Kort Nyt

02.12.22

Historisk lavt niveau af langtidsledige bliver ved med at falde

Septembers historisk lave antal langtidsledige er faldet igen i oktober og står nu på 11.519 personer.
Antallet af langtidsledige blev ved med at falde i oktober. Tallet står nu på 11.519, som er det laveste i 26 år. (Arkivfoto).
Antallet af langtidsledige blev ved med at falde i oktober. Tallet står nu på 11.519, som er det laveste i 26 år. (Arkivfoto).

Antallet af langtidsledige, som i september faldt til et historisk lavt niveau, blev i oktober ved med at falde.

Det viser tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering ifølge Dansk Erhverv (DE).

Tallene viser, at der i oktober var 11.519 langtidsledige fuldtidspersoner. Det er færre end i september, hvor tallet var det laveste i 26 år. Dengang var det 12.400.

Tallene er korrigeret for sæsonudsving.

Kristian Skriver, seniorøkonom i DE, kalder faldet en "fremragende nyhed".

- Dansk økonomi er braget ud af coronakrisen med høj vækst, og virksomhedernes efterspørgsel efter arbejdskraft er stor, skriver han i en e-mail til Ritzau.

- Den store efterspørgsel efter arbejdskraft betyder, at rigtig mange mennesker, der har været berørt af ledighed i en lang periode, nu har fundet fodfæste på arbejdsmarkedet.

Han understreger dog, at presset på arbejdsmarkedet stadig er stort, ikke mindst efter at væksten i dansk økonomi er bremset op i løbet af 2022.

- Derfor er det også fortsat nødvendigt, at der føres en stram finanspolitik med fokus på reformer, der øger arbejdsudbuddet i den private sektor, skriver han.

Da coronakrisen ramte Danmark i marts 2020, var der omkring 22.000 langtidsledige dagpengemodtagere.

I april 2021 var antallet steget til knap 40.000 langtidsledige. Siden er langtidsledigheden altså faldet markant.

Langtidsledighed er bruttoledige personer, der har været ledig eller i aktivering i mindst 80 pct. af tiden det seneste år.

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter