Artikel

03.08.22

Spidskandidat fra Nye Borgerlige trækker sig: “Vil ikke længere være i centrum for drama”

Intern utilfredshed over Nye Borgerliges topstyring i udvælgelsen af spidskandidater får nu spidskandidaten i Københavns Omegn, Vibeke Molise Rigmor Nibe, til at trække sig. Partiet ændrer praksis, og det kan have stor betydning for, hvem der skal tegne partiet til det nært forestående valg.
Fotograf: Asger Garde
Fotograf: Asger Garde

Nye Borgerliges spidskandidat i Københavns Omegn, Vibeke Molise Rigmor Nibe, har trukket sig som spidskandidat. Det skriver hun i et opslag på Facebook.

I opslaget forklarer hun sine Facebook-venner, at det skyldes, at det har skabt “intern vrede fra en del af baglandet,” samt at det “på ulykkeligvis for partiet har medført en del intern uro”, at hun blev udvalgt som spidskandidat af hovedbestyrelsen i foråret.

Flere personer i baglandet fortæller til Kontrast, at det er kulminationen på en intern utilfredshed med, at hovedbestyrelsen i flere tilfælde har hentet spidskandidater ind i partiet hen over hovedet på medlemmerne og lokalforeningerne, herunder Vibeke Molise, som nu har trukket sig.

Vibeke Molise fortæller til Kontrast, at hun ikke ønskede at være årsag til konflikt mellem baglandet og ledelsen, at hun fortsætter som menigt medlem, og hun ønsker partiet alt held og lykke.

Den utilfredshed, der har været med udvælgelsen af spidskandidater, som nu har fået Vibeke Molise til at trække sig, har ifølge personer, Kontrast har talt med, haft som konsekvens, at Nye Borgerlige nu ændrer retningslinjerne for opstilling af spidskandidater. Søndag 7. august får medlemmerne nu selv mulighed for at vælge deres spidskandidater.

Det forventes, at opbakningen til flere af de nuværende spidskandidater vil blive trukket, og partiet således ikke kan fortsætte med samme opbakning i baglandet til det hold af spidskandidater, som ellers blev slået stort op i foråret på partiets hjemmeside og sociale medier under overskriften “HOLDET”.

Da Kontrast spørger Pernille Vermund, om hun kan genkende utilfredsheden fra baglandet med den topstyring, der har været i udvælgelsen af spidskandidater, forklarer hun, at der i alle partier altid vil være intern konkurrence om kandidaturer, og det derfor også giver god mening at lade medlemmerne få mere indflydelse på valget af spidskandidater. Særligt når medlemsfremgangen har været så stor, siden partiet kom i Folketinget.

“Vi skrev vedtægterne helt tilbage da partiet startede, hvor vi var nødsaget til at holde hånd i hanke med, hvem der blev opstillet. Siden har vi haft en enorm medlemsfremgang, og derfor giver det også god mening, at medlemmerne nu skal stemme om, hvem der skal være spidskandidat i deres egen kreds,” siger hun.

Decentralisering og styrket lokaldemokrati har længe været blandt partiets mærkesager. På den baggrund er det ifølge Pernille Vermund en naturlig forlængelse, at medlemmerne nu skal stemme om, hvem de vil have som spidskandidater.

“Det er jo sådan, et demokrati fungerer. Man konkurrerer imod hinanden internt om kandidaturer, ligesom man konkurrerer imod kandidater fra andre partier til et valg, og så må medlemmerne vælge,” afslutter hun.

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter