I øjeblikket gennemlever vi, hvad iagttagere kalder den farligste geopolitiske krise siden 2. verdenskrig. Rusland har samlet en enorm militærstyrke langs sin grænse til Ukraine og truer med at udløse en invasion af landet.
Mens den vestlige verden er chokeret over Putins trusler, er ukrainerne det ikke. De har levet med krig i otte år, som har kostet omkring 14.000 menneskeliv og tvunget mere end to millioner ukrainere til at flygte fra deres hjem. Krig er desværre blevet normaliseret og noget, man har lært at leve med. Men eskaleringen betyder, at store dele af befolkningen, der bor tæt på den russiske grænse, må have de vigtigste dokumenter på sig og begynde at lagre mad, tændstikker, varmt tøj og brændstof for at være forberedte på det værste.
Rusland besætter nu omkring syv procent af Ukraine. Putin lægger ikke skjul på sine ambitioner om at underlægge sig hele landet, mens hans regime arbejder ihærdigt på at destabilisere og splitte det med militær aggression og propaganda.
Det faktum, at så meget af Ukraine er forblevet samlet og intakt, på trods af Ruslands beregnende planer, vidner om tapperheden hos de ukrainske væbnede styrker og frivillige forsvarere og om nationens styrke. Historien om, at mange ukrainere går med ønsket om, at Ukraine skal blive forenet med Rusland, er endnu en af Putins falske fortællinger. Ukrainere har derimod ønsket om at være et uafhængigt land med beskyttede frihedsrettigheder og at være en del af den liberale verdensorden.
Ukrainerne forstår, at den russiske aggression er en del af en langsigtet plan. Uanset hvad konsekvensen af de diplomatiske forhandlinger bliver, forbliver det strategiske fokus det samme: Rusland udgør en eksistentiel trussel mod Ukraine, som ikke kommer til at forsvinde i den nærmeste fremtid. Så længe Ukraine eksisterer som en demokratisk stat, der ikke er direkte kontrolleret af Moskva, vil landet konstant være truet.
Den vestlige verden skal forstå, at Rusland ikke vil blive afskrækket af udsigten til økonomiske sanktioner. Putin er motiveret af drømmen om at genoprette Ruslands storhed og fratage Ukraine en identitet som en uafhængig, suveræn nation. For så vidt angår Putin, kan Ukraine ikke eksistere som et separat land, fordi ukrainere og russere er “et folk”. Denne fortælling er dybt forankret i hele den russiske befolkning, og den trumfer enhver potentiel økonomisk vanskelighed, som kan blive påført Ruslands befolkning.
Putin træder på 40 millioner ukrainske borgeres ønsker og drømme. Han betragter Ukraines tilbagevenden til den russiske indflydelsessfære som sin vigtigste opgave. Han er drevet af et ønske om at rehabilitere den totalitære fortid og legitimere den autoritære nutid. Putin har aldrig accepteret ukrainsk uafhængighed og betragter fortsat landet som kun delvist suverænt. Her står annekteringen af Krim tilbage som et eksempel på dette.
Ukrainere forstår, at kun de vil forsvare Ukraine. Der er en taknemmelighed for den militære bistand, økonomisk hjælp og diplomatiske bestræbelser på at begrænse Ruslands invasion, som Ukraine har modtaget af landets internationale partnere.
Men der er også en erkendelse af, at konflikten med Rusland er uundgåelig. Der er derfor ingen forventning om, at andre lande kæmper for dem. Ukrainere føler sig forpligtede til at forsvare deres eget land. Af den grund har tusindvis af unge mænd og kvinder frivilligt meldt sig til taktiske forsvarsøvelser – de såkaldte weekendkrigere. En forsvarsenhed af civile, der træner med trærekvisitter i stedet for rigtige våben. På denne måde har alle mulighed for at kunne forsvare sig og være parate i tilfælde af en invasion.
Da Rusland invaderede i 2014, stod de over for et uerfarent militær og en svag modstand. Men efter otte år med krig har en stor del af lokalbefolkningen erfaring fra frontlinjen i Donbass-regionen og er psykologisk forberedte til kamp i tilfælde af en invasion. Det ændrer ikke på, at Ukraine er David mod Goliat.
Ukraine har demonstreret, at landet ikke er parat til at afgive sin uafhængighed. Ukrainerne er dedikerede til at forsvare deres land og, endnu vigtigere, deres frihed. De har valgt en demokratisk og europæisk fremtid. Indtil Putin accepterer det valg, vil truslen om krig fortsætte med at hænge over Ukraine.
Samtidig vil Putin aldrig opgive sin vision om et rekonstruere et russisk imperium. I hans øjne er selve Ukraines eksistens, som et uafhængigt europæisk demokrati, en utålelig provokation. Bemærk, at Putin retter alle disse krav mod USA og NATO, ikke Ukraine. Ukraine er de facto blevet frataget sin rettighed i diskussioner om sin egen fremtid. Og alligevel forventes landet tilsyneladende at måtte kæmpe for at forsvare sig selv.
