Kort Nyt

09.11.22

De 179 folketingsmedlemmer er nu officielt på plads

Danmarks Statistik har offentliggjort bekræftelse på de 179 folketingsmedlemmer efter valget tirsdag.
De 179 valgte medlemmer af Folketinget er tirsdag blevet stadfæstet af Danmarks Statistik. (Arkivfoto).
De 179 valgte medlemmer af Folketinget er tirsdag blevet stadfæstet af Danmarks Statistik. (Arkivfoto).

Alle 179 medlemmer af Folketinget er nu endeligt blevet bekræftet.

Danmarks Statistik har færdiggjort den sidste kontrol af valgresultatet fra sidste tirsdag, og der er ingen ændringer af de 179 valgte kandidater, der blev offentliggjort umiddelbart efter valget.

Fordelingen af kredsmandater, tillægsmandater, valgte kandidater og stedfortræderrækkefølge er blevet kontrolleret.

Der var blandt andet indtil nu usikkerhed om, hvorvidt det sidste tillægsmandat til Dansk Folkeparti tilfaldt Fyns Storkreds og Alex Ahrendtsen eller Nordsjællands Storkreds og Pia Adelsteen.

Det er nu bekræftet, at Alex Ahrendtsen fortsætter i Folketinget, og det havde han ikke regnet med.

- Hvad? Det er løgn, siger han til TV 2 Fyn, da mediet overbringer ham nyheden.

- Jeg er glad for, at der er kommet en afklaring. Men jeg er lidt overrasket. Jeg troede ikke på et mandat til Fyn, siger Alex Ahrendtsen videre.

Danmarks Statistik, der er den centrale myndighed for dansk statistik, gennemfører efter hvert valg en kontrol af valgresultatet.

I år blev det dog besluttet, at man ville lave en ekstra grundig kontrol. Det skyldtes, at valget var meget tæt.

- Danmarks Statistik er derfor nødt til at supplere valgsystemets beregninger med en særlig grundig kvalitetssikring, som tager ekstra tid, skrev myndigheden torsdag i en pressemeddelelse.

Fredag blev den samlede mandatfordeling med 90 mandater til rød blok stadfæstet, og nu er de valgte 179 kandidater ligeledes stadfæstet.

Der er blevet valgt 79 kvinder og 100 mænd ind fordelt på 12 partier.

Socialdemokratiet fik flest mandater med 50, og Mette Frederiksen (S) fik flest personlige stemmer med 60.837 i Nordjyllands Storkreds.

Modsat blev Søren Egge Rasmussen (EL) valgt ind med færrest personlige stemmer. Han fik 264 personlige stemmer i Sydjyllands Storkreds.

En ny regering er fortsat ikke blevet dannet efter folketingsvalget. Mette Frederiksen er udpeget som kongelig undersøger, hvor hun afsøger muligheden for en bred regering.

Forhandlingerne ventes at fortsætte torsdag, efter sundhedsområdet har været temaet mandag og tirsdag.

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter