Kort Nyt

03.02.23

Diplomatisk krise truer efter kinesisk luftballon overflyver USA

USA's udenrigsminister aflyser besøg i Kina, og republikanere raser, efter kinesisk luftballon overflyver USA.
Ups, det var ikke meningen, lød det fredag fra Kinas regering, der undskylder for, at en kinesisk luftballon har overfløjet dele af USA. Billedet af luftballonen er taget i den vestlige amerikanske delstat Montana.
Ups, det var ikke meningen, lød det fredag fra Kinas regering, der undskylder for, at en kinesisk luftballon har overfløjet dele af USA. Billedet af luftballonen er taget i den vestlige amerikanske delstat Montana.

En kinesisk luftballon, der er fløjet hen over USA, er hastigt ved at udvikle sig til en diplomatisk krise mellem de to lande.

Også selv om Kina fredag har sendt en undskyldning til USA.

USA's udenrigsminister, Antony Blinken, skulle i de næste dage have været på besøg i Kina.

Men fredag blev det officielt bekræftet, at han har udsat besøget som følge af den kinesiske luftballon, der i en række medier er blevet omtalt som et spionfartøj.

Blinken har ikke ønsket, at luftballonen skulle dominere hans besøg i Kina ifølge ABC News.

Republikanere i Kongressen raser over, at præsident Joe Biden ikke har reageret ifølge NBC News.

- Kinas uforskammede ignorering af amerikansk suverænitet er en destabiliserende handling, som må adresseres. Og præsident Biden kan ikke forblive tavs, siger den republikanske formand for Repræsentanternes Hus, Kevin McCarthy.

Han kræver, at et særligt efterretningsudvalg i Kongressen - "Gang of Eight" - straks indkaldes til en fortrolig briefing om situationen.

Kinas regering sagde lidt tidligere fredag undskyld for, at den kinesiske luftballon havde forvildet sig ind i USA's luftrum.

Det var "ikke hensigten", at den skulle bevæge sig ind over USA, lød det fra udenrigsministeriet i Beijing.

- Luftskibet er fra Kina og med civilt formål. Det bruges til meteorologisk og anden videnskabelig forskning. Men på grund af vestlige vinde og dets begrænsede styreevner, så afveg luftskibet fra den ønskede kurs, skriver ministeriet i en erklæring.

- Kina beklager, at luftskibet forvildede sig ind i USA ved en fejltagelse som et resultat af force majeure.

Regeringen i Beijing vil være i kontakt med USA for at kunne håndtere den uventede situation, hed det videre.

Luftballonen blev af øjenvidner set over Billings onsdag. Det er hovedstaden i den vestlige amerikanske delstat Montana.

Forinden havde den taget en rejse hen over Alaska ifølge amerikanske embedsfolk.

Kina mistænkes for at have brugt den til overvågning i USA. Men det blev tidligt besluttet af USA's forsvarsministerium, at man ikke ville skyde den ned.

Canada kaldte torsdag den kinesisk ambassadør til samtale for at udtrykke kritik af, at luftballonen havde bevæget sig over canadisk område ifølge Reuters.

Kilde: /ritzau/Reuters

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter