Marianne Stidsen genskriver den danske litteraturhistorie og er kommet til Henrik Pontoppidan, Herman Bang, Holger Drachmann og fremhæver den oversete Vilhelm Topsøe. De giver alle et mere autentisk billede af menneske og samfund end de åndløse kulturradikale og de socialistiske sværmere, der opfandt Det Moderne Gennembrud og satte sig på pensum, institutioner og tidsånd.
Georg Brandes er nok fremskridtsmand og fremskridtstænker. Men han havde så sandelig også sans for fremskridtets bagsider og faldgruber. Brandes kan dermed – og hvem skulle have troet det – bidrage til den positive sameksistens af konservatisme og liberalisme i samme borgerlige båd. Marianne Stidsen tager den borgerlige brille på.
I Hans Egede Schacks roman "Phantasterne" fra 1857 finder Marianne Stidsen en beskrivelse af menneskets komplekse følelser og beslutninger hævet over både ideologier og nihilisme. Det er jagten på det sande og autentiske selv, ”hin enkelte”, det gælder, og dermed et borgerligt dannelsesprojekt.
I den første artikel i en serien 'Den Borgerlige Brille" tager Marianne Stidsen den blå brille på og fremhæver danske forfatterskaber med appel til borgerlige læsere. Men først skal skoven ryddes for kulturradikale misforståelser og myter. Her tager hun et opgør med Georg Brandes og hans halehæng i Politiken Plus-segmentet.
