Den afgående brasilianske præsident, Jair Bolsonaro, har forholdt sig tavs efter sit nederlag ved præsidentvalget i slutningen af oktober.
Men nu har han brudt stilheden og sat ord på sin situation.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
- Jeg har været stille i 40 dage. Det gør ondt, det gør ondt i min sjæl. Jeg har altid været en glad person iblandt jer, jeg har endda risikeret mit liv blandt folket, lyder det fra Bolsonaro.
Den stærkt højreorienterede Bolsonaro rejste efter valget tvivl om resultatet. Han tabte snævert til sin venstreorienterede rival, Luiz Inacio Lula da Silva.
Tusindvis af Bolsonaros tilhængere gik på gaden i protest mod valgresultatet og troppede efter valget op foran landets kaserner for at bede militæret hindre Lula i at overtage magten.
Brasiliens øverste valgmyndighed afviste i november en klage over valgresultatet indgivet af Bolsonaros parti.
Samtidig blev partierne i Bolsonaros koalition idømt en bøde på 22,9 millioner brasilianske real for at handle i ond tro. Det svarer til cirka 30,6 millioner kroner.
Natten til fredag dansk tid kom det frem, at Luiz Inacio Lula da Silvas kampagnestab har sagsøgt Bolsonaro, hans medkandidat og to af hans sønner for magtmisbrug og angreb på det brasilianske valgsystem.
Det påståede misbrug er ifølge søgsmålet foregået under valgkampen forud for præsidentvalget.
Sagsanlægget har til mål at forbyde de fire mænd at stille op til en politisk post i fremtiden.
Under kampagnen kritiserede Bolsonaro flere gange det elektroniske valgsystem i Brasilien. Han påstod uden at føre bevis for det, at der var risiko for, at der blev snydt med stemmerne.
Jair Bolsonaro bliver i præsidentkontoret indtil 1. januar, hvor Luiz Inacio Lula da Silva overtager præsidentembedet.
Kilde: /ritzau/AFP