Artikel

13.09.22

Kontrast stifter pris for årets bidrag til det borgerlige Danmark

Kontrastprisen skal gives til en person eller en organisation, som i årets løb har gjort en betydningsfuld indsats for det borgerlige Danmark. En jury fuld af stærke profiler skal udvælge vinderen af prisen, der overrækkes 14. januar 2023.

Det er blevet en yndet sport at beskrive borgerlighedens trange kår. Der udvikles for få idéer, der rykkes for meget til venstre, og alt for meget går op i splid og og positionering. 

“Men det blå Danmark rummer også stærke initiativer og nødvendige stemmer, og det vil vi gerne markere med Kontrastprisen,” siger Kontrasts chefredaktør, Mikkel Andersson.

Allerede i dag åbnes der for indstillinger til prisen. Det sker på Kontrasts hjemmeside. Vinderen bliver afgjort af en jury af markante borgerlige profiler, og prisen overrækkes sammen med 25.000 kroner ved et arrangement 14. januar 2023.

“Kontrastprisen kan uddeles til såvel organisationer, forfattere, virksomhedsstiftere, undervisere, debattører eller andre, der har sat et betydningsfuldt borgerligt aftryk i 2022, og vi ser meget frem til at læse og tage stilling til de kandidater, vores læsere indstiller,” siger Mikkel Andersson. 

Kontrastprisen er sponsoreret af Paul Lyngbye, der tidligere har støttet videnskab og kultur, herunder danske oversættelser af bl.a. Douglas Murray og Richard Malka.

“Danmark står i de kommende år over for betydelige udfordringer. Derfor er jeg glad for at kunne bidrage til at fremhæve og belønne en særlig indsats for at fremme borgerlige svar og løsninger,” siger Paul Lyngbye.

I juryen sidder chefredaktør Mikkel Andersson, MF Henrik Dahl, professor Nicolai J. Foss, præst og journalist Sørine Gotfredsen, vicedirektør Mia Amalie Holstein, udlandsredaktør Anna Libak, sponsor Paul Lyngbye, branchedirektør Andreas Paulsen, bestyrelsesformand Sune Wæsel og direktør Martin Ågerup.

Med de 25.000 kroner følger en specialdesignet pris i keramik skabt af kunstner Nathalie Cohn. I forbindelse med overrækkelsen af prisen 14. januar vil prismodtageren holde et foredrag, der også vil blive publiceret på Kontrast.

Du kan læse mere om prisen her.

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter