Jeg er svært glad for den norske forfatter Geir Gulliksen, af hvis romaner jeg har læst de tre seneste. Jeg har dog ikke fornemmelsen af, at han er udpræget anerkendt, muligvis fordi han primært skriver om parforhold. Men hvis man interesserer sig for etik, har Geir Gulliksen meget at byde på. 

Til Kristeligt Dagblad udtaler han blandt andet, at han har observeret, hvordan tidens selvrealiseringslogik har sneget sig ind i parforholdet. Det sætter forhold under pres, fordi selvrealisering og individualismen står i modsætning til forpligtelsen. Gulliksen må om nogen vide det – han er selv gift for tredje gang og har fem børn med forskellige kvinder. 

I Den jeg skulle blive (da. 2021) møder vi den midaldrende reklamemand Henning, single og plaget af en indre tomhed. Han er netop blevet skilt for anden gang, og snart bliver han også fyret fra sit arbejde. Han lider dertil af en særlig selvmedlidende form for egoisme, der blandt andet gør, at han ikke tænker meget på sine to døtre, som han er ved at miste forbindelsen til. 

Imidlertid fungerer Hennings egoisme kunstnerisk set rigtig godt, idet han konstant betragter sig selv udefra.

”Jeg klædte mig af alene om aftenen, sov alene hele natten, vågnede alene om morgenen. Jeg var begyndt at snakke med mig selv. En midaldrende mand med hår i ørene og fine, hvide flager af skæl på skuldrene, som jeg ikke selv var opmærksom på, fordi jeg ikke havde nogen, der påpegede det eller passede på mig. Jeg var ubeskyttet, og alle kunne se på mig, at jeg måtte klare mig selv, at ingen havde brug for mig.”

Kritik af seriemonogami

Optaget af sin livskrise begynder Henning at eksperimentere med kønsroller og seksualitet – han opgiver kvinder og forsøger sig med mænd i stedet. Selvom plottet er opsigtsvækkende, skal det vise sig at være mindre vigtigt, at Henning begynder at date mænd. Gulliksen er ikke endnu en kønskonstruktivist, men optaget af det eksistentielle - man fornemmer, at det er tomheden i Henning, der driver eksperimenterne. 

Hen imod midten af bogen bliver det tydeligt, at bogen frem for alt er en kritik af seriemonogamiet. Henning gennemgår mentalt alle sine forhold ét for ét. I en scene beskrives det, hvordan han slår op med sin kæreste med noget, der bedst kan beskrives som professionalisme: 

”Jeg gjorde det forbi, som om jeg udførte en betroet opgave på vegne af en anden, der ikke selv kunne være til stede. Da jeg kørte hjem i min mors lille orange bil, var jeg sikkert tilfreds med mig selv.”

Det er en uhyggelig, men sand observation, at det at lukke sit hjerte og gøre det hårdt over for en, man elsker, er en særlig kynisme, som datingkulturen lærer os. Det er også rigtigt set, at det at gå fra et andet menneske giver os følelsen af retning i tilværelsen – altså lige indtil vi bliver konfronteret af vores indre tomhed.

Vi jagter et selv

Analysen i Den jeg skulle blive er ikke, at vi hopper fra den ene til den anden, fordi vi er slaver af vores instinkter. Romanens svar peger ikke på vores skræv, men på noget eksistentielt. Henning minder os om, at det uimodståelige i mødet med en ny partner er muligheden for selv at blive en anden. Når vi jagter forelskelsen, jagter vi med andre ord i virkeligheden selvrealisering.

Det handler ikke om sex, men os selv – at blive et selv. Henning dater mænd og minder om, at i forelskelsens fase synes alt muligt – også at blive den, vi gerne vil være, fri for usikkerheder. Uden at afsløre slutningen synes romanen at pege på, at vi kun kan blive skuffede, når vi forventer, at vores kærlighedsforhold også skal kurere os for vores usikkerhed. Parforholdet er frem for alt en relation, hvor vi giver noget til hinanden. Forventer vi omvendt, at den anden skal gøres os til hele og fuldendte individer, bliver forholdet til et selvrealiseringsprojekt – dømt til at slå fejl.