I går fik AfD et kanonvalg i den tyske delstat Saxen-Anhalten. 44 pct. af stemmerne gik til det parti, som i både tyske og danske medier betegnes som "højreekstremt". Partiet har altid været ekskluderet fra det gode selskab i tysk politik, og der gøres forsøg på at få det forbudt som anti-demokratisk.
Men ser man nærmere på partiets politik, bliver det svært at opretholde billedet af et højreekstremt eller anti-demokratisk parti. På lange stræk er AfD ikke længere til højre end danske partier som Liberal Alliance og Dansk Folkeparti.
Der er kun to politikområder, som set fra Danmark falder udenfor skiven af gængs borgerlig og nationalkonservativ politik. Det er forholdet til Rusland og forholdet til EU.
Ser man på partiets økonomiske politik, energipolitik, familiepolitik, migration og opgør med identitetspolitik, er der meget, som en konservativ eller liberal vælger uden større besvær kan genkende som borgerligt.
Lavere skatter, mindre regulering, stærkere ejendomsret, billigere energi, atomkraft, færre subsidier, skarpere krav til indvandrere og et opgør med kønskvoter, gender-mainstreaming og statsfinansieret aktivisme er alt sammen centrale dele af AfD’s politik.
Økonomisk ligger AfD klart til højre
På økonomien er AfD langt mindre eksotisk, end partiets politiske ry kunne antyde. Partiet kalder sig tilhænger af den sociale markedsøkonomi og ønsker en slankere stat, lavere skatter, mindre bureaukrati og stærkere privat ejendomsret.
Det vil hæve bundfradraget, reducere progressionen i indkomstskatten, afskaffe formueskatten og arveafgiften og helt fjerne den tyske ejendomsskat.
På dette område ligger AfD klart til højre for den borgerlige blok CDU/CSU. De deler målet om lavere skat og bedre erhvervsvilkår, men AfD går længere og vil i højere grad finansiere skattelettelser gennem lavere offentlige udgifter, færre subsidier og mindre EU-, klima- og migrationsrelateret forbrug.
AfD ønsker samtidig en mere konsekvent deregulering. Det gælder ikke kun tyske regler, men også EU-regulering. Partiet vil blandt andet afskaffe GDPR i dens nuværende form, begrænse ESG- og klimakrav og reducere den politiske styring af virksomhedernes investeringer.
De problemer, AfD peger på, er bredt anerkendte blandt økonomer i Tyskland. Tyskland har for lave investeringer, for høje energiomkostninger, tung regulering og svag produktivitetsvækst. Det er et Tyskland i slæbegear, som AfD vil have op i fart med økonomiske reformer, der lige så godt kunne være udtænkt i CEPOS eller i LA’s politiske sekretariat.
Ikke et minimalstatsparti
AfD’s økonomiske politik er dog ikke klassisk minimalstat. Partiet vil bevare velfærdsstaten ved at gøre den mere forsikrings- og optjeningsbaseret. Man skal i højere grad have bidraget til systemet for at få fuld adgang til ydelserne. Arbejde skal bedre kunne betale sig, og personer, som kan arbejde, men nægter, skal kunne mødes med hårdere krav.
Det samme gælder pensionerne. AfD vil belønne personer med lang tid på arbejdsmarkedet og ønsker samtidig at give familier med børn bedre vilkår gennem skattesystemet. Blandt andet vil man lade familier med børn fordele skatten ud på alle familiemedlemmer, så alle kan få brugt bundfradraget, som man vil sætte op til omkring 80.000 kroner om året.
AfD’s socialpolitik er derfor bedst beskrevet som nationalkonservativ. Partiet vil ikke afvikle velfærdsstaten, men ændre princippet bag den, så der bliver mindre universel omfordeling og større vægt på arbejde, optjening, familie og national tilknytning.
Energi er et af partiets stærkeste brud med den førte politik
På energiområdet ønsker AfD et markant kursskifte. Atomkraften skal genindføres. Kul- og gaskraft skal fortsat bruges, så længe forsyningssikkerheden kræver det. CO2-afgifterne skal væk, energiafgifter reduceres, og subsidieringen af vind og sol skal begrænses.
Partiets argument er først og fremmest økonomisk. Det er konkurrenceevnen i tysk industri, der lidt skade, fordi politikerne har fulgt en ideologisk linje om en grøn omstilling løsrevet fra de økonomiske realiteter.
Det er ikke kun et AfD-synspunkt, at de tyske energiomkostninger er blevet et vækstproblem. Det deles af flere økonomiske institutter. AfD vil rulle store dele af den grønne omstilling tilbage, mens CDU/CSU og de fleste økonomer snarere vil gøre omstillingen billigere og mere teknologineutral.
Udlændingepolitikken ligner DF light
Migrationen er fortsat et af AfD’s mest profilerede områder, men i forhold til dansk udlændingepolitik ikke noget, der springer i øjnene. Partiet vil indføre permanent grænsekontrol, afvise personer uden indrejseret ved grænsen, behandle flere asylansøgninger uden for Tyskland og gøre udvisning lettere.
I modsætning til DF herhjemme har AfD holdt fast i at bruge begrebet remigration om hjemsendelser. Til gengæld har partiet ret præcist formuleret, hvad man mener med det. Det bruges officielt om udsendelse af personer uden opholdsret, hjemsendelse af flygtninge, når beskyttelsesgrunden bortfalder, og udvisning af udenlandske kriminelle.
Partiet har en restriktiv holdning til tildeling af statsborgerskaber, men har eksplicit anerkendt, at etnicitet alene ikke kan anvendes som grundlag for tildeling. Dermed lægger partiet sig omtrent samme sted, som der er konsensus om i Danmark mellem de borgerlige partier.
I forhold til de internationale konventioner vil AfD udtræde af to FN-konventioner om flygtninge, men i forhold til de centrale stopklodser for at bremse og vende tilstrømningen fra Menapt - Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og Flygtningekonventionen - opfordrer AfD blot til en "reform", dvs. ikke til at Tyskland melder sig ud.
Opgør med woke og DEI
AfD hører til blandt Europas mest eksplicitte højrepartier, når det gælder woke. Partiet vil afskaffe kønskvoter, gender-mainstreaming og en række offentligt finansierede programmer. På universiteterne vil AfD blandt andet stoppe finansiering af gender-studies og afskaffe ligestillingsfunktioner. Ansættelser skal ske efter kvalifikationer frem for gruppeidentitet.
Partiet vil også ophæve den tyske lov om selvbestemt juridisk kønsskifte og stramme reglerne for kønsskiftebehandling af mindreårige. I denne del af politikken ligger AfD tæt på den anti-DEI-bevægelse, der især er vokset frem i USA, men partiet placerer opgøret i en mere nationalkonservativ ramme med vægt på tysk kernekultur, familie og biologisk køn.
EU og euroen er den største økonomiske risiko
AfD’s projekt bliver mere vidtgående med hensyn til EU. Partiet mener ikke længere, at EU i sin nuværende form kan reformeres tilstrækkeligt. Det vil i stedet erstatte den politiske union med et langt løsere mellemstatsligt samarbejde mellem europæiske nationer.
Det Indre Marked skal bevares, men den overnationale lovgivningsmagt skal reduceres kraftigt. Tyskland skal igen selv kunne bestemme over blandt andet energi, migration, arbejdsmarked og store dele af erhvervsreguleringen. AfD vil samtidig forlade euroen og genindføre en national valuta. Partiet forestiller sig en ordnet overgang og åbner for, at euroen i en periode kan bruges parallelt. Det skal ske efter en folkeafstemning. En ting, partiet generelt gerne vil have flere af.
Det er her, mange økonomer ser den største risiko i AfD’s politik. For en eksportorienteret økonomi som den tyske kan et brud med euroen og EU skabe langt større tab, end skattelettelser og deregulering kan opveje.
Ruslandpolitikken er historisk mindre fremmed, end den ser ud i dag
AfD’s syn på Rusland er et af de områder, hvor partiet tydeligst afviger fra den nuværende tyske regering og fra den europæiske mainstream. Også i en dansk sammenhæng skiller AfD sig ud.
Partiet vil ophæve sanktionerne mod Rusland, genoptage handel, reparere Nord Stream og søge en forhandlet løsning på krigen i Ukraine. Ukraine bør efter AfD’s opfattelse være neutralt og stå uden for NATO og EU.
Set fra Danmark virker det meget radikalt. Men i en tysk historisk sammenhæng er linjen mindre fremmed. Fra Willy Brandts Ostpolitik over Gerhard Schröder og langt ind i Angela Merkels kanslertid byggede tysk Ruslandspolitik på tanken om, at økonomisk samarbejde og gensidig afhængighed kunne skabe stabilitet. Derfor blev Nord Stream udbygget selv efter Ruslands annektering af Krim i 2014. Det store brud kom først efter invasionen af Ukraine i 2022.
AfD accepterer i vid udstrækning ikke den nye fortælling om, at den tidligere Ruslandspolitik grundlæggende var en fejltagelse. Partiet mener fortsat, at Tyskland har en strategisk interesse i handel og et pragmatisk forhold til Rusland.
Israelvenligt og islamkritisk
AfD anerkender Israels eksistensret og lægger stor vægt på kampen mod antisemitisme og islamisme. Men partiet adskiller sig fra CDU/CSU ved ikke at acceptere, at Israels sikkerhedsinteresser automatisk er tyske interesser.
AfD støtter Israel i kampen mod Hamas og islamistiske miljøer, men har samtidig kritiseret tysk opbakning til israelske militære operationer mod Iran og understreger, at Tyskland ikke skal trækkes ind i regionale krige. Også her er grundprincippet national interesse frem for værdibaseret udenrigspolitik.
Er AfD så højreekstremt?
Læser man partiets program, er det vanskeligt at finde et projekt om at afskaffe demokratiet. AfD stiller op til valg, ønsker flere folkeafstemninger og formulerer sine politiske mål inden for en parlamentarisk ramme.
Betegnelsen højreekstrem begrundes i andre forhold og i fortolkninger af partiets politik, som AfD ikke selv er enig i. Kritikken går især på et mere etnisk defineret folkebegreb og udtalelser fra folk i partiet om national identitet, migration og tysk historie.
Den tyske forfatningsbeskyttelse har i flere år behandlet AfD som et mistænkt højreekstremistisk tilfælde. I 2025 blev hele partiet opklassificeret til beviseligt højreekstremistisk, men denne klassificering blev i 2026 foreløbig standset af en domstol.
Der findes reelle radikale strømninger i partiet, som giver mindelser om tankegang i Tysklands fortid. Spørgsmålet er, hvor meget de definerer helheden, og hvor meget der skyldes det etableredes Tysklands forsøg på politisk stigmatisering.
Ville du stemme på dem?
AfD tilbyder på mange områder en genkendelig borgerlig politik i en mere konsekvent form end CDU. Lavere skat, mindre regulering, atomkraft, stærkere grænser, merit frem for kvoter og mindre statsfinansieret identitetspolitik.
Men partiet kombinerer dette med nogle langt mere risikable eller kontroversielle positioner som udtræden af euroen, en grundlæggende ombygning af EU, en markant anderledes Ruslandspolitik.
Derfor afhænger svaret i høj grad af, hvad man selv finder vigtigst. Mener man, at Tysklands største problem er lavvækst, dyr energi, for høj indvandring og politisk overstyring, kan AfD fremstå som det parti, der tydeligst tilbyder et kursskifte.
Mener man derimod, at forholdet til Rusland, NATO, EU vejer tungere, kan man som borgerlig vælger komme til den modsatte konklusion.
Tyskerne vælger i stigende tal AfD til og CDU/CSU fra.
Kilder:
Principprogram: Grundsatzprogramm für Deutschland
Valgprogram 2025: ZEIT FÜR DEUTSCHLAND
