlerdømte kvinde Hayat Fiazi kommer ind i billedet. Fiazi ansporer pludselig nogle af Naser Khaders fjender, bl.a. hendes eksmand, den bosniske politibetjent fra Odense Elvir Abaz, der nu står tiltalt for 29 tilfælde af embedsmisbrug, herunder i forhold til Khader.

Elvir Abaz er efter skilsmissen igen gode venner med Asmaa Abdol-Hamid, den venstreorienterede enhedslistepolitiker, der var ansat hos Odense Politi, og lige som Sherin Khankan ikke ville tage eksplicit afstand til stening og sharia.

Disse personer, dette netværk, igangsætter en massiv rygtestrøm om Naser Khader på den måde, at Hayat Fiazi går ind til Fyns Politi og afleverer en anmeldelse om, at hun har hørt, at Khader har sexkrænket nogle kvinder. Anmeldelsen afleverer hun til en af Khaders største fjender i Danmark, nemlig Elvir Abaz, den nu ligeledes tiltalte bosniske betjent.

Og ja, vi taler om den samme person, som i afhøringsrapporten fra Fyns Politi, som Khaders advokat fik aktindsigt i, bliver citeret for dels sige, at Sofie Rye var af den mening, at Naser Khader havde ”en finger med i spillet” i forhold til lukningen af hendes tidligere arbejdsplads Radio24syv, mens de var i gang med at undersøge diverse krænkelsesbeskyldninger mod ham (hvilket han selv lodret har benægtet), dels for at sige, at hun selv, altså Hayat Faizi, har hjulpet Sofie Rye med at ”undersøge” angivelige ofre for Naser Khader.

Det løsgående missil Hayat Faizi
Derefter laver Hayat Faizi et facebookopslag, først anonymt i den gruppe, der hedder En af Os, inkluderende omkring 1500 kvinder, mange af dem journalister. Sidenhen laver hun i en anden gruppe, der vil bekæmpe #MeToo – i denne gruppe må man således ikke nævne navne – et opslag om, at hun har meldt en kendt politiker for sexkrænkelser. Igen: Vi taler om en nu dømt kriminel, som altså er fedtet ind i det ødelæggende angreb på en medborger, ovenikøbet en folkevalgt politiker.

Der, lige præcis dér, accelererer hun rygtestrømmen til orkanstyrke. Senere tager entertaineren Omar Marzouk så fat i Faizis facebookopslag og skriver rent ud, at det er Naser Khader, der bliver nævnt i det. Også Asmaa Abdol-Hamid skriver på Facebook: ”Det er Naser, der er krænkeren” – altså hende, der senere varmt takker alle, der var med i komplottet mod ham jævnfør min forrige artikel om sagen. Selv vidste Naser Khader intet om, at han var blevet politianmeldt; han anede ganske enkelt ikke en snus om det, og politiet havde ikke kontaktet ham.

Politiet kalder anklagerne grundløse
Ved den lejlighed bliver oplysningen om, at Naser Khader er meldt til politiet for sexkrænkelser for alvor spredt rundt, ikke mindst blandt Khaders fjender. Han bliver således kontaktet af medierne. Men vidste ikke, hvad de talte om, for han havde som sagt ikke hørt spor fra politiet. Med ét bliver han imidlertid ringet op af politianklageren fra Fyns Politi, som siger: ”Vi har haft en sag liggende, som vi egentlig har afsluttet, og vi havde ikke tænkt os kontakte dig, for der var ikke noget i den, anklagerne er helt grundløse, så vi dropper den.” Det er i dét øjeblik, Khader bliver bekræftet i, at han faktisk er blevet politianmeldt.

Fyns Politi kontakter de 5-6 kvinder, som Hayat Fiazi havde nævnt, bl.a. en kendt dansk erhvervskvinde. Det bliver nævnt, at hun var hjemme hos Khader, og at han angiveligt åbnede døren helt nøgen, mens massageolien lå klar. Erhvervskvinden laver et facebookopslag, hvor hun siger: ”Jeg er blevet kontaktet af en advokat, der siger sådan og sådan, men jeg har aldrig været hjemme hos Naser.”

At politiet skriver til Khader, at anklagerne er grundløse, slår han op på sin Facebook, og det bliver også nævnt i medierne. Det får imidlertid kun svindleren og forbryderen Hayat Fiazi til at blive endnu mere vild i varmen. Og så går det ellers fuldstændig amok.

Etniciteten koncentreres til dansk
Men det lykkedes ikke for indvandrerkredsene rigtig at få skovlen under ekspolitikeren, og derfor lyder et godt gæt, har de været yderst gesjæftige i forhold til de danske kvinder, der er endte med at melde sig på krænkelsespodiet. I hvert fald er det ganske tankevækkende, at der i den sidste ende udelukkende er tale om etnisk danske kvinder.

Dette er, mener Naser Khader selv, blevet brugt til at forstærke anklagerne imod ham. Fordi de ikke ud fra en rent overfladisk betragtning har noget med indvandrerdebatten at gøre. Bortset fra, at det ved vi jo altså nu, at de har. Meget endda. De har ligefrem dannet en alliance. Alliancen bruges i kampen for den wokeistiske samfundsomvæltning, der har været på plakaten de seneste år. Khader-sagen skal som ikke en lille, men en meget stor brik ud fra et nationalt perspektiv i den kamp.

At det er ”godt tænkt”, hvis man ser det med forbryderbriller, fremgår af et facebookopslag af en journalist, som blev lavet i kølvandet på den etniske ”udrensning” i krænkelseslisten. Opslaget fra Bjarke Larsen lød: ”Jeg har indtil nu troet på Nasers uskyld, fordi indvandrermiljøet vil af med ham, men nu står der altså nogle hvide danske kvinder frem, og de virker troværdige. Derfor tror jeg mere på dem, end jeg tror på ham.”

En hetz – ikke en metoo-sag
Den 2. juli 2021 kl. 6 om morgenen valgte DR så at offentliggøre deres krænkelseshistorie. Det hører med til den rette forståelse af tingene, at Naser Khader aldrig, som han selv har været ude og sige gentagne gange, er blevet konfronteret med skyggen af en anklage på nogle af de arbejdspladser, han har været tilknyttet.

Ej heller er der blevet foretaget en eneste anmeldelse i de påståede MeToo-sager, som DR bragte til torvs i 2021, og som ekspolitikeren første gang stiftede bekendtskab, da en kollega i 2017 gjorde ham opmærksom på, at en lille gruppe islamistiske kvinder og mænd og deres venner spredte rygter og sladder.

Når det hører med til forståelsen, er det fordi dette netop understreger, at motiverne bag var af en helt anderledes fordækt art, end dem, der blev meldt ud i offentligheden – altså at afsløre magtfulde mænd, der brugte deres status til at krænke mindre magtfulde kvinder seksuelt.

Det understøttes af, at de involverede personer kendte hinanden fra Radio24syv. I årene fra 17 til 21 ringede de til stort set alt og alle, som Khader havde været i nærheden af professionelt og privat siden 1990’erne. Som det også fremgik af den første indledende facebookkommentar.

I Fyns Politis efterforskning af rækken af udokumenterede anmeldelser mod ham, fremhæves således en af DR-journalisten Sofie Ryes nære bekendte, Hayat Faizi. Hun hævdede, at hun havde lavet research for journalist-veninden, og at den pågældende journalist, Sofie Rye, ønskede at få Naser Khader ned med nakken, fordi han var med at nedlægge Radio24syv.

Bortset fra det horrible i fremgangsmåden kunne intet være mere forkert. Den pågældende journalists hævntogt kan sågar bevises, som det er sket her, fordi hun senere på sladdermediet Jodel egenhændigt skrev, at hun var ude på at ”undergrave Khader” og søgte folk, der var klar med noget sladder. Khader måtte selv gennem sin advokat gøre DR’s ledelse opmærksom på, at det næppe var i overensstemmelse med DR’s etiske retningslinjer.

Fik to timer til at bevise sin uskyld
Da DR valgte at offentliggøre deres historie, blev meget af denne dokumentation frasorteret på forhånd. Påfaldende nok breakede historien parallelt med, at B.T. og Berlingske gik ud med samme historie. B.T. og Berlingske havde således præcis de samme kvinder som DR, samt endnu en, der fremstod anonymt.

Naser Khader fik i alt to timer til at forholde sig til det anonyme angreb på hans person på baggrund af en påstået hændelse, der lå mange år tilbage i tiden. Altså: Fire års journalistisk research og kun to timer for den anklagede til at forsvare sig i. Det ville han, som han selv har sagt, ikke engang udsætte sine fjender for.

Og det er vel i og for sig MeToo i en nøddeskal. Eller IslaMeTooismen, som man måske burde kalde den. Khader gjorde også opmærksom på, at Sofie Rye, journalisten bag historien, havde researchet i fire år, og havde presset kvinderne til at stå frem i fire år, flere af dem på fællesmøder, hvilket selvsagt er et gigantisk presseetisk problem.

Fordi fællesmøder med kilderne jo betød, at de kunne påvirke hinanden. Også DR’s jurist havde angiveligt været behjælpelig med at klæde dem på, sådan at de behændigt kunne undgå at blive sagsøgt for injurier efterfølgende, hvilket Khader da også måtte sande, da han prøvede at gå denne vej for at få ryddet op i beskyldningerne.

Lige nu vælter skeletterne ud af skabet
Mens dette skrives, vælter skeletterne ud af skabet. Det står nu klart, at den muslimske politibetjent Elvir Abaz får sin ekskone, den svindel- og udvisningsdømte Hayat Fiazi, til at lave en grundløs politianmeldelse mod Naser Khader, ”præmieperkeren”, som Abaz kalder ham, i 2020.

Abaz tager selv imod anmeldelsen og ekspederer den videre i systemet.  Efter nogle måneder indstiller politiet efterforskningen som grundløs. Inden Khader bliver orienteret om, at efterforskningen er stoppet, når den korruptionsanklagede politibetjent at tage fotos af brevet fra politiets interne IT-system POLSAS.

Baggrunden for vendettaen fra en statsansat myndighedspersons side mod en folkevalgt politiker var, som Naser Khader skriver på sin Facebook, at betjenten og han gennem flere år var i offentlig infight om integrationen, islam, kriminalitet, Muhammed-tegningerne osv.

På et tidspunkt udfordrede han endda Naser Khader til kamp, som det fremgår af en kommentar fra Abaz, som Khader har gengivet. ”Selv i shotokan (karate), hvor du angiveligt har sort bælte, vil du føle dig som en lille bange dreng i mødet med det bosniske bjerg. Lær at leve med det habibi”, skriver altså den offentligt ansatte politimand til den folkevalgte politiker. Uden at nogen gør noget.

Tværtimod går bl.a. forhenværende PET-chef Hans Jørgen Bonnichsen ud og kritiserer Khader. ”Så lykkedes det for Naser Khader at knægte ytringsfriheden hos en af dansk politis mest vidende og erfarne politiassistenter i kampen mod radikaliseringen, politiassistent Elvir Abaz fra Odense Politi, ”, lyder det i et opslag fra Bonnichsen den 15. februar 2019.

Som Naser Khader skriver: ”Fyns politiledelse har virkelig et forklaringsproblem. Især tidligere politiledelse. Først ansætter de Hamas-vennen, Asmaa Abdol-Hamid som “brobygger”. Senere ansætter de “det bosniske bjerg”, som han kalder sig selv. Han går direkte efter islam-kritikere og deltagere i den offentlige debat fx Halime Oguz, Kefa Abu Ras, Lars Aslan Rasmussen og andre. Politiledelsen ignorerer alle klager. I 2020 indkaldte jeg justitsministeren i samråd om sagen. Han (Abaz, MS) blev forflyttet fra Vollsmose. Men der skete ikke mere.” At svigtet går højt op, vidner passiviteten hos to justitsministre om.

Mission unaccomplished
Det var på ryggen af den store woke-feministiske MeToo-bølge, som bragede igennem lydmuren i 2017, det for alvor lykkedes at få skovlen under Naser Khader. I hvert fald for en stund. Kombinationen af feminisme og islamisme var det perfekte våben. Det viser, hvor ødelæggende naiviteten og den politiske korrekthed er, både når det gælder islamismen og feminismen.

Mission accomplished – ikke sandt? Nej. For nu dukker forbindelserne mellem kvinderne, det islamistiske indvandrermiljø og det ekstremistiske, wokeistiske venstrefløjsmiljø op til overfladen. En alliance, der har orkestreret så mange illegitime, politisk motiverede nedslagtninger i disse år, bliver eksponeret. ”Pyramidespillet” hvor indsatsen ikke er penge og bitcoin, men andre mennesker og deres liv bliver synligt. Flere kan efterhånden gennemskue det. Og alliancen mellem feminister og islamister tåler ikke dagens lys, så falmer den og visner hen.

Kun kan man undre sig over, at det ikke er sket noget før. Det kommer til at høre til et af de meget pinlige aspekter af historieskrivningen om MeToo. Helt ned til, at en af kvinderne direkte siger i advokatundersøgelsen mod Naser Khader, at hun var skuffet over, at Naser Khader gik fra Det Radikale Venstre, underforstået: var blevet borgerlig.

Nu hvor man kender sagens rette sammenhæng, må man konkludere, at det er skandaløst, at den politiske magt og de ansvarlige embedsfolk har set igennem fingre med – eller endog decideret holdt hånden over og understøttet – regulære gangstere og komplotmagere.

At Naser Khader har skullet stå muttersalene og uden større opbakning fra retsstaten under hele dette forløb er oprørende. Man må sige, at det er noget værre svineri.

Er man enig i det må man også være enig i, at der bør placeres et ansvar. Og at der bør rulle hoveder herunder store hoveder. Ellers kan man ikke forvente, at vi danskere længere skal have tillid til hverken det politiske system eller til ordensmagten.