Pakistansk Taliban (TTP) har givet regionale kommandanter ordre til at afslutte en våbenhvile og udføre angreb over hele landet. Det siger en talsmand for bevægelsen.
Tehreek-e-Taliban Pakistan (TTP) er en separat og selvstændig bevægelse i forhold til Taliban i Afghanistan, men den har samme islamistiske ideologi.
TTP har stået bag dusinvis af voldelige angreb og har forvoldt hundredvis af menneskers død i Pakistan, siden den opstod i 2007.
- Eftersom de militære operationer mod mujahedinkrigere fortsætter i flere områder, er det afgørende, at de lokale grupper angriber, hvor de kan, i hele landet, hedder det i erklæringen.
Erklæringen kommer, efter at pakistanske sikkerhedsstyrker har gennemført en offensiv mod TTP i provinsen Khyber Pakhtunkhwa i det nordlige Pakistan.
Taliban i Pakistan har i en periode haft kontrol over store områder i det svært tilgængelige grænseområde, hvor det har indført en radikal version af islamisk lovgivning. Men bevægelsen blev fordrevet og flygtede ind i Afghanistan fra 2010.
I juni erklærede gruppen våbenhvile på ubestemt tid med regeringen i Islamabad. I den periode var der meldinger om betydelige fremskridt i fredsforhandlinger mellem den pakistanske regering og TTP.
Efter at det afghanske Taliban tog magten i nabolandet i august sidste år, klagede Pakistan over gentagne angreb fra TTP, specielt i bjerglandskabet langs grænsen til Afghanistan.
De pakistanske myndigheder anklager også Taliban i nabolandet for at tillade TTP at bruge afghansk territorium ved angreb på mål inde i Pakistan.
/ritzau/AFP
Kilde: /ritzau/