Sidste år offentliggjorde det videnskabelige tidsskrift The Lancet en stor international undersøgelse af unges klimaangst, og den er dyster læsning. Undersøgelsen omfatter 10.000 unge mellem 16 og 25 år fra 10 lande, og næsten alle (84%) fortæller, at de er klimabekymrede. Omkring 60% føler sig endda "meget” eller "ekstremt” bekymrede over klimaændringer, et stort flertal på 76% mener, at fremtiden er skræmmende, og over halvdelen (56%) mener ligefrem, at menneskeheden er dødsdømt.
Denne overvældende bekymring har drabelige konsekvenser, for et stort flertal af de unge verden over føler sig trist til mode (68%), er bange (68%), føler angst (63%), vrede (58%) og håbløshed (57%). For omkring halvdelen af verdens unge påvirker disse følelser deres liv og dagligdag negativt, og 39% overvejer derfor at fravælge at få børn.
Samtidig har et stort flertal af de unge mistillid til politikerne: 65 % siger, at politikerne svigter ungdommen, og 62 % mener ligefrem, at politikerne lyver.
Det er svært at forestille sig, at dommedagsangsten kan blive meget værre, og dermed også ungdommens manglende tiltro til samfundet og demokratiet. Desværre er det nemt at se, hvor frygten finder sin næring. Det er således blevet helt normalt for journalister og politikere at erklære, at vi befinder os i en klimakrise, ligesom det også er blevet normalt at kalde orkaner, oversvømmelser og andre former for ekstremt vejr for ”klimakatastrofer”.
Det er til gengæld svært at for de samme journalister og politikere at fortælle, hvordan de ved, at vi er i en klimakrise, for det er tilsyneladende noget, alle taler om, men de færreste kan forklare. Derfor bliver det ofte lidt diffus snak, som når prorektor for Syddansk Universitet Sebastian Mernild i Kristeligt Dagblad (18/10 2021) udtaler, at ”for nogle årtier siden var ekstremt vejr et fænomen, der udspillede sig langt væk. I dag er oversvømmelser, orkaner og hedebølger rykket helt tæt på til Europa og Danmark”.
Det er helt i tråd med for eksempel Greenpeace, der også (9/8 2021) begrunder ”klimakrisen” med ekstreme vejrfænomener: ”hedebølge og tørke i Nordamerika, oversvømmelser i Tyskland og Kina, og et Grækenland og Tyrkiet, der i skrivende stund står i flammer”.
Mernild og Greenpeace har ret i, at vi har fået flere hedebølger, hvilket jeg vender tilbage til nedenfor, men de glemmer imidlertid at tilføje, at vi altid har haft oversvømmelser og orkaner. Ekstremt vejr er således ikke noget nyt eller tegn på en klimakrise, men et eksistensvilkår på en planet.
Medieskabt klimakrise
Ordet ”klimakrise” kommer ikke fra videnskaben, for det optræder kun en enkelt gang i den seneste og næsten 4.000 sider lange rapport fra FN’s Klimapanel fra august sidste år. Og ordet bliver kun brugt i forbindelse med en gennemgang af mediernes omtale af klimaændringer, hvor klimapanelet konstaterer, at ”nogle medier” ikke længere bruger neutrale termer som ”klimaændringer” eller ”global opvarmning”, men i stedet benytter udtryk som ”klimakrise” og ”klimanødsituation”. Panelet konstaterer derfor lidt tørt, at de ”specifikke karakteristika ved mediedækningen spiller en stor rolle for klimaforståelsen og -opfattelsen, herunder hvordan IPCC-vurderinger modtages af offentligheden”.
Det havde faktisk været mere korrekt, hvis klimapanelet havde skrevet, at mediedækningen spiller en stor rolle for klimamisforståelsen, for ”klimakrisen” er medieskabt og ikke menneskeskabt.
Således har det offentligt finansierede netmedie Videnskab.dk (3/11 2021) udnævnt den globale opvarmning til ”århundredets helt store krise”. Ifølge mediet overskygger det således verdenskrige, energikriser, fødevarekriser og finanskriser, men ser man på de tilhørende fakta, så består krisen ifølge Videnskab.dk af tre dele:
Globalt er det blevet 1,1 grader varmere siden 1850
I Arktis var havisens minimumsudbredelse i 2020 nede på 3,4 millioner kvadratkilometer, hvor den i 1980'erne var mindst 6 millioner kvadratkilometer
Siden 1880 er vandstanden globalt steget med et sted mellem 20 og 25 cm.
Spørgsmålet er derfor, om en temperaturstigning på 1,1 grad, et minimum i havisen i Arktis og en vandstigning på 25 cm i løbet af 170 år kvalificerer til betegnelsen ”århundredets helt store krise”. Mon ikke mange historikere vil have et andet syn på, hvad der har ændret verden mest de sidste 170 år.
Men hvad så med ”klimakatastroferne” eller det fænomen, der tidligere blev kaldt ekstremt vejr? Her konkluderer klimapanelet, at der siden 1950 med stor sandsynlighed er kommet flere varmerekorder og hedebølger, og tilsvarende, at der i samme periode har været færre kulderekorder og kuldebølger, hvilket ikke er overraskende, eftersom den globale temperatur er steget med de nævnte 1,1 grader.
Derudover konkluderer panelet, at der siden 1950 med 50% sandsynlighed er en tendens til flere skybrud, ligesom der med 50% sandsynlighed oftere forekommer vejrforhold, der kan fremme en naturbrand. Endelig er der 50% sandsynlighed for, at der forekommer flere tørkeperioder i jordlagene. Det sidste forhold er lidt teknisk, idet panelet ikke finder, at der er større hyppighed af såkaldte meteorologiske eller hydrologiske tørkeperioder, hvor man måler på mængden af nedbør, længden af regnperioder, tilstrømning af vand med mere.
Den gode nyhed er imidlertid, at klimapanelet ikke har kunnet finde tendenser til flere oversvømmelser, flere tropiske orkaner, flere vinterstorme, flere tordenstorme, flere tornadoer, flere lynnedslag, flere haglbyger og heller ikke mere ekstreme vinde, hvilket vil sige alle slags storme.
Hvis vi derfor holder os til de forhold, hvor klimapanelet med sikkerhed kan konstatere, at vejret er blevet mere ekstremt, så er det alene de hyppigere hedebølger. Det koster menneskeliv, især i fattige lande, hvor mange må arbejde i marken uden adgang til tilstrækkeligt med rent drikkevand eller et godt sundhedssystem. Der dør imidlertid langt flere (og igen især fattige) mennesker på grund af kulde.
Ifølge en anden undersøgelse fra tidsskriftet The Lancet omkommer der årligt 4,5 millioner mennesker på grund af kulde, mens antallet af varmedødsfald er langt mindre med omkring 600.000. Fra 2000 til 2019 er det årlige dødstal på grund af kulde faldet med cirka 280.000, mens det årlige antal dødsfald grund af varme er steget med langt mindre, nemlig omkring 115.000. Så de stigende temperaturer har – og sikkert til stor overraskelse for Greenpeace og andre - samlet set betydet færre dødsfald på grund af ekstreme temperaturer. Det betyder ikke, at den gunstige udvikling vil fortsætte uanset fremtidige temperaturændringer, men det kan ikke kaldes et tegn på en klimakrise.
Ser vi på det samlede antal årlige dødsfald på grund af oversvømmelser, orkaner og andre former for ekstremt vejr, så har tallet i mange år ligget på omkring 10.000 mennesker årligt, og den gode nyhed er, at det er en dramatisk nedgang de sidste hundrede år, hvor lå på en halv million dødsfald om året. Det store fald skyldes ikke bedre vejr, men at vi er blevet rigere og bedre til at beskytte os mod naturens luner. Til sammenligning omkommer der årligt 1,5 millioner i trafikken, som derfor burde give anledning til langt større bekymring, for chancen for at dø på grund af ekstremt vejr er nærmest mikroskopisk. Igen er det svært at finde argumenter for, at ekstremt vejr berettiger til at tale om en klimakrise.
Fremtidsfrygt og forkerte scenarier
Årsagen til den voldsomme klimaangst hos unge mennesker kan således ikke skyldes de faktiske klimaændringer eller klimaets reelle tilstand, og den må derfor skyldes en frygt for fremtiden. Som nævnt tidligere tror over halvdelen af unge mennesker, at menneskeden er dødsdømt, og selvom medierne igen har et ansvar for misinformationen, kan man ikke frikende videnskaben et medansvar.
Hvordan fremtidens klima vil se ud, afhænger helt af, hvilket scenarie man lægger til grund for prognosen. Her er der nok at vælge imellem, men vælger vi det pessimistiske ”business as usual”-scenarie (SSP2-4.5), der fremskriver den nuværende politik, men uden yderligere klimatiltag, så vil temperaturen om en generation (omkring år 2050) være steget med en grad i forhold til i dag. Ved århundredets udgang, når alle de unge fra undersøgelsen er omkring 100 år, vil den være steget med cirka halvanden grad i forhold til i dag.
De fleste vil nok ikke hæfte sig ved en temperaturstigning på halvanden grad, men vil hellere vide, hvad konsekvenserne er. Det vil for eksempel være, at vandstanden år 2050 er steget med 15 centimeter og ved århundredets udgang med omkring en halv meter i forhold til i dag. For mange lavtliggende områder kan selv en halv meter godt være et problem, og det kan betyde, at de skal bruge ressourcer på at beskytte kysterne mod erosion, for eksempel ved at bevare eller genskabe mangroveskove eller ved at bygge diger.
I år 2100 viser klimamodeller baseret på SSP2-4.5-scenariet desuden, at den globale nedbør er steget med 4-5%. Modellerne er ikke enige om, hvordan den ekstra nedbør fordeler sig, men der er en tendens til, at det især regner mere over landjorden ved høje breddegrader på den nordlige halvkugle, mens det regner mindre over havet. Monsunregnen i Asien vil stige med mellem 5 og 10%, og hyppigheden af skybrud vil være det dobbelte af i dag, mens der i år 2100 i dele af Middelhavsområdet, Brasilien og Mozambique vil være mellem 8 og 16 flere dage om året, hvor det ikke regner. I år 2100 vil havisen i Arktis i marts måned være 15% mindre end i dag, mens den i september måned, vil være faldet med 85%. Der vil således fortsat være masser af is i Arktis om vinteren, men det vil være tæt isfrit om sommeren år 2100.
Når det gælder fremtidige oversvømmelser, er modellerne ikke til megen hjælp, for de har svært nok ved bare at reproducere oversvømmelser i nutiden, og det samme gælder for orkaner. Modellerne tyder dog på, at der i et varmere klima vil opstå lidt færre orkaner, men at de til gengæld vil være lidt kraftigere med vindhastigheder, der er 5% højere.
Man kan diskutere, hvor stort et problem 5% mere nedbør og 5% kraftigere orkaner vil udgøre i år 2100, men det er indiskutabelt ikke i nærheden af at betyde menneskehedens undergang.
Det betyder ikke, at fremtidige klimaændringer er ligegyldige, eller at vi ikke skal gøre noget for at modvirke dem eller tilpasse os til dem. Men det betyder, at klimaændringer er et problem, der skal imødegås og prioriteres sammen med andre globale problemer såsom overbefolkning, overforbrug, forurening, naturødelæggelser, pandemier, sult og fattigdom.
Men hvor kommer så skrækscenarierne fra? De kommer fra scenarier, som ganske enkelt ikke kan lade sig gøre, men som forskerne alligevel regner på.
Det er for eksempel konstrueret et ekstremt scenarie, som hedder SSP5-8.5, og som forudsætter, at det gennemsnitlige forbrug af kul per indbygger på Jorden vil blive seksdoblet. Hvis det skal realiseres, skal vi erstatte olie og gas med kul samt bygge i titusindvis af kulkraftværker i resten af dette århundrede. Det kommer ikke til at ske, men derfor kan man naturligvis godt af ren akademisk interesse regne på det, ligesom man kan regne på, hvad der vil ske med trafikken, hvis antallet af biler per indbygger i Danmark blev seksdoblet. Det sidste ville i så fald betyde, at der var langt flere biler end der er danskere, og derfor ville ikke være fornuftigt, hvis vi begyndte at bygge nye veje og broer ud fra en urealistisk prognose om en seksdobling af trafikken.
FNs Klimapanel formulerer sig i diplomatiske vendinger, og konkluderer blot, at SSP5-8.5-scenariet har ”lav sandsynlighed”. Alligevel har tusindvis af videnskabelige artikler brugt det urealistiske scenarie i deres modelberegninger, og som ender med drastiske temperatur- og havstigninger. Hvad der er værre, så har de også produceret prognoser for fremtidige klimaændringers påvirkning af mennesker, økonomi og miljø, som er betydeligt mere ekstreme, end hvis de var baseret på den reelle forståelse af fremtidige emissioner.
Igennem årtier er disse usandsynlige fremskrivninger af apokalyptiske klimascenarier blevet promoveret i universiteternes pressemeddelelser og derefter forstærket af ukritiske medier. Det er derfor ikke overraskende, at et flertal af verdens unge nu tror, at de står over for en global katastrofe, hvor menneskeheden vil uddø under ekstreme begivenheder i form af vilde orkaner, konstant tørke eller voldsomme oversvømmelser.
Selvom forskerne har et medansvar, så har medierne hovedansvaret for, at en stor del af vore unge nu lider under en helt irrationel klimaangst, som direkte forringer deres tilværelse og endda får mange unge til at overveje ikke at sætte børn i verden. Det er ekstra tragisk, fordi FN forudsiger, at verden i år 2100 vil være mellem fire og fem gange mere velstående end i dag.
Verden vil i fremtiden blive meget rigere end i dag, og det vil sætte os i stand til langt bedre at imødegå de globale udfordringer, herunder også klimaændringer. Og nutidens ungdom har al mulig grund til at glæde sig over, at de har udsigt til levevilkår, der kun vil blive endnu bedre end for de generationer, der kom før dem.
