Artikel

Er danske medier ekkokamre for Trump- og Brexit-kritik?

En tidligere mediedirektør kritiserer danske medier for at tegne et skræmmende ensidigt og negativt billede af Boris Johnsons Brexit ud fra egne EU-sympatier, mens en mangeårig USA-korrespondent er bekymret over, at danske medier næsten kun refererer fra liberale anti-trumpkritiske medier. Redaktører afviser kritikken.

Udgivet 01.11.20

Fire år er gået, siden Brexit og Donald Trumps valgsejr i 2016 rystede den vestlige verdens liberale politiske og opinionsdannende etablissement. Chokket og forfærdelsen var markant på de danske mediers redaktionskontorer, og siden har Trump og Brexit været bredt kritiseret på lederplads. 

Men hvad med den journalistiske dækning af Trump og Brexit? Har den i løbet af de seneste fire år levet op til de publicistiske idealer om fairness, objektivitet og mangfoldighed?

”Nej, ikke når det kommer til dækningen af Trump,” mener professor Ole Bruun fra Institut for Samfundsvidenskab på RUC, der har boet i USA i en årrække og i øvrigt forsker i demokrati og autoritære stater. 

”Der er sket et markant skifte i det danske mediebillede, siden Trump kom til, i form af en opblødning af skellet mellem ren nyhedsformidling og opinionsformidling, hvor man mere eller mindre tager det for givet, at man er imod Trump. I den henseende er den objektive journalistik blevet mere holdningsbåret og politiseret,” vurderer Bruun.  

Men er Trump ikke temmelig ekstrem og mærkværdig i sine udtalelser?  

”Jo, det er klart. Han er en yderst kontroversiel præsident. Men den retorik, han bruger, har han taget fra den yderste venstrefløj og flyttet ind i Det Hvide Hus og givet tilbage af samme mønt. Det er selvfølgelig uvant, og for os som danskere er det fuldstændigt uacceptabelt at føre sådan et sprogbrug ind i centrale politiske institutioner. Men det har han valgt at gøre, fordi han repræsenterer et opgør med demokraternes og venstrefløjens stigende politisering af institutionerne, skoler, universiteter osv. På den facon har han indledt en kulturkamp,” siger Bruun.  


DR dækker ikke Trumps sejre  

Ole Bruun retter er særlig kritisk over for Danmarks Radios USA-dækning, som, han mener, har haft et ubalanceret fokus på de nyheder og debatter, der bakker op om en demokratisk dagsorden. Et eksempel er dækningen af Black Lives Matter-demonstrationerne, der har spillet en stor rolle i sommerens valgkamp.

”Så længe demonstrationerne var fredelige, dækkede DR dem indgående, men i det øjeblik, de blev erklæret for ”riots” eller optøjer, selv af myndighederne i Seattle og Portland, holdt man op med at dække dem så intensivt. På den facon kobler man sig til og fra historier, så længe de repræsenterer en demokratisk dagsorden,” forklarer Bruun og fortsætter: 

 ”Samtidigt undlader man at dække de ideologiske aspekter af Black Lives Matter. Bevægelsen bliver udelukkende fremstillet som et etisk opgør og en kamp for sortes rettigheder imod racismen, mens man undlader at fremstille bevægelsens mere eller mindre marxistiske ideologi.”

Bruun mener, at den ensidige og primært negative dækning af Trump, han oplever, vidner om, at DR i nogen grad er et blevet et ekkokammer, som fortrinsvist afspejler politiske holdninger, der ligger på den socialliberale midte eller til venstre i dansk politik, og som ikke giver megen dækning til republikanske sejre.

”Trump har rent faktisk fået gennemført en lang liste af politiske mærkesager. Han har taget et opgør med Kina, fået fredsaftaler mellem arabiske lande og Israel og sikret forøgede bidrag fra NATO-landene. Og så er der økonomien. Her har han i de tre første år, før coronaen, skabt vækst og flere jobs gennem skattereformer, lavere selskabsskat og deregulering. Derudover er der den nye handelsaftale med Canada og Mexico, USMCA, som er en klar forbedring. Selvfølgelig kan man være uenig i hans politik, som fx ikke er miljø- eller klimavenlig, men man kan ikke benægte, at han rent faktisk har opnået resultater,” siger Bruun.  


DR afviser kritik 

Hos DR afviser udlandschef Niels Kvale RUC-professorens kritik af, at DR ikke skulle have dækket Trumps politiske sejre og resultater. 

”Jeg er helt enig i, at det er enormt vigtigt for forståelsen af Trump, at han har leveret på en lang række af sine valgløfter og på de mærkesager, som er vigtige for republikanske vælgere. Men det har vi også dækket. Senest af alt har vi lavet en intensiv dækning af udnævnelsen af Amy Coney Barrett til ny højesteretsdommer. Derudover har vi i analyser og reportager behandlet hans sejre, og på dr.dk har vi lavet en liste over dem. Om sejrene har været fremhævet nok, kan man jo være enig eller uenig i, men der har været rigtigt meget at dække i USA dette år,” mener Kvale. 

Kritikken af dækningen af Black Lives Matter rammer ifølge Kvale også forbi skiven. 

”Jeg kan ikke genkende det. Vi dækkede optøjerne. En af vores reportere var med inde på en benzinstation, som blev plyndret, og dokumenterede, hvordan en politistation blev brændt af. Vi var også med, da en Trump-tilhænger blev skudt i Portland, hvor vi var med til mindehøjtideligheden. Og jeg synes også, vi har beskrevet Black Lives Matters’ ideologi, idet vi har talt med flere af demonstranterne om deres motiver og syn på verden,” fortæller Kvale.  

I forlængelse af det afviser han også Ole Bruuns kritik af, at DR skulle være et venstreorienteret ekkokammer, hvor journalisternes politiske observans skinner igennem i reportager og indslag.   

”Jeg ved ikke, hvilken politisk observans mine journalister og korrespondenter har. De skal bare være gode kritiske journalister, som skal kunne se de relevante kritiske nyhedshistorier,” siger Kvale.  

Når det kommer til DR’s dækning af identitetspolitikken og den fremvoksende såkaldte cancel-culture på amerikanske universiteter, kommer udlandschefen Ole Bruuns kritik i møde.  

”Hele det opgør, som er på amerikanske universiteter, og den identitetspolitiske bølge, som har rullet over USA, har vi ikke haft så meget fokus på. Vi har adresseret det ved at tale med forskellige almindelige amerikanere, som er bange for at udtale sig og kritisk om politisk korrekthed. Men vi kunne have lavet mere og vil gøre det fremover. Det er jo et vigtigt emne i forbindelse med debatten om ytringsfrihed,” mener Kvale.  

Har I eksempelvis lavet en reportage om en akademiker eller en taler, som er blevet cancelled eller nægtet taletid på et amerikanske universitet?  

”Nej, det har vi ikke. Men vi har flere gange arbejdet på TV-reportager om netop undervisere på universiteterne i USA. Indtil videre er de dog strandet på udfordringer på grund af coronaen,” siger Kvale.  


Danske medier fisker i USA’s demokratiske ekkokammer  

I USA sidder TV 2’s korrespondent Jesper Steinmetz, som har dækket Guds eget land og amerikansk politik i en årrække. Han følger ikke indgående med i danske mediers Trump-dækning og har derfor ingen holdning til, hvad specifikke medier disker op med. 

Men han kan alligevel godt være bekymret for, om dækningen af præsident Trump og hans vælgere er afbalanceret og mangfoldig nok. Det skyldes ikke mindst en undersøgelse i fagbladet Journalisten fra september, som viser, at danske medier har en udpræget forkærlighed for at viderebringe eller referere til historier om Trump fra CNN, New York Times og Washington Post. Over en treårig periode fra 2017 til 2020 siger statistikken, at CNN er refereret 25.182 gange, New York Times knap 23.000 gange og Washington Post 17.472 gange. Fox News kommer først ind på en fjern fjerdeplads med 9.452 referencer. 

 ”De tre mest citerede medier er alle i den demokratiske eller liberale lejr. Med dem som referencer får man i hvert fald ikke forståelse for, hvorfor den lille mand stemmer på Trump, og man forstår heller ikke, hvordan hans vælgere lever. Hvis man kun følger og refererer til de tre medier alene, vil man leve i et liberalt ekkokammer,” lyder det fra Steinmetz over telefonen.  

At det står så galt til, skyldes ifølge Steinmetz ikke mindst, at nogle højtprofilerede amerikanske medier er blevet aktivistiske i deres dækning af Trump.

”CNN og New York Times har ændret sig, siden Donald Trump er kommet til. De er simpelthen blevet aktivistiske medier frem for publicistiske. Min fornemmelse er, at det skyldes, at CNN har siddet med en dårlig smag i munden siden valget i 2016, fordi de faktisk hjalp Trump med at blive valgt. De gav ham ekstrem meget dækning og taletid op til valget, fordi de opfattede ham som en slags cirkusklovn, der var god for seertallene. Men de forholdt sig aldrig for alvor kritisk eller journalistisk til ham. Derfor gav CNN ham ekstremt meget gratis medieeksponering og reklametid,” siger Steinmetz.  

”Siden Trumps valgsejr har CNN forsøgt at råde bod på den dårlige dækning ved at behandle ham journalistisk. Men de er endt med at gå i den modsatte grøft, hvor de nu i virkeligheden heller ikke behandler ham journalistisk. De dækker overhovedet ikke de politiske resultater, han har opnået, og de er aldrig ude at tale med Trump-vælgere. Deres dækning af ham er udelukkende negativ. Jeg er simpelthen holdt op med at bruge CNN som kilde til information. De er alt for aktivistiske. Selv studieværterne er holdt op med at lave almindelige oplæg til en reportage. I stedet kommer de med deres egen mening, hvor de fx kan finde på at sige, ”another crazy day” med Trump,” fortæller USA-korrespondenten.  

Selvom New York Times også er blevet mere aktivistisk, er avisen, ifølge Steinmetz, ikke skredet derud, hvor CNN befinder sig.  

”Avisens journalister lader ikke deres egne holdninger fremgå i deres artikler og dækning. Men i stedet udvælger avisen sine historier ud fra en Trump-kritisk prisme, hvor de kun laver de historier, som er kritiske over for eller dårlige for Trump, mens de positive historier bliver valgt fra,” siger Steinmetz, der fremhæver Wall Street Journal som sin foretrukne amerikanske avis.

Han peger også på, at Trump i vid udstrækning har leveret mange af de politiske resultater, han har lovet sine vælgere. Og der, hvor han ikke har leveret, har han forsøgt på det. 

”Det forhold drukner i al dækningen af hans vanvittige personlighed, og det er et problem, for så forstår man ikke, hvorfor hans vælgere er så glade for ham,” mener Steinmetz. 

I sin netop udgivne bog “Live fra Amerika” har Steinmetz forsøgt at råde bod på netop det problem.   

”En af mine pointer er, at USA ikke er Danmark, men noget helt andet. Det bliver danskerne altså nødt til at erkende. Trump var selvfølgelig en bizar figur, men det var det, amerikanerne gerne ville have. De var dødhamrende trætte af karrierepolitikere og en præsident som Barack Obama, der kunne tale, så englene sang - han kunne bare ikke tale for dem ude i landet eller den lille mands sag. Mange af de amerikanere slider og slæber hele dagen, og så har du en demokratisk politiker, der står og taler om transkønnedes rettigheder til toiletter. Det rykker ikke lige for dem. Og der har du i øvrigt en parallel til Brexit, hvor det også var dem uden for London, som var trætte af det politiske establissement,” forklarer korrespondenten. 


Brexit og klovnen Boris

Når det kommer til Brexit, har danske medier i avisernes lederspalter og analyserne ikke været positivt stemt over for hverken Brexit eller en af leave-sidens frontfigurer, den britiske premierminister Boris Johnson.  

Da den konservative politiker i 2019 rykkede ind i Downing Street, var dommene fra Rådhuspladsens hjørnekontorer hård. Ekstrabladet kaldte Johnson for en ”fantast”, mens Politiken kaldte ham for en ”klovn”. Hos Berlingske i Pilestræde var der heller ingen opbakning af hente. I en leder fastslog avisen, at ”Ingen har brug for Boris Johnson som premierminister”, og man anså det i øvrigt for ”ren fantasi”, at Johnson kunne få genforhandlet Theresa Mays Brexit-aftale til det bedre. Kun Kristeligt Dagblad var mere blid i tonen og mente, at man skulle give Johnson en chance. 

Fremstillingen af Boris Johnson som en klovneagtig og inkompetent figur har ifølge medierådgiver, og fhv. direktør for Altinget, Mandag Morgen, TV 2 og Metro International, Per Mikael Jensen, været gennemgående, ikke bare i lederspalterne. Den har også afspejlet sig i de danske mediers dækning af Johnson.

”Men hvis virkelig Johnson er en klovn, så er han en klovn, som har formået at være borgmester i London i otte år, hvor begge politiske fløje respekterede de resultater, han fik gennemført. I så fald er det ret godt gået af en klovn,” siger Jensen, der selv har boet i London i en årrække.  

”Vinklen på Johnson er næsten altid negativ i de fleste danske medier. Det gælder desværre også de to store nationale TV-stationer. Både i det, der bliver sagt, men simpelthen også i korrespondentens udstråling. Alt bliver sagt med en slags overbærenhed, fordi vi alle formodes at være enige i, at Boris er en klovn.”

Per Mikael Jensen mener, at man kan tale om, at medierne har en liste med forskellige kategorier af statsledere, som de i mere eller mindre grad er negative overfor. Værst er Nordkoreas leder, Kim Jong-il. Så kommer diverse “banditlandes” ledere. Længere nede kommer Trump - som ifølge Jensen selv har gjort et stort stykke arbejde for at opnå sin helt egen kategori. Lige under Trump kommer så Boris Johnson. 

”Det er skræmmende for journalistikken, at mediebilledet er så ens, og at alle danske medier er negative over for Johnson og Brexit. Det er meget muligt, at Johnson er en klovn. Men det er godt nok mærkeligt, at alle journalister og medier er på systemets side, altså vores egen eller EU's side, i spørgsmålet om Brexit. Mens der er 99 artikler hånende artikler om Storbritannien, så er der én artikel om, at EU måske godt kunne være indrettet på en anden måde,” siger Jensen.  

Han mener, at Storbritanniens Brexit-forhandlinger med EU i danske medier er beskrevet som en landskamp, hvor danske medier hepper på vores eget EU-hold. 

”I forhold til EU kan man sige, at efter den sidste journalist, som var medlem af Folkebevægelsen mod EF, forlod Bruxelles, er situationen den, at samtlige journalister selv inderst inde ønsker, at EU vinder den her landskamp,” vurderer Jensen og fortsætter.

“Dækningen af Storbritannien er lidt ligesom dækningen af Sverige, hvor alt, der kommer ud af Sverige, også er noget lort. Det faglige niveau er skræmmende. Det mangler journalister, som også er kritiske over for EU, så vi kan få en balance,” siger medierådgiveren. 

Han mener at mediernes fortælling om Brexit-forhandlingerne konsekvent har været, at EU er den rationelle og fornuftige aktør, mens briterne agerer irrationelt og urimeligt.  

”Jeg går ikke selv ind for Brexit. Men logisk set er det jo helt legitimt, at et land som Storbritannien siger, at de ikke længere vil være med i EU. Og i det lys er mængden af saglige Brexit-artikler ekstremt beskeden og nærmest ikke-eksisterende. På journalistfagets vegne er det simpelthen skræmmende. Vi er apparatjikker, der følger vorherre i form af de fine mænd og kvinder i Bruxelles,” siger Jensen.  


Berlingske ser ikke problemet 

Berlingske er et af de medier, som i sine ledere har været kritiske over Boris Johnson. Da han trådte til i 2019, levnede man ham ikke mange chancer for at få en ny tilbagetrædelsesaftale igennem med EU. Men det lykkedes, og Johnsen fik også aftalen igennem det britiske parlament efter at have vundet en jordskredssejr ved det britiske valg. 

Er Berlingskes chefredaktør Tom Jensen overrasket over, at Johnson formåede at få tilbagetrædelsesaftalen i hus, og at premierministeren nu ser ud til at være på vej til også at levere en frihandelsaftale med EU?  

”Ja, til det første. Det var en positiv overraskelse. Men nu er Johnson jo på det seneste løbet fra sin tilbagetrædelsesaftale med EU, hvad angår det nordirske spørgsmål, og derfor er det ikke usandsynligt, at det ender med et hårdt Brexit. Så på den måde er der masser af grunde til at være kritisk over for Johnson. Men der er også grund til at anerkende, at han fik en aftale i hus, og jeg er da ikke for stor til at sige, at det havde jeg ikke set for mig,” siger Jensen. 

Britiske medier kan deles op i EU-skeptiske konservative leave-medier og i mest venstreorienterede og EU-positive remain-medier. De to medielejre har i store træk fortalt to radikalt forskellige historier om brexit. 

Ifølge den britiske politolog Matthew Goodwin fra universitetet i Kent har de remain-sympatiserende mediers dækning båret præg af et ønske om at delegitimere brexit, og de har tegnet et billede af, at leave-siden snød sig til brexit med talrige historier om vælgermanipulation via Facebook og analysefirmaet Cambrigde Analytica, russisk påvirkning, ulovlige kampagnemidler og ikke mindst løgne, bl.a. om, hvor mange millioner briterne kunne hælde i deres sundhedsvæsen (NHS), hvis de forlod EU. 

De historier blev helt naturligt dækket i danske medier. Men spørgsmålet er, om danske medier måske har haft en forkærlighed for at referere fra remain-medier, som fx The Guardian, og dermed er kommet til at genfortælle historien om, at leave-siden snød sig til Brexit?

”Ja, det kan jeg godt genkende,” siger chefredaktøren på Berlingske Tom Jensen og fortsætter. 

 ”Men der er heller ingen tvivl om, at der var folk på leave-fløjen, som havde en meget lemfældig omgang med tallene op til Brexit-afstemningen, ikke mindst Boris Johnson og hans løfter om, at Brexit ville skaffe 350 millioner pund om ugen til det britiske sundhedsvæsen,” påpeger Jensen. 

Men historien om, at Cambridge Analytica skulle have påvirket Brexit, som danske medier dækkede, har for nylig vist sig ikke at passe, hvilket i øvrigt ikke er blevet nævnt herhjemme?  

”Det har givetvis været gengivet som en enkelt forklaring, men der er jo helt sikkert mange årsager til, at briterne stemte Brexit. Den danske Brexit-dækning bar især præg af, at der var et kæmpe opgør internt i Storbritannien under Theresa May. Og i dette opgør kom der jo mange historier frem, som blev refereret i danske medier,” siger Jensen. 

null

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få dit ugentlige overblik over nyheder

Newsletter