Den 15. juni fik Danmark en ny tænketank med navnet Prospekt og en ambition om at sætte “emner som etik, politisk polarisering, medborgerskab og dannelse i centrum”.
Men har Danmark virkelig brug for endnu en tænketank?
“Det er ikke, fordi der mangler tænketanke,” medgiver Prospekts direktør, Søren Peter Hansen, der er tidligere præst samt medlem af Etisk Råd og nuværende direktør for Folkeligt Oplysningsforbund i Aarhus:
“Men ser man rundt i landskabet, har de fleste en samfundsøkonomisk agenda som Kraka, CEPOS og Arbejdsbevægelsens Erhvervsråd. Der er derfor et tomrum for noget, som har en lidt mere etisk og værdimæssig dimension, og det vil vi gerne udfylde med Prospekt.”
Derfor kommer det også til at være andre spørgsmål end topskattesænkning og arbejdsudbudsreformer, som Prospekt kommer til at sætte fokus på.
“Blandt andet forbereder vi en analyse, som skal redegøre for argumenterne for og imod aktiv dødshjælp, og som udkommer efter sommerferien,” siger Søren Peter Hansen og fortæller, at tænketanken også kommer til at blande sig i debatten om en mulig flytning af abortgrænsen. Og det kommer næppe til at være med støtte til en forhøjelse af grænsen fra de nuværende 12 uger, fornemmer man på direktøren:
“Jeg vil sige, for egen regning, og jeg svinger jo nok i nogen grad taktstokken, at abortgrænsen skal blive, hvor den er. Det mente jeg også, da jeg sad i Etisk Råd, ligesom jeg var imod en legalisering af aktiv dødshjælp,” siger Søren Peter Hansen.
Et andet område, som Prospekt kommer til at fokusere på, er familien og de rammer, som samfundet skaber om den.
“Det er med familien som ramme, at mennesker bliver formet og udvikler deres egen egen etik. Det er her, man tager livtag med tilværelsen til at begynde med,” siger Søren Peter Hansen og tilføjer:
“Familien er således det fælles fundament, og derfor mener jeg, at det er på tide med mere opmærksomhed her. I vor tid får danskerne stadig færre børn, og det kan der være mange grunde til. Men det må ikke blive sådan, at staten lægger hindringer i vejen. Der skal være reelle muligheder for familierne, og det vil vi helt sikkert gerne sætte på dagsordenen.”
Ud fra de emner, som du nævner her, og også personkredsen bag, hvor blandt andet den tidligere konservative partiformand Lars Barfoed er i bestyrelsen, så virker det som et ganske borgerligt, måske endda konservativt projekt?
“Der er ingen tvivl om, at vi ser os selv som en borgerlig tænketank, selvom Prospekt er politisk og ideologisk uafhængig. Det ville være at stikke folk blår i øjnene, hvis vi ikke vedkendte os at være kulturkonservative. Vores værdimæssige udgangspunkt er det, man kan kalde den vestlige civilisations søjler fra henholdsvis Athen, Jerusalem og Rom, og vores værdipolitiske udgangspunkt er centrum-højre.”
Tilbage til fælles folkelighed
Også forfatter og debattør Christian Egander Skov, der tidligere på året modtog Weekendavisens litteraturpris for sin bog anmelderroste bog Borgerlig Krise, er aktiv i tænketanken, hvor han har titel af programleder for medborgerskab og samfundspolitik.
“Et af de projekter, som jeg skal i gang med, er at skrive en ny bog om folkelighed og medborgerskab, hvor jeg ser nærmere på, hvad der binder samfundet sammen, og hvilke konkrete fællesskaber vi indgår i,” siger han og fortsætter:
“Mere konkret skal jeg også stå for folkeoplysende arrangementer i både København og Aarhus. Det kommer til at handle om hvordan man genskaber en form for fælles folkelighed mellem elite og folk. Det er særlig mellem det, man kan kalde en urban elite, typisk forstået som den højere middelklasse i de større byer, og så resten af befolkningen, primært arbejderklassen. Hvad er drivkræfterne bag den sociale segregering og splittelse, vi ser, og hvad kan vi gøre ved det.”
Hvad kan vi så gøre ved det?
“En af løsningerne mener jeg er, at en ny sammenhængskraft skal opbygges nedefra via konkrete fællesskaber og med en forståelse af familien som den bærende institution i samfundet.”
Et nyt politisk sprog
Det politiske sprog er et andet fokusområde, som Christian Egander Skov vil give opmærksomhed.
“Jeg anerkender, at det lyder lidt luftigt, men jeg mener, at samtalen om de idéer, der præger os politisk, er ekstremt vigtig. Ved at sætte ord på politiske ideer kan man nemlig være med til at skabe et sprog, som så kan skabe konkret forandring,” siger han og drager en aktuel parallel.
“Det kunne eksempelvis være at lave et retorisk paradigmeskifte for det borgerlige Danmark, som Alex Vanopslagh er lykkedes med i form af sin ‘Du kan godt’-kampagne. Her vil jeg gerne beskæftige mig med, hvordan man får koblet frihed og ansvar sammen, og hvordan man får koblet individ til fællesskab.”
Det lyder, som om en del af det, I planlægger, er meget analytisk og måske ikke så meget rettet mod politikerne i form af eksempelvis forslag til konkret politik?
“I første omgang ligger fokus på analyserne, og ikke så meget policy. Men på længere sigt er det et ønske, at vi får kapacitet til at lave konkrete forslag. Men det er også vigtigt, at understrege, at Prospekt opfatter os selv primært i en folkeoplysende tradition, hvor vores ansigt ikke kun vender mod Christiansborg og det politisk Danmark, men i allerhøjeste grad også ud mod befolkningen,” siger Christian Egander Skov.
Tænketanken Prospekt skiller sig i øvrigt ud fra andre tænketanke ved at have hovedkvarter i Aarhus. I bestyrelsen sidder også byens tidligere konservative viceborgmester, direktør Poul B. Skou.