Artikel

27.11.22

Ny CEPOS-analyse: Der er milliarder at vinde ved at fjerne bureaukrati

Danske regeringer har forgæves forsøgt at reducere bureaukrati. Men det er både muligt og profitabelt at beskære regeljunglen, viser internationale erfaringer ifølge ny analyse.
Foto: Adobe Stock
Foto: Adobe Stock

Siden Poul Schlüter i 1982 erklærede sin intention om en omfattende lov- og regelsanering under titlen “Det skal være lettere at være dansker” har ni senere regeringer under skiftende paroler erklæret et ønske om det samme.

Men i samme periode er antallet af love og regler dog ikke mindsket. Alene under Mette Frederiksens regering voksede antallet af regler med mere 320.000 ord årligt.

Men sådan behøver det ikke være. I den canadiske provins British Columbia har regeringen siden 2001 reduceret antallet af love og regler med 49 procent. Det viser en analyse foretaget af CEPOS, der også ser nærmere på provinsen Manitoba, hvor antallet er faldet med 10 procent siden 2019.

Reduktionen er sket ved blandt andet systematisk at registrere antallet af regler og sørge for, at der altid fjernes to eksisterende regler, hver gang man indfører én ny.

Og ikke alene har reduktionen af regler gjort det lettere at være canadier i British Columbia. En gennemgang af forskningslitteraturen viser, at det også fører til øget vækst og dermed velstand. Ifølge CEPOS ville en tilsvarende reduktion af regler overført til danske forhold føre til en øget vækst svarende til omkring 25 milliarder kroner årligt.

Ifølge analysens forfatter, Jonas Herby, vil en tilsvarende bureaukratireduktion også være mulig i Danmark, hvis man systematisk begynder at registrere regler med henblik på at få dem afskaffet.

“Den største forhindring vil være manglende politisk vilje. I kommunerne har man tidligere oplevet, hvordan man godt nok lavede fine budgetter, blot for mere eller mindre systematisk at overskride dem. Det ændrede sig først, da den politiske vilje til at kræve dem overholdt var til stede, og et tilsvarende fokus er nødvendigt, hvis man vil opnå samme resultater som canadierne,” siger Jonas Herby til Kontrast.

Læs analysen hos CEPOS: ‘Sådan får Danmark succes med at bekæmpe regulering og bureaukrati: Erfaringer med regelstop

Jonas Herby giver flere bud på, hvordan man kan bekæmpe bureaukrati i sin kronik på Kontrast her: Vi er plaget af regler – men vi kan gøre noget ved det

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter