27.10.22

ECB hæver renten med 0,75 procentpoint for at få bugt med inflationen

Høj inflation i euroområdet tvinger ECB til den anden store rentestigning inden for mindre end to måneder.
Den Europæiske Centralbank (ECB) har hovedkvarter i Frankfurt. På et rentemøde i banken torsdag, blev det besluttet at hæve den ledende rente med 0,75 procentpoint. (Arkivfoto).
Den Europæiske Centralbank (ECB) har hovedkvarter i Frankfurt. På et rentemøde i banken torsdag, blev det besluttet at hæve den ledende rente med 0,75 procentpoint. (Arkivfoto).

Den Europæiske Centralbank (ECB) besluttede torsdag at hæve sin ledende rente med 0,75 procentpoint til 1,5 procentpoint. Det oplyser centralbanken.

Renteforhøjelserne kommer i et forsøg på at dæmpe inflationen, som er høj i en række europæiske lande.

- ECB har nu lavet den tredje meget store renteforhøjelse i streg og har dermed på kort tid løftet renten fra - 0,5 til nu 1,5 procent. Det er ret markant, at man gør det på så kort tid, siger Søren Kristensen, cheføkonom i Sydbank.

Efter flere år med rekordlavt renteniveau hævede ECB i juli renten for første gang siden 2011.

Siden kom endnu en renteforhøjelse i september på 0,75 procentpoint, hvilket var det største rentehop siden 1999. En rekord, der tangeres med torsdagens renteforhøjelse.

- Det er overordnet set en god nyhed, fordi det er den medicin, der skal til for at tøjlet den høje inflation, der gør så ondt på os alle sammen, siger Søren Kristensen.

- På den anden side er det en dårlig nyhed, da det gør det dyrere at låne penge herhjemme i Danmark, fordi vi kommer til at kopiere den renteforhøjelse, tilføjer han.

Danmarks Nationalbank ventes senere torsdag eftermiddag at følge efter med en lige så stor rentestigning.

Det er den fortsatte høje inflation i euroområdet, der tvinger ECB til at hæve renten.

Forbrugerpriserne i de 27 EU-lande var i september 10,9 procent højere end i samme måned sidste år. Det viser et EU-harmoniseret forbrugerprisindeks, som Danmarks Statistik offentliggjorde mandag.

Det er den største årlige stigning, der er blevet registreret i indeksets levetid, som strækker sig tilbage til 1997.

I Danmark var den årlige stigning i forbrugerpriserne i september 10 procent - den højeste i 40 år.

ECB udelukker heller ikke, at der kan være flere rentestigninger i vente.

Og det er flere økonomers klare forventning, at den næste kommer allerede i december.

- ECB kommer med de her meget kraftige renteforhøjelser for at få den høje inflation under kontrol, men inflationen er på ingen måde kontrolleret, skriver Jeppe Juul Borre, cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, i en kommentar.

- Derfor vil vi se ECB med endnu flere renteforhøjelser frem mod sommeren 2023, og den næste kommer til december, skriver han.

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter