Artikel

17.01.25

En grøn utopi, der aldrig fløj

Vingesuset ved Frederikssund. Vinge skulle være den CO₂-neutrale by, der satte Frederikssund på det grønne landkort. Men ambitionerne kolliderede hurtigt med virkeligheden, da byer ikke bygges af PowerPoints og konsulentrapporter.

Byer kan opstå på mange måder – nogle vokser organisk over tid, mens andre formes bag skriveborde som forsøg på at planlægge fremtiden. Historien byder på flere eksempler på skrivebordsbyer skabt med klare formål: fra fynske Lundeborg, bygget som fiskerihavn i 1800-tallet, til Nova Huta i Polen, opført som et planlagt socialistisk mønsterby.

I Danmark findes der et moderne eksempel: Vinge. Frederikssund Kommune satte sig for at skabe en ny, grøn by fra bunden – et ambitiøst projekt, der skulle forene bæredygtighed, natur og byliv. Men virkeligheden har gjort drømmen til en påmindelse om, hvad der sker, når ideologi møder økonomisk realitet. Og drømmen blev et økonomisk mareridt for skatteyderne og et dagligdags for Vinges først bosættere.

En vingeskudt utopi
Vinge blev præsenteret som fremtidens by: en CO₂-neutral perle, der skulle tiltrække 20.000 indbyggere og sætte Frederikssund på det grønne landkort. Solceller, varmepumper og en ny S-togstation blev pakket ind i visioner om livskvalitet og bæredygtighed. Politikerne beskrev en by, hvor man kunne leve i harmoni med naturen.

Men virkeligheden viste sig hurtigt at være noget andet. Vinge blev en kommunal skandale præget af budgetoverskridelser, juridiske problemer og bristede drømme – alt sammen drevet af politikernes ambitioner, men betalt af skatteborgernes penge.

Visioner på vinger – og et styrt
Projektets nedtur kan spores gennem en række fejlslagne beslutninger og begivenheder, men lad os tage en indflyvning over byens tidslinje.

  • 2013: Rambøll, NIRAS og Teknologisk Institut præsenterer en rapport, der bl.a. beskriver Vinges vej mod CO₂-neutralitet og på 140 sider udrulles værktøjerne.

  • 2015: Vinges første spadestik tages, men store summer er allerede brugt uden konkrete resultater.

  • 2017: Aftaler med A.P. Pension og MT Højgaard skaber juridiske problemer. Der er heller ikke indtægter fra salg af grunde. Kommunen har et budgetunderskud på 163 millioner kroner, og kernevelfærd rammes af en 100 millioner kroners spareøvelse. Projektet sættes på pause. 

  • 2018: Borgerne i Vinge skriver åbent brev til kommunen, hvor de frygter, at de aldrig får den lovede by, og advarer om, at deres opsparing og livssituation er på spil.

  • 2019: Kommunen genopliver projektet, men der er fortsat ingen interesse for grundene.

  • 2020: Vinge Station åbner, men tiltrækker hverken indbyggere eller virksomheder. Byen er stadig en spøgelsesby.

  • 2024: Trods visioner om 20.000 indbyggere bor der kun 600 mennesker i Vinge.

Grønne drømme, røde tal
Vinge blev solgt som en grøn utopi, men de stramme krav til CO₂-neutralitet og specifikke boligformer udtrykte en ideologisk dagsorden frem for en praktisk tilgang til byudvikling. Investorer og fremtidige beboere blev mødt med en på forhånd fastlagt livsstil, hvor bæredygtighed blev tvunget ind som en ufravigelig ramme.

Kommunens kvalitetsprogram fra 2024 illustrerer tankegangen:

Vinges erhvervskvarter skal bidrage til byens grønne profil. Det betyder, at bydelen skal fungere som et erhvervs-community for virksomheder, der så vidt muligt har grønne profiler.”

Kravene skabte ikke blot praktiske udfordringer, men også absurde paradokser. Beboerne i Vinge skal, trods den grønne profil, stadig køre bilen til syn og have vinterdæk på Teslaen – præcis som alle andre danskere. Men turen til autoværkstedet vil med stor sandsynlighed kræve en ekstra lang køretur ud af byen, eftersom kommunens planlægning ikke efterlod plads til den slags “ikke-grønne” erhverv.

