Protesterne mod Kinas coronapolitik sætter præsident Xi Jinping under pres.
Men hvorvidt han vil slå meget hårdt ned på protesterne eller i højere grad håbe, at de går i sig selv, er et spørgsmål, der deler de internationale medier og analytikere.
Britiske The Guardians diplomatiske redaktør, Patrick Wintour, mener, at det er usandsynligt, at Xi vil tolerere uroen.
Præsidenten vil formentlig se protesterne som en udfordring af "ikke blot sin coronapolitik, men også den kollektivistiske kommunistiske ideologi", vurderer Wintour.
- Forvent uanset hvad at se de skånselsløse metoder, som blev anvendt i Hongkong, i brug på fastlandet, skriver han.
Andre analytikere er mere usikre på Xis reaktion.
For eksempel bliver der stillet spørgsmålstegn ved, om demonstrationerne har nået et omfang, der kan retfærdiggøre en meget hårdhændet indgriben.
Der hersker fortsat en del usikkerhed om omfanget. Ifølge nyhedsbureauet AP har der i mindst otte byer søndag været problemer med at holde demonstrationer nede. Omkring 300 demonstranter var på gaden i Shanghai lørdag.
For mediet ABC News beskriver Karson Yiu, som er chef for mediets Beijing-kontor, at præsidenten har et problem, da store dele af Kina ikke har opnået samme immunitet over for coronavirus som mange andre dele af verden.
- Det er fortsat et spørgsmål, hvad der vil skabe mest ustabilitet: At slække (på restriktionerne, red.) og skabe en coronabølge med op til hundredtusindvis af døde (...) eller at tolerere de endnu sporadiske og uorganiserede protester på tværs af landet, skriver han.
Politolog Ian Chong, som er tilknyttet National University of Singapore, udtaler til Deutsche Welle, at myndighederne lader til at være blevet overraskede over protesterne.
- Jeg går ud fra, at der er en mulighed for, at der bliver slået hårdt ned, hvis det fortsætter, siger Chong og hæfter sig ved, at regeringen under Xi tidligere har udvist ganske lille tolerance over for protester.
Til BBC siger Ho-fung Ho, som er en amerikanskbaseret sociolog ved Johns Hopkins University, at det er den "første alvorlige test af Xis fuldstændig autokratiske styre".
- Hvordan det bliver løst, vil have varige konsekvenser for Kinas politik og økonomi i de kommende år, siger han til det britiske medie.
Kilde: /ritzau/