Lørdag bliver otteårsdagen for terrorangrebet på satiremagasinet Charlie Hebdo markeret med en ceremoni i Paris.
Flere prominente franske politikere deltager.
Eksempelvis deltager den franske indenrigsminister Gérald Darmanin. Også Paris' borgmester Anne Hidalgo deltager.
De har blandt andet overrakt blomster til politibetjente som led i ceremonien.
På billeder fra mindeceremonien fremgår det, at Paris' borgmester har mødt pårørende til en politibetjent, som mistede livet i angrebet.
En webmaster og en tegner fra magasinet deltog også i ceremonien.
Terrorangrebet fandt sted 7. januar 2015. Angrebet kostede 12 personer livet. 11 blev såret.
Årsdagen kommer samme uge, som magasinet Charlie Hebdo igen har tiltrukket sig opmærksomhed for sine tegninger.
Denne gang har magasinet parodieret det iranske præstestyre. Det er sket som en del af en særudgave, der skulle markere årsdagen for terrorangrebet.
Magasinets direktør Laurent Sourisseau begrunder selv beslutningen med, at Charlie Hebdo gerne vil vise sin støtte til de protester, der foregår i Iran.
Der har været protester i Iran siden september sidste år. Her mistede en ung kvinde på 22 år livet, efter at hun var blevet anholdt af landets moralpoliti.
Hun skal være blevet anholdt, fordi hendes hijab ikke dækkede hendes hår godt nok. Moralpolitiet er blevet anklaget for at påføre den 22-årige kvinde så store fysiske skader, at hun døde.
De nye tegninger fra Charlie Hebdo har ført til, at Irans udenrigsministerium torsdag besluttede at lukke et fransk forskningsinstitut, som ligger i Irans hovedstad, Tehran.
Ministeriet understregede også, at lukningen kun var første etape.
Den iranske regering opfordrede desuden Frankrig til at holde afsenderne bag "sådan et hadefuldt budskab" ansvarlige.
Kilde: /ritzau/