I et halvt århundrede har Danmark forsøgt at integrere mennesker, der for størstedelens vedkommende er ankommet fra kulturer med radikalt andre forestillinger om individ, autoritet, køn, religion og fællesskab.

De opfatter hverken det danske som en mulighed eller tilknytningen hertil som en nødvendighed. Og netop derfor er vi nødt til at tale om remigration.

Det ligger indlejret i integrationsbegrebet, at de forskelle, der er på ”os og dem”, kan udvaskes af tilstrækkelig oplysning. At kultur ikke er en grænse, men en midlertidig forhindring, som sprogkurser, arbejdsprøvninger og antiradikaliserings-tiltag kan og skal nedbryde.

Men man kan ikke forvalte sig frem til samhørighed
Når mennesker – ofte fra mellemøstlige eller afrikanske klansamfund – årtier efter deres ankomst til Danmark stadig lever i parallelsamfund, hvor religiøse autoriteter trumfer grundloven, hvor kvinder kontrolleres, og hvor dansksproget læsning er fraværende, så skyldes det ikke manglende integration.

I årtier har man bildt sig selv ind, at integration var et spørgsmål om metoder: sprogskoler, foreningsliv og arbejdsprøvning. Projekter som ’Aktivt Medborgerskab’, ghettoplanerne og utallige aktiveringsordninger har haft det samme udgangspunkt og har bygget på den samme logik – at man med nok tiltag og tålmodighed kunne ændre mennesker fundamentalt.

Kulturer er ikke ens og ikke nødvendigvis forenelige
Som om det at rive en boligblok ned eller sende nogen i praktik ville få dem til at opgive århundredgamle kulturelle forestillinger om køn, autoritet og fællesskab, der er langt fra, men lige så legitime som, de danske forestillinger. Det skyldes en fejlagtig forestilling om, at alle kulturer er på vej mod samme endemål – mod det sekulære, moderne, vestlige ideal.

Men sådan fungerer verden ikke. Kulturer er ikke ens, de er ikke nødvendigvis forenelige, og ikke alle ønsker at blive som os.

Vi diskuterer aldrig præmissen
Integrationens problem er derfor ikke det, at den fejler, men det, at den insisterer på at fortsætte. Eller at vi insisterer på, at den skal fortsætte. Netop her viser den moderne integrationslogik sin egentlige karakter: Den spørger ikke, om vi bør integrere, men hvordan vi kan gøre det mere effektivt. Den diskuterer midler, men aldrig målet. Vi debatterer værktøjer, aldrig præmis.

Vi har simpelthen gjort integrationen til udgangspunktet. Til et mål i sig selv. Og alt imens er det danske blevet tømt for indhold, så det kan rumme alt – også det og dem, der afviser det.

Danskhed er spændingen mellem etnicitet og kultur
For at sige det helt utvetydigt: Danskhed er hverken fritsvævende værdier eller abstrakte principper, som enhver kan tilslutte sig, og endnu mindre noget, man opnår gennem længere ophold i landet. Danskhed udspringer af spændingsfeltet mellem det kontinuerlige – den folkelige kontinuitet, eller etnicitet, om man vil – og det dynamiske: kulturen, som bæres og formes af netop dette folk.

Der går en ubrudt linje fra det vi, der besejrede svenskerne ved Ölands Odde, til det vi, der levede under tysk besættelse. Uden anpart i denne folkelige kontinuitet bliver enhver tilslutning til vores værdisæt eller kulturelle normer en overfladisk imitation – en kulturel performance, der lige så vel kunne udfoldes i enhver anden sammenhæng.

Et samfund uden form og afgrænsning
Vi glemmer, hvad det er, vi vil beskytte, og forsøger i stedet at forandre det, vi er, til det, vi prøver at rumme. Resultatet er ikke pluralisme, men opløsning: Et samfund uden form og afgrænsning, hvor alt skal være muligt, men intet forpligtende.

Et samfund, der ikke længere tør at insistere på og kæmpe for sin form, forvandler sig til et transitrum. Eller sagt på en anden måde: Et samfund, der ikke længere tør at sige, hvem det er til for, ender med at være for ingen. Når tilhørsforholdet bliver valgfrit, og danskhed reduceres til noget, man kan opholde sig i uden forpligtelse, mister integrationen enhver retning.

Remigration er en strukturel nødvendighed
Og det er netop derfor, jeg ikke ser remigration som symbolpolitik, men som en strukturel nødvendighed. Titusinder af mennesker er nødt til at vende hjem, hvis Danmark fortsat skal være et land for dem, der vil Danmark, og som føler sig knyttet hertil.

Når mennesker gennem årtier har levet i Danmark uden at lære sproget og uden at underordne sig vores love, er deres tilstedeværelse ikke længere neutral – den er en belastning. Remigrationen er ikke et brud med demokratiet, men eneste vej til dets genoprettelse. Det danske kan ikke være alt og stadig være noget. Derfor må det, der står uden for det, føres bort, hvis ikke formen – som så sandelig er værd at kæmpe for – skal gå til grunde.

Ikke et spørgsmål om, men et spørgsmål om hvor omfattende
Jeg er træt af at skulle diskutere, hvorvidt remigration er ønskeligt, når vi i stedet burde finde ud af, hvor omfattende den må være, hvis vi skal bevare det danske. For at bevare identitet og folkefærd, er det er vigtigt at sige højt, at vi ikke taler om marginale justeringer, men om nødvendigheden af, at titusinder af mennesker – mennesker uden kulturel tilknytning, uden sproglig forankring, uden loyalitet til det samfund, de lever i – må vende hjem.

Permanent ophold skal afskaffes og tildeling af asyl stoppes helt. Danmark skal ikke være en nødløsning for verden. Ophold her skal være midlertidigt - ikke med udgangspunkt i asyl, men med åbenhed for vidensudveksling - og betinget af krav om selvforsørgelse og loyalitet.

Statsborgerskab ved fødslen skal fjernes som grundlæggende rettighed for tilflyttere og deres efterkommere, og alene tilkendes individuelt gennem anpart i slægtskabet. Allerede tildelte statsborgerskaber bør revurderes - rettigheder, der er givet ved lov, kan også fratages ved lov.

Kriminelle udlændinge skal ud
Kriminelle udlændinge skal udvises uden undtagelse. De, der lever år efter år i passiv afstand til det danske, skal sendes hjem. Sociale ydelser skal udfases for udlændinge - sociale ydelser i Danmark bør alene tilfalde danske statsborgere. Moskéer, islamiske friskoler, og fremmede parallelinstitutioner - uanset hvilken livsverden de måtte bære - skal ikke længere kunne modtage udenlandsk finansiering og skal underlægges fuld offentlig kontrol.

Det skal ikke være muligt at prædike, undervise eller forme unge mennesker, til en livsverden som er fremmed for vores.

Det skal ikke være nemt at leve i opposition til det danske. Tværtimod, det må gerne være ubehageligt. Den, der afviser det danske, og ikke har anpart i vores kontinuitet, uanset baggrund, skal ikke nyde samme rettigheder og goder.

Et folk, der vil overleve, må sætte navn på sig selv
De, der føler sig ramt, er ikke forkerte mennesker, men de hører ikke hjemme her. Derfor skal vi hjælpe dem aktivt – med en målrettet og velfinansieret repatrieringspolitik, så de kan vende hjem til et sted, hvor deres livsform hører hjemme. Dette kan oplagt finansieres af målrettede afgifter og skatter, eksempelvis på halalprodukter og remissioner til hjemlandet.

Et folk, der vil overleve, kan ikke gøre det med forbehold. Det må sætte navn på sig selv – og grænse for det, der står udenfor. Det, der ikke kan eller vil indoptages i det danske, må fjernes fra det. Ikke som straf, men som strukturel nødvendighed.

Danmark skal ikke være tilgængeligt for alle, men tilhøre dem, der er bundet til det med sprog, arv og loyalitet. Alt andet er ikke tolerance – det er selvophævelse forklædt som dyd, og den slags fører ikke til mangfoldighed, men til udslettelse.