Artikel

11.10.22

Politisk redaktør: Blå blok mangler et folkeparti

Intet borgerligt parti kan mønstre tilslutning på mere end 15 procent, og indebærer en svækkelse af oppositionen, mener Altingets politiske redaktør, Esben Schjørring. Der er tale om en slags borgerligt jordskredsvalg, i og med at oprøret fra højre er ved at forny sig igen.
I sin bog om 'Værdikæmperne' har Esben Schjørring beskrevet den borgerlige værdikamp i årene 2001-2011. Forfatterfoto fra Gyldendal.
I sin bog om 'Værdikæmperne' har Esben Schjørring beskrevet den borgerlige værdikamp i årene 2001-2011. Forfatterfoto fra Gyldendal.

På tærsklen til valget 1. november står borgerlig blok svagt, mener politisk redaktør på Altinget Esben Schjørring. Imens andre kommentatorer taler om en borgerlig krise, er Esben Schjørring villig til at forhøje indsatsen.

“Den her valgkamp foregår, samtidig med at den borgerlige blok stadig er i krise, ja i sammenbrud. Der mangler et stort, borgerligt parti, der har den der gravitationskraft, som gør, at de andre retter ind,” siger Esben Schjørring og henviser til, at der i dag ikke findes et parti i blå blok, der stabilt kan mønstre tilslutning på mere end 15 % af vælgerne.

“Der findes i dag ikke et borgerligt folkeparti. Venstre har sendt både venstrefløjen ud til én side med Løkke, og højrefløjen ud til den anden med Inger Støjberg,” siger han.

Splittelsen af de borgerlige ud i flere små partier er ifølge ham en del af en tendens, der har præget det borgerlige Danmark i mange år. De sidste 10 år har været en historie om borgerlig krise, opgør og oprør, der allerede begyndte med stiftelsen af Liberal Alliance, der kan ses som et oprør fra Venstres økonomiske højrefløj.

Blå blok mangler et fælles projekt
Blot fordi enkelte meningsmålinger har spået en chance for en blå sejr, skal man ifølge Schjørring ikke tro, at krisen dermed kan afblæses. Det er nemlig ikke de to statsministerpartier, der står for dén udvikling, peger han på.

Men der har da trods alt været fremgang for blå blok over den seneste lange tid?

“Først da Inger Støjberg pludselig stillede op, blev det relevant at tale om muligheden af en borgerlig statsminister. Derfor kan man godt glemme, at de borgerlige er i krise. Men hun er også et udslag af den borgerlige krise. Vi ser en intern kannibalisering og rivalisering, som foregår i mangel af et fælles borgerligt projekt.”

Det siger han, på trods af at de blå partiledere har haft stor fokus på at forene sig imod Mette Frederiksens håndtering af minksagen og hendes magtfuldkommenhed. 

“Det har været en tendens igennem hele hendes periode, at de borgerlige har haft en overdimensioneret besættelse af hende som person. Det virker også mobiliserende, men tydeligvis er der ikke nok, der er sure nok på hende, til at man kan vinde regeringsmagten på det. Så de har brugt deres tid forkert ved at fokusere så meget på det.”

I stedet skulle de have brugt deres tid på at skabe en samlet, borgerlig fortælling om valget og den blå alternativ, der kan måle sig med Mette Frederiksens og Socialdemokratiets fortælling.

“Mette Frederiksens grundlæggende budskab er: ‘Jeg passer på jer’. Men når jeg taler til baggrund med borgerlige, så får jeg 35 linjer. Et produkt, som et politisk projekt også er, skal have én sætning, der forklarer det. Man har tusindvis af policy-forslag, men man har svært ved at omsætte det til én samlet fortælling og ét budskab.“

På den måde minder blå blok i dag Esben Schjørring om venstrefløjen i 00’erne. Netop udviklingen i dette årti var temaet for hans bog, Værdikæmperne, skrevet sammen med Michael Jannerup og udgivet i 2018. Ifølge Schjørring førte venstrefløjens daværende afmagt over for statsminister Anders Fogh Rasmussen til, at man blev overdrevet optaget af hans person.

“Fogh var mørkets fyrste, der styrede alt igennem spin. Det var en næsten konspiratorisk forestilling af ham som dukkefører. Det er helt det samme med de borgerliges blik på Mette Frederiksen i dag. Man sidder efterhånden tilbage med en mistanke om, at de godt ved, at de ikke kan slå hende, og derfor må de finde en anden forklaring på det end deres egen uformåenhed.”

Det populistiske oprør
Men meget har bekendt forandret sig siden Venstres velmagtsdage i 00’erne. Det var en tid, hvor Venstre takket være økonomiske opgangstider og et stort fokus på værdipolitik var i stand til at forene både det liberale og det nationalkonservative Danmark. De tider er forbi.

“Jeg vil gætte på, at centrum-venstre vinder igen, fordi der ikke er et borgerligt alternativ. Venstre mangler fremdrift og svinger frem og tilbage mellem 11% og 15 % i meningsmålingerne. Så det er det borgerlige jordskredsvalg, det her. Hvor der var en masse, som før stemte Venstre, som nu stemmer Liberal Alliance, Konservative, på Løkke eller Inger Støjberg.”

De mange nye partidannelser må af den grund forstås som en samlet svækkelse af det borgerlige Danmark, mener Esben Schjørring. Det, der skal til, hvis man vil skabe et borgerligt folkeparti, er ifølge ham at adoptere den kritik, der kommer fra de populistiske bevægelser.

“Populisme i Danmark fungerer som et korrektiv. En alarmklokke, der advarer de etablerede partier om en eksternalitet, de skal indoptage. Der var én omkring udlændinge, nu er der én omkring centrum/periferi-problematikken. I 00’erne var det de borgerlige, der optog de her signaler. I dag er det primært Mette Frederiksen, der gør det.”

Det svækker samtidigt det borgerlige Danmark, når hverken Venstre eller Konservative viser sig i stand til det samme. Der er nemlig ikke udsigt til, at hverken Nye Borgerlige eller Danmarksdemokraterne selv etablerer sig som fastforankrede politiske institutioner, siger Esben Schjørring: 

“Det interessante ved det populistiske oprør i Danmark er, at den modreaktion, som det består i, har svært ved at etablere sig i et permanent, institutionelt parti. Oprøret skal hele tiden forny sig. Man skal hele tiden genopstå omkring en ny karismatisk leder fra Glistrup til Kjærsgaard til Vermund til Støjberg. Det er DF et godt eksempel på. De har været igennem en lang opslidningsproces, men den samme følelse er genopstået omkring Inger Støjberg.”

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter