Moderaternes politiske leder og den tidligere statsminister, Lars Løkke Rasmussen, er skeptisk over for at lægge for meget i meningsmålinger.
Tirsdag formiddag ankom han med sin kone, Sólrun Løkke Rasmussen, under armen for at afgive sin stemme til folketingsvalget. Det skete på Nyboder Skole i København.
- Jeg har været med længe nok til at vide, at det ikke er sikkert, at meningsmålingerne stemmer.
- Jeg tror, det bliver tæt, og hver enkelt stemmer kommer til at tælle, siger han.
Det er første gang, at Moderaterne er på stemmesedlen ved et valg.
Foran stemmelokalet på Nyboder Skole var det tydeligt, at den tidligere statsminister er ombejlet. Folkeskoleelever puffede til både hinanden og den fremmødte presse for at få et glimt af Løkke.
Under valgkampen har partiet med hastig fart bevæget sig fra målinger i nærheden af spærregrænsen til opbakning på over ti procent i målinger tæt på valget.
Desuden ser hverken rød eller blå blok ud til at kunne danne flertal uden Moderaterne, der i det tilfælde kan få den ønskede position som kongemager.
Skulle der alligevel komme et rødt flertal efter valget, så regner Lars Løkke Rasmussen med, at statsminister Mette Frederiksen (S) - selv om hun har meldt ud, at hun går efter en regering over midten - kommer på nye tanker.
- Kommer der et rødt flertal, tror jeg, at Mette Frederiksen efter lidt skueproces falder tilbage i ambitionen om en lille socialdemokratisk etpartiregering, siger han.
Lars Løkke har under valgkampen gjort sig bemærket ved som den eneste ikke at ville pege på en statsministerkandidat.
Partiet blev stiftet på ideen om en regering over midten, og Løkke har konsekvent insisteret på "at pege på noget og ikke på nogen".
Det har under valgkampen fået både politikere og politiske kommentatorer til at spekulere i, om Løkke ville pege på sig selv som statsminister.
Der forholder han sig heller ikke til tirsdag formiddag, men han forsikre dog, at Moderaterne kan stille med kompetente ministre, hvis muligheden byder sig efter valget.
- Vi har lagt meget vægt på, at vores kandidater kommer fra "det virkelige liv". De kommer eksempelvis fra et arbejde som jurist eller fra et job i sundhedssektoren.
- De får nok en opgave med at vænne sig til at komme ind i Folketinget, men jeg mener, at de kommer med en masse ballast, siger Lars Løkke Rasmussen.
Kilde: /ritzau/