Kvalitetsprogrammets krav til erhvervslivet slutter ikke her: “For at trække naturens kvaliteter ind i bydelen, må der maksimalt bygges på 50% af grundarealet.” Men hvilken økonomisk ansvarlig virksomhed vil dog købe en grund på 1000 kvm, hvis man kun har brug for en bygning af den halve størrelse.

Disse regler skabte dermed en mærkværdig situation, hvor kommunen pålagde sine egne indbyggere og erhvervsdrivende ekstra omkostninger og besvær i bæredygtighedens navn.

Planøkonomi på vildspor
En afgørende årsag til Vinges problemer var kommunens forsøg på at agere ideologisk ejendomsudvikler. Ambitiøse klimakrav og manglende markedserfaring gjorde projektet dømt til at mislykkes. Politikerne stillede krav uden omkostninger for sig selv, men for andre. Det underminerede økonomien og investortilliden.

Den planøkonomiske tilgang demonstrerede en arrogance: troen på, at kommunen kunne erstatte markedets dynamik med central planlægning. Borgerne blev reduceret til statister i et real-life “SimCity”, mens politikerne traf beslutninger uden blik for økonomisk risiko eller borgernes ønsker. Og uden vilje til at kigge ind ad og ændre kurs.

Teknokratiets begrænsninger
Kommunens afhængighed af konsulenter afslørede en blind tro på teknokratiske løsninger. Trods millioner investeret i rådgivning blev der begået afgørende fejl: dårlige aftaler, juridiske uklarheder og dokumenter rådhuset underskrev, men ej forstod. Visionerne kolliderede med virkeligheden, for man kan ikke bygge en by med konsulenttimer. Byer bliver til af mursten, ikke af møder eller PowerPoint-præsentationer.

Mangfoldigheden i Vinge kom primært til udtryk i antallet af kommunale rapporter og planer, ofte formet af konsulentens pen. Men rapporter rejser ingen bygninger, og Vinge fløj aldrig – den var for tungt lastet med bilag.

Fra natur til beton
Ironisk nok kunne området, hvor Vinge blev bygget, måske have haft større værdi som uberørt natur. Frederikssund Kommune kunne have opnået større bæredygtighed ved at udvide eksisterende byområder i stedet for at starte fra nul.

Vinge står som en advarsel mod de konsekvenser, der opstår, når storladne visioner erstatter økonomisk realisme og forståelse for markedets dynamikker. Projektet blev lanceret som en CO₂-neutral utopi, men endte som et monument over kommunal arrogance og fejlslagen planøkonomi.

Den ensidige ideologiske dagsorden om en grøn, topstyret by skabte ikke blot økonomiske og juridiske problemer, men afskrækkede også både investorer og potentielle beboere.

De klimaambitiøse krav og forsøgene på at tvinge en bestemt livsstil igennem forstærkede kun problemerne. I stedet for at lade markedet og borgerne definere rammerne, valgte Frederikssund Kommune at diktere løsninger, der viste sig hverken økonomisk bæredygtige endsige efterspurgte.

En lektie for fremtiden
Vinge bør tjene som en lektie for fremtidige projekter: Kommuner bør koncentrere sig om kernevelfærd frem for at agere ideologiske ejendomsudviklere. Topstyring og symbolpolitik kan aldrig erstatte markedets fleksibilitet eller borgernes frie valg.

Visionen var en by på størrelse med Skanderborg, men det endte med en af Uggerbys kaliber: Resultatet taler sit klare sprog: en “grøn by” med 600 beboere og regningen sendt videre til skatteyderne.

Hvis noget skal huskes om Vinge, bør det ikke være som et grønt forbillede, men som et skræmmeeksempel på, hvad der sker, når idealisme overstiger både kompetence og fornuft. Det er en fejlslutning, som fremtidige politikere og planlæggere ikke har råd til at gentage.

Og derfor vil der næppe blive sunget sange om Vinge som om Lundeborg. Og dog – måske en dag som satire i Cirkusrevyen.

Bilag: Kommunale rapporter

Frederikssund Kommune (2021): UDVIKLINGSPLAN 2021. FREMTIDENS VINGE - EN STRATEGISK TILGANG.

Frederikssund Kommune (2021): Idekatalog - til den videre udvikling af Vinge.

Frederikssund Kommune (2021): Vinge - Fremtidens by i Frederikssund Kommune.

Frederikssund Kommune (2022): Vækstkommunen i det naturskønne Fjordland - En god og grøn investering.

Frederikssund Kommune (2024): Vinge – Kvalitetsprogram 2024.

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter