Artikel

22.03.23

Regeringen afviser forslag om ligestilling af voldsofre

Stort flertal i Folketinget vil stemme imod forslag om, at mænd ramt af partnervold får samme rettigheder som kvinderne. Vi må løse det på en anden måde, siger minister for ligestilling.

“De andre partier er da ikke imod ligestilling … er I?” spurgte Nye Borgerliges Kim Edberg Andersen retorisk i Folketingssalen, da han tirsdag aften præsenterede sit forslag om at ligestille ofre for partnervold og give begge køn samme retskrav på hjælp ifølge serviceloven.

Er du en kvinde, der bliver udsat for vold i dit parforhold, kan du forvente, at kommunen hjælper dig med et midlertidigt opholdssted. Men ifølge den gældende lovgivning er der ikke lignende muligheder til mænd i samme situation. 

Ligestillingsminister Marie Bjerre (V) vil gerne være med til at slå et slag for ligestilling og for mandlige voldsofre, sagde hun i Salen. Alligevel vil hun ikke være med til at gøre det med Nye Borgerliges forslag, og det er der flere grunde til. 

“Først og fremmest at indførslen af et nyt tilbud vil medføre varige merudgifter, som forslagsstillerne ikke anviser finansiering til,” sagde ministeren og tilføjede, at der også er generel forskel på kvinder og mænd i forhold til partnervold. 

“Kønsforskellene kan betyde, at de tilbud, vi har til kvinder, ikke nødvendigvis passer til mænd,” sagde Marie Bjerre, blandt andet med henvisning til at flere kvinder end mænd bliver udsat for vold og for partnerdrab. 

Det er stadig diskrimination, og det er stadig uretfærdigt, og vold er stadig vold, protesterede Kim Edberg Andersen. 

Nye Borgerliges ordfører mindede om, at loven ikke kun indebærer forskelsbehandling på mænd og kvinder, men også i forhold til de voldsramtes børn. Hvis far får tæsk af mor, har han ikke samme adgang til at tage børnene under armen og få hjælp, som hans kone ville have i den modsatte situation.

Ligestillingsministeren gentog, at hun har forståelse for den grundlæggende holdning, der ligger bag forslaget. Marie Bjerres eget parti, Venstre, har tidligere været positivt indstillet for lignende forslag, der heller ikke er blevet til noget. 

Ministeren var påpasselig med at garantere noget, men hun håber at have en handlingsplan i stand inden sommeren 2023, hvilket skabte en smule optimisme i Folketingssalen, hvor dette tema efterhånden er blevet vendt flere gange. Det skal dog være en anden model, der ikke risikerer at gå ud over kvindekrisecentrene, understreger Marie Bjerre.

Den manglende finansiering i forslaget blev også påpeget af flere andre partiers ordførere, blandt andet af Liberal Alliances Sólbjørg Jakobsen.

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter