Debat

29.12.21

”Humanister” og deres usvigelige omsorg for slyngler

Chris Hvidberg: Den nye aftale om kriminelles afsoning i Kosovo er samlet set glimrende. Samtidig har hele debatten om aftalen understreget, hvordan venstrefløj og radikale politikere ikke forsømmer en mulighed for at have ondt af forbrydere.
Radikale Samira Nawa og Enhedslistens Rosa Lund til samråd i Folketingets Retsudvalg. Screenshot fra Folketingets TV.
Radikale Samira Nawa og Enhedslistens Rosa Lund til samråd i Folketingets Retsudvalg. Screenshot fra Folketingets TV.

Du har sikkert allerede hørt om den aftale om Kriminalforsorgen, der medio december blev indgået mellem regeringen, Konservative, Dansk Folkeparti og SF. Du ved, den med afsoningen i Kosovo for udvisningsdømte udlændinge fra ikke-EU-lande. ”Humanisterne” fra støttepartierne Enhedslisten og Radikale Venstre var naturligvis ikke med, for som Rosa Lund så smukt begrundede det:

“Jeg mener simpelthen ikke, vi kan være bekendt at oprette 300 fængselspladser i udlandet (...) Vi har en meget dårlig chance for at holde øje med, at de indsattes rettigheder og menneskerettighederne bliver overholdt.” 

Klart nok. Kriminelle udlændinges rettigheder er også det første, jeg tænker på hver morgen.

Selvfølgelig skal indsatte behandles ordentligt, men fængselsbetjentenes sikkerhed burde være førsteprioritet for enhver ansvarlig politiker. Skarpt forfulgt af andenprioriteten: Vished om, at de dømte inden for en acceptabel tidshorisont nu også afsoner deres straf. Men disse ting er ikke givet, sådan som tingene ser ud i dag. I 2025 kommer vi til at mangle helt op til 1.000 fængselspladser. Desuden gør opsigelser, for lidt mandskab, mere hærdede kriminelle og mere vold, i voldsom grad jobbet som fængselsbetjent udfordrende og opslidende. Og det er dét, Rosa Lund, vi ikke kan være bekendt. 

At sende en bestemt gruppe af kriminelle til afsoning i Kosovo vil lige her og nu afhjælpe et temmelig presserende problem. Det giver 100 % mening. Vi kan jo ikke bare lige selv stampe et kæmpefængsel op inden for et par år. Hvilket ville være nødvendigt, eftersom de indsatte, ifølge en rapport fra Insititut for Menneskerettigheder, faktisk netop risikerer at få deres menneskerettigheder krænket, som situationen er lige p.t. Altså, de indsatte, hvis velbefindende ellers ligger Rosa Lund meget på sinde. 

Det er som om, visse dele af venstrefløjen simpelthen har udviklet et aldrig svigtende omsorgsgen for slyngler. Radikales Samira Nawa synger ligeledes med i det ”humanistiske” hylekor: “Men i sidste ende kunne jeg ikke se, hvordan Radikale Venstre skulle være med i en aftale, hvor der oprettes danske fængselspladser i Kosovo!” 

Hun peger i lighed med andre kritikere på, at Norge i 2015 også købte sig til fængselspladser i Holland – med meget begrænset succes. Den norske ombudsmand kunne bl.a. rapportere, at Norges menneskerettighedsforpligtelser ikke blev overholdt, og denne praksis blev derfor lukket ned. 

Men i modsætning til Norges udenlandske fængselseventyr lever Danmark fuldt ud op til sine forpligtelser. Som der står på side 2 i aftalen: ”Afsoning i fængslet i partner-landet vil ske under danske straffuldbyrdelsesregler og inden for rammerne af Danmarks internationale forpligtelser.” Det er ikke nogen garanti for, at regler aldrig vil blive overtrådt, men med dette udgangspunkt må det forventes at være undtagelsen.

I hylekoret finder man ud over Lund og Nawa også forsvarsadvokat Mette Grith Stage, der har gjort en karriere ud af at forsvare afskum i de danske retssale. Hun er stærkt bekymret over risikoen for, at de udvisningsdømte banditter mister kontakten til deres familie, når der afsones så langt væk – altså mere bekymret end for fængselsbetjentenes ve og vel, må man antage. Det er den skambrugte artikel 8 om retten til respekt for privatliv og familieliv i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, hun refererer til. 

Men ifølge direktør for Institut for Menneskerettigheder Louise Holck er det ikke givet, at der skal være tale om fysiske besøg for ikke at komme på kant med konventionen. Der kan for eksempel i stedet være tale om videochats over Skype. I P1 Debat forklarede hun, at det afhænger af en konkret vurdering i hver enkelt situation. Lyt selv her fra 36:02. Man kan altså ikke bare automatisk affærdige afsoning i Kosovo som værende en rettigheds-no-go. Desuden er det de kriminelle uden børn, der først ryger til Kosovo. Er der plads, bliver der først herefter ”fyldt op” med kriminelle med børn, så der er taget et vist hensyn.

Hvis et barn (eller anden nærtstående) i Danmark skal besøge sin kriminelle forælder i Kosovo, er det grundet internationale forpligtelser muligt at søge om økonomisk transportstøtte. At danske statsborgere skal finansiere den slags, irriterer mig i en grad, så jeg næsten hyperventilerer. Vi finansierer jo heller ikke fraskilte, ikke-kriminelle, borgere med dårlig privatøkonomi, så de kan se deres børn, hvis de bor i den anden ende af af landet. Og hvad nu hvis en udlænding med et barn i sit hjemland rent hypotetisk afsoner sin straf i Danmark? Skal Danmark så også finansiere barnets transport her til landet for at besøge sin kriminelle forælder? Det er jo en absurd tanke. 

I forlængelse af dette et mere principielt spørgsmål: Bør man som kriminel i Danmark have ret til at afsone i her i landet? Næh, for min skyld kunne kriminelle afsone på månen eller i en tank på bunden af Marianergraven (selvfølgelig forudsat, at der opretholdes muligheden for resocialisering og undervisning, som ikke-udvisningsdømte kriminelle har ret til). 

Men professor i kriminologi på Syddansk Universitetscenter Linda Kjær Minke, der i øvrigt også er med i det ”humanistiske” hylekor, er derimod betænkelig, hvis der bliver tale om tvangsudsendelser. Undskyld mig, men vi taler for fanden da om strafafsoning for forbrydere – ikke om sommerferien skal gå til Lalandia eller Fårup Sommerland. Skal vi nu spørge pænt, om ikke nok de har lyst til at afsone i Kosovo? Sidst jeg tjekkede, var straf stadig at betragte som tvang, eftersom de færreste kriminelle frivilligt går fløjtende i gadedrengehop ind i deres fængelsceller. 

En kriminel har sat sig selv uden for samfundet og må derfor tage den straf, som den lovgivende og dømmende magt vedtager. Og hvis de i skøn forening vedtager, at en afsoning kan ske i udlandet, er det bare ærgerligt, Sonny Boy. For en strafudmåling og dertilhørende afsoning er ikke en eller anden demokratisk seance i en rundkreds, hvor den dømte også har en afgørende stemme. Det bør derfor ikke være muligt at påberåbe sig en ret til at afsone indenfor landets grænser.

Afslutningsvis skal det nævnes, at der også er besynderlige ting i aftalen, som man med rette kan kritisere. Fx giver denne passage på side 31 absolut ingen mening: 

”For mange indsatte kan det være udfordrende at vænne sig til livet uden for fængslet, og justeringen skal derfor sikre, at flere indsatte får mulighed for langsomt at tilpasse sig livet uden for murene […] Aftalepartierne er derfor enige om at gøre udstationering i kriminalforsorgens udslusningsfængsler eller i eget hjem med fodlænke til et normalt led i afsoningen for indsatte med en straf på over 6 måneder og forlænge perioden for udstationering, så indsatte kan udstationeres, efter 1/3 af straffen er udstået i indtil otte måneder.”

Herre Jemini, det er jo det rene vås, at man med en straf på blot 7 måneder skulle være så udfordret i tilvænningen ”til livet udenfor murerne”, at man nu skal kunne afsone en større del af straffen end hidtil med fodlænke derhjemme. Hvis Nelson Mandela kunne vende tilbage til samfundet efter 27 års fængsel, burde kriminelle i Danmark også kunne gøre det efter 7 måneder. 

Lige så åndssvag er den nedsatte strafnedsættelse (side 9) fra fire til to gange ”normal” straf for svindel med hjælpepakker, med begrundelsen om at der er for få fængselspladser. Uagtet hvad man ellers måtte mene om skærpelsen af straffe for coronarelateret kriminalitet, er det jo en kæmpe falliterklæring.

Skatte- og afgiftsfinansieringen har også været et issue for flere partier, inklusive mit eget. Men på trods af en nedadvendt tommelfinger til aftalen fra disse partier vil jeg gætte på, at de trods alt lever fint med, at den blev gennemført.

Og nå ja, så er der jo også justitsminister Hækkerups strammer-populistiske udmelding om, at Kosovo-delen er ”et klart signal om, at udvisningsdømte udlændinge netop ikke hører hjemme i Danmark”. Skørt, al den stund at intet forhindrer de kriminelle i at vende tilbage til Danmark efter endt afsoning, hvor de så ville kunne opholde sig på et udrejsecenter på tålt ophold.

Men alt i alt en god aftale. Ikke mindst for fængselsbetjentene og for min retsfølelse.

null

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter