Forleden eksploderede kommentartrådene på de sociale medier. Anledningen var, at Sara Bovin, en Palæstina-aktivistisk journalist, havde skrevet et yderst aggressivt opslag. Her gennemheglede hun mellemøstekspert Jotam Confino for at indlede et samarbejde med Naser Khader omkring sidstnævntes rejsebureau Palmyra Kulturrejser.

Det lykkedes her Sara Bovin at gentage de MeToo-beskyldninger, som i sin tid blev sendt afsted mod Khader, og som endte med at koste ham hans politiske karriere. På ny afleverede hun sin svada uden skyggen af beviser. Forskellen fra dengang og nu er, at vi i dag har indledt et folkeligt funderet opgør med de overgreb, som MeToo-bevægelsen har begået mod mænd og drenge. Et opgør, som Kontrast herhjemme har stillet sig i spidsen for.

Hvor det før – stik imod al sund fornuft og rimelighed – hed ”believe all women”, så skal det fra nu af hedde: Hvis ikke du kan dokumentere, at dine anklager er objektivt sande, så pak dine sydfrugter sammen. Ellers er det nemlig dig selv, der bliver afsløret som løgner og justitsmorder og får røven på komedie.

Som det vil være Kontrasts læsere bekendt, har Naser Khader for længst personligt rejst sig efter det karriere- og livsnedbrydende angreb, man forsøgte at rette mod ham. Han driver i dag sit rejsebureau, han læser til præst, han er fellow i den anerkendte internationale tænketank Middle East Forum med base i USA og ikke mindst: Han er en højst uundværlig politisk kommentator i tider, hvor tingene brænder på rundt omkring i verden – fra Gaza til Ukraine.

Derfor er der ingen som helst grund til at ynke ham. Han skal nok klare sig – på trods af MeToo-attentatet mod hans person. Ikke fordi angrebene ikke har været ødelæggende, men fordi han lige siden første gang han trådte offentligt frem har vist, at han nægter at ligge under for voldsmandens veto – eller voldskvindens, som det i dette tilfælde snarere er.

Opslag og kommentarer blev slettet, da sandheden truede
Det er imidlertid af stor vigtighed af hensyn til historieskrivningen og vores samfunds dybere selverkendelse, at sandheden bag en sag som hans blotlægges i fuldt omfang. Den vedrører således ikke kun den specifikke case. Den vedrører mange andre lignende sager – hvilket jeg, der har arbejdet mere med MeToo-sager end nok nogen anden i dette land, gerne vil slå fast.

Sandheden kom ufrivilligt frem i forlængelse af Sara Bovins opslag. For en gangs skyld skete der nemlig ikke det, som plejer at ske, når en af MeToo-partisanerne melder ud på de sociale medier, hvor hele feministkoret står parat til at hylde dem. Tværtimod skete der det stik modsatte: en overvældende del af læserne gik stærkt kritisk og indigneret i rette med Sara Bovin selv i kommentarfeltet.

Og midt i den lange kommentartråd – som sammen med opslaget ikke længe efter blev slettet – kunne man pludselig læse et indlæg fra en person, der tilsyneladende havde et førstehåndskendskab til MeToo-anklagerne mod Khader og måden, de var blevet til på. Til alt held havde vakse observatører nået at tage screenshots af både kommentaren og Bovin-opslaget, inden det hele hu-hej blev fjernet. Kontrast kan derfor bringe kommentaren her – med behørig anonymisering naturligvis:

• ”Nu er det sådan, at en af de kvinder, som stod frem (med anklager om seksuelt krænkende adfærd mod Naser Khader, red.) er min søsters datter, altså min niece….Jeg husker udmærket, at både min niece og hendes veninder, som også hang ud med muslimer aftalte at få Naser Khader i en fælde, fordi han ifølge deres muslimske kærester og venner var for åbenmundet.
  Min niece fiskede (narrede) en invitation ud af Naser Khader for at få lov til at besøge ham. Herefter skulle hun så beskylde ham for seksuelle krænkelser, så han politiske liv blev ødelagt. Herefter rullede den ellers med dramatiske løgne fra alle sider, noget min niece sad og fortalte mig og var ved at dø af grin over. Min søn fulgte lidt med i hvad hun foretog sig (de er jo i familie) blev dybt pinligt berørt over hendes ageren på de sociale medier og fortalte mig, at der nærmest pga. hende, hendes veninder og muslimske venner var oprettet forskellige hadegrupper mod Naser Khader og det lykkedes dem også, som planen var at anmelde deres beskidte løgnagtige handlinger…”

Et komplot?
Vi får med mosterens fortælling råt for usødet bekræftet det, som mange af os allerede havde mistanke om. At der bag de spektakulære MeToo-angreb mod Naser Khaders person lurede et decideret komplot – i dette tilfælde endda et komplot, som det efterhånden temmelig skamskudte DR havde en uhyre vigtig andel i. Det vender jeg tilbage til om lidt. Hvordan det så stiller den statsejede mediemastodont i forhold til hele opgøret med MeToo og woke må tiden vise.

Jeg ser her den rygende pistol, som endegyldigt bekræfter, at det aldrig nogensinde for disse nye hardcore-aktivistiske gardister handler om at rette op på uligheder og skævheder i forhold til kvindekønnet. Det har hele tiden udelukkende handlet om på illegitim vis at få sparket en fremtrædende mand ned fra den professionelle og sociale bjergtop, han selv møjsommeligt havde nået gennem hårdt slid.

Og af én eneste grund: han var på ”det andet politiske hold”, som man ikke ønskede at diskutere med, men på udemokratisk vis bare ville have fjernet.

Kvinden bag afsløringen med flere detaljer
Efterfølgende har jeg selv talt med kvinden bag det afslørende indlæg på Sara Bovins Facebook-profil og fået historien bekræftet og uddybet. Kvinden fortalte mig yderligere, at hendes niece havde kontaktet Naser Khader under påskuddet af. at hun ”gerne ville have hjælp med sin muslimske samlever” eller noget i den stil.

Som det er fremgået utallige gange, hjælper Naser Khader gerne beredvilligt folk, der er kommet i en eller anden form for klemme i forhold til islamismen – hvad enten det er mænd, kvinder eller børn – og det blev derfor aftalt, at kvinden skulle kigge forbi hans kontor på Christiansborg - og altså ikke i hans sommerhus, sådan som hun selv på et tidspunkt har beskrevet det. Det bekræfter Naser Khader, som jeg ligeledes har talt med.

Ikke så snart var niecen dog kommet hjem til sig selv, før de forskellige anklager blev kogt sammen til en sand heksebryg i fællesskab med islamist-kammeraterne. Resten er historie. Der blev indledt en dubiøs advokatundersøgelse – som har været optrykt én til én i Weekendavisen, så enhver, der måtte være i tvivl om tvivlsomheden, kan få syn for sagn.

I øvrigt var den med til at danne afsæt for den meget kritiske debat, der siden har været af disse advokatundersøgelser, og som bl.a. har ført til, at en anden MeToo-anklaget, Jes Dorph-Petersen, har fået medhold i retten.

Partiet slog hånden af Naser
Daværende formand for De Konservative Søren Pape Poulsen valgte – som så mange andre ledere i MeToo- og woke-tidehvervet – at slå hånden af Naser Khader en af partiets større politiske profiler. Ligesom Khader også havde været den, der tog langt de fleste af de hårde slagsmål med islamismen.

Han stillede sig altid i skudlinjen, når det gjaldt om at gå imod islamisternes forsøg på i samarbejde med den yderste venstrefløj at æde sig ind på demokrati, klassiske vestlige frihedsrettigheder og klassiske vestlige ligestillingsprincipper.

Naser Khader blev fældet af sit eget parti alene på baggrund af usammenhængende og udokumenterede anklager. Guilt by accusation, som det hedder på nysprog. Det vil sige: en anklage er i sig selv lig med en dom, eftersom alle objektive kriterier er blevet suspenderet og alene oplevelsen af at være blevet krænket gælder.

Her må man så nok tilføje, at alene den konstruerede og iscenesatte oplevelse af krænkethed gælder – jævnfør min tidligere påvisning af affektteoriens betydning i MeToo- og woke-revolutionen.

Feminister og islamister er den værste cocktail
I dette tilfælde er sagen endda – ud over politisk fordækte og anløbne motiver – syltet ind i et mycelium af kriminelle og suspekte personager som den bedrageridømte Hayat Faizi, der står til 12 års udvisning af Danmark. Sådan som jeg vil afdække i en kommende artikel.

Allerede mens sagen stod på forsøgte Naser Khader at forklare flere medier, hvordan det rettelig hang sammen, og at det hele dybest set bundede i en politisk forfølgelse og heksejagt. ”Men ingen ville”, som han har forklaret, ”lytte”. Derudover har han i dag ingen ønsker om at kommentere på sagen, men overlader det til andre at få afsløret til bunds, hvad der lå bag af råddenskab. Han er som sagt selv kommet videre både i sit liv og i sin karriere.

Hvad kan man sige? Feminister og islamister er slemme hver for sig. Når de slår sig sammen, har man den værste cocktail, som tænkes kan.

MeToo-partisanerne fejrede sejren
Dengang blev succesen ovenpå Khader-angrebet fejret højlydt med indbyrdes ros, da angrebet var gennemført og endnu en mand var blevet sendt til tælling på løse, udokumenterede påstande. Som det allerede fremgik af et opslag på Khaders FB-side fra d. 5. september 2021, som ingen medier dog følte sig foranlediget til at bore videre i.

Opslaget rummer to fotos, hvor MeToo-partisanerne sort på hvidt afslører sig selv og deres sammenspisthed. Det første viser den hujende ”alliance”, som Naser Khader selv kalder det, der gratulerer hinanden på en SoMe-tråd – og som samtidig bedyrer, at de overhovedet ikke er ”koordinerede”, hvilket det jo nu er påvist, at det i den grad var.

Som flere måske vil huske var Asmaa Abdol-Hamid den muslimske kvinde, som stillede op for Enhedslisten i 2007, uden at ville/kunne svare klart på spørgsmål om dødsstraf og homoseksualitet, og som så sent som i januar måned blev dømt for æreskrænkelse og bagvaskelse ved Københavns Byret mod førnævnte Jotam Confino.

Yderligere kan det nævnes, at hun har stået i grel politisk opposition til Naser Khader helt tilbage fra Muhammed-krisen, idet hun var talsperson for de 11 muslimske organisationer, der i 2005 politianmeldte Jyllands-Posten for blasfemi og racediskrimination efter publiceringen af karikaturtegningerne af profeten.

DR medspiller i komplottet
Det andet dokumenterer gennem en politirapport fra Fyns Politi, Asmaa Abdol-Hamids arbejdsplads gennem en årrække, det tætte samarbejde, der forinden var foregået mellem den sidenhen svindeldømte storforbryder Hayat Faizi, som har efterstræbt Khader igennem mange år, og journalisten Sofie Rye, som byggede hele sladderhistorien op og fik den til at detonere på den skatteborgerfinansierede aktivistist-station DR.

En indsats for hvilken Sofie Rye i øvrigt sammen med en kollega blev indstillet til Cavlingprisen for af stationens chef for undersøgende journalistik Casper Walbum Høst – der sammen med chefen for dokumentarafdelingen Mikala Krogh – gennem de seneste år har stået for nogle af de mest ideologisk-aktivistiske produkter i medieverdenen.

Begge fotos bekræfter, som Naser Khader selv skriver, hvad han hele tiden har fastholdt. Nemlig at der blandt de såkaldte ”vidner” var to kvinder med relationer til mennesker i indvandrermiljøet, der gennem utallige år havde forsøgt at få ham ned med nakken.

Den ene altså ovenikøbet en nu dømt storforbryder, som DR har brugt som kilde. Mens den anden ”kun” er dømt for bagvaskelse. Forløbet viser lidt om, hvor langt DR er villig til at gå i forhold til at få sin illegitime aktivistiske og formynderiske kampagnejournalistik gennemført. DR finansieres over Finansloven af skatteyderne for at levere objektiv, uvildig journalistisk som kan generere alsidig oplysning og viden til borgerne, hvorudfra disse selv kan drage deres egne – herunder politiske – konklusioner.

Selvopfattelsen hos DR er afsporet og gal
Men sådan ser de højtbetalte DR-chefer det altså ikke. Om Sofie Rye, der i dag arbejder på Ekstra Bladet, hedder det i hendes chef Walbum Høsts begejstrede indstilling af hende til Cavling-prisen 2021, at:

”Med deres grundig arbejde har Sofie Rye og Anders Byskov Svendsen sat nye etiske og journalistiske standarder for, hvordan journalister kan afdække de svære historier om krænkende adfærd fra magtfulde personer”

Vil man have yderligere indsigt i, hvilket højspændt politiseret journalist-miljø, Sofie Rye er udsprunget af, kan man læse interviewet med hende på Medietrend, som tilsyneladende er et centralt samlingssted for tidens konglomerat af MeToo-feminister og folk, der er mere eller mindre forlovet med islamismen – mange af dem tilsyneladende uddannet på medielinjen på SDU, der bl.a. har den af mange venstredrejede medier ofte brugte akademiske ekspert Sten Schaumburg-Müller som fast underviser.

• Fra interviewet på Medietrend: 

• Efter at have fået stafetten overdraget af den forrige interviewperson, Nagieb Khaja, for at være ”en af de dygtigste undersøgende journalister i kongeriget. Især hendes vedholdenhed igennem flere år i forbindelse med afdækningen af Naser Khaders krænkelser har været noget af den bedste journalistik, som er blevet lavet i 2021” giver Rye selv ”stafetten videre til tilrettelægger hos Impact Media Line Ritz. Hun forlod drømmejobbet hos TV 2 i søgen efter en arbejdsgiver, der ville lade hende færdiggøre dokumentaren om netop TV2: MeToo: Sexisme bag skærmen. Ritz er et godt eksempel på en journalist, for hvem historien er vigtigere end karrieren. Disse støbninger kan vi ikke få for mange af så hermed et anerkendende kip med hatten herfra!”

Der kommer et retligt efterspil
Som sagt: Khader selv ligger på ingen måde tilbage i vejgrøften. På trods af, at han hele tiden har stået mere eller mindre alene – modsat den venstreorienterede islamist/feminist-klike, der har det med at rotte sig sammen og angribe i flok. Hvilket viser, at de hele vejen igennem er gjort af det samme primitive stof.

 Naser Khader har i kraft af en ukuelig vilje og et stålsat gåpåmod fuld gang i sin nye karriere som rejsebureau-ejer, foredragsholder, politisk kommentator og analytiker i en klasse for sig, og – muligvis – kommende præst.

 Atter kommer jeg til at understrege, efter have talt med ham, at det ramte både ham og hans familie umenneskeligt hårdt. Som han også fortæller åbent og ærligt om i bogen Vejen. Når han har rejst sig, skyldes det udelukkende én ting: Han vil ikke, som i aldrig nogensinde, ligge under for hverken voldsmændenes eller voldskvindernes veto. Punktum.

 Derfor kommer der også et juridisk efterspil til denne sag for at statuere et eksempel. Han vil have rettens ord for, at det at sende falske anklager afsted i øst og vest faktisk har nogle konsekvenser. Helt præcist oplyser Khader, at ”Sara Bovins injurierende opslag vil få et retsligt efterspil”.

Spørgsmålet er, om der er lige så mange highfives, når de slagne partisaner nu møder hinanden på den sikre vej mod det, man må forvente bliver både et karrieremæssigt og moralsk nulpunkt. På Kontrast har vi i hvert fald vores begrundede tvivl.

 De kan jo så i øvrigt passende tage DR og TV2 – samt de politiserede højere læreanstalter, der for offentlige penge leverer fodsoldater til revolutionen - med sig i faldet. I hvert fald må man sige, at hvis det er den slags ”vedvarende kildearbejde og utrættelige efterprøvning af oplysninger”, der ”sætter den nye etiske og journalistiske standard”, så er de fleste danskere nok hellere foruden.