Kort Nyt

08.11.22

Zelenskyj: Rusland skal tvinges til fredsforhandlinger

Volodymyr Zelenskyj mener, at Rusland er en destabiliserende kraft på blandt andet klimaområdet.
Går man op i klimaforandringerne, bør man også gå op i at stoppe krigen i Ukraine, mener landets præsident, Volodymyr Zelenskyj. (Arkivfoto).
Går man op i klimaforandringerne, bør man også gå op i at stoppe krigen i Ukraine, mener landets præsident, Volodymyr Zelenskyj. (Arkivfoto).

Det er afgørende, at Rusland tvinges til at deltage i "oprigtige" fredsforhandlinger.

Det siger Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, i sin daglige videotale ifølge nyhedsbureauet Reuters.

I talen fordømmer han "Ruslands destabiliserende indflydelse".

Han siger blandt andet, at Rusland er en destabiliserende kraft på klimaområdet.

- Alle, der er seriøse på klimaområdet, må også være seriøse omkring behovet for omgående at stoppe den russiske aggression, genoprette vores territoriale integritet og tvinge Rusland til oprigtige fredsforhandlinger, siger Zelenskyj.

En af præsidentens rådgivere har tidligere sagt, at Ukraine er klar til at tale med en russisk leder. Det kan dog ikke være Ruslands præsident, Vladimir Putin.

Den amerikanske avis Washington Post skrev i weekenden, at den amerikanske præsident Joe Bidens folk har opfordret ukrainske ledere til at signalere, at de er åbne over for at tale med Rusland.

Klimaforandringer bliver diskuteret af verdens ledere i disse dage. De er nemlig samlet til klimatopmødet COP27 i Egypten.

Ved topmødet har Storbritanniens premierminister, Rishi Sunak, også forholdt sig til krigen i Ukraine.

- Putins afskyelige krig i Ukraine og stigende energipriser verden over er ikke en årsag til at sænke farten i forhold til klimaforandringerne. Det er en grund til at handle hurtigere, siger han.

- Vi kan testamentere en grønnere planet og en blomstrende fremtid til vores børn. Der er plads til håb.

Flere regeringsledere opfordrer i deres taler til, at rige lande holder sig på sporet i forhold til at standse klimaforandringerne på trods af krigen i Ukraine og økonomiske problemer.

Ud over Ukraine er det især klimakompensation, der er på dagsordenen.

Ved konferencen skal det nemlig diskuteres, om rige lande skal kompensere fattige lande, der er mest udsat for klimaforandringer.

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter