Styret i Beijing bekræfter mandag, at en ballon, der er observeret svæve i luften over Sydamerika, tilhører Kina.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Talsperson for det kinesiske udenrigsministerium Mao Ning oplyser på et pressemøde, at ballonen har afveget fra sin planlagte rute, og at den ved et uheld er fløjet ind over Sydamerika og Caribien.
- Det står klart, at det pågældende ubemandede luftfartøj er fra Kina, siger Mao Ning på pressemødet.
Ballonen kom angiveligt ud af kurs på grund af visse vejrforhold, og fordi den har "begrænsede muligheder for at manøvrere", forklarer Mao Ning.
- Vi har været i kontakt med de relevante parter og håndterer situationen på behørig vis, og vi vil ikke udgøre nogen trussel mod noget land.
Ifølge det kinesiske udenrigsministerium bruges ballonen til civile formål.
Søndag kom det frem, at Colombias luftvåben havde observeret et objekt i luften med "egenskaber, der minder om en ballons". Også USA bemærkede det mystiske fartøj.
Opdagelsen blev gjort om morgenen fredag 3. februar, hvor ballonen befandt sig i 17.000 meters højde.
Det er anden gang inden for kort tid, at en kinesisk ballon er observeret i luftrummet over fremmed territorium.
Lørdag blev en kinesisk ballon skudt ned af det amerikanske luftvåben over Atlanterhavet ud for det sydøstlige USA.
Forinden havde den i flere dage svævet over USA. Først da amerikansk militær vurderede, at det var forsvarligt, blev den skudt ned. Det er USA's opfattelse, at ballonen var sendt ud for at foretage spionage.
Kina påstår på den anden side, at ballonen blev brugt til vejrovervågning.
Luftballonen kom ind i det amerikanske luftrum 28. januar og var over Canada 30. januar, hvorefter den kom ind over USA igen.
Kina udtrykker søndag stærk utilfredshed med USA's nedskydning af den kinesiske luftballon ud for det sydøstlige USA.
Kilde: /ritzau/AFP