Søndag underskrev Ruslands præsident, Vladimir Putin, et dekret, som har store konsekvenser for det danske bryggeri Carlsberg.
Dekretet betyder, at russiske myndigheder har taget midlertidig kontrol over Carlsbergs russiske forretningsben, Baltika Breweries.
Dermed har Rusland lavet en "de facto nationalisering" af Carlsbergs russiske aktiver.
Det siger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M). Udmeldingen kommer i forbindelse med et ministermøde i Bruxelles torsdag.
- Carlsberg er et firma, der har ønsket at lukke sine aktiviteter i Rusland ned og afhænde sine aktiver. Derfor er det helt urimeligt, at der på denne måde sker en de facto nationalisering, siger Løkke.
Den danske regering forsøger at få Rusland til at respektere Carlsbergs rettigheder i Rusland, siger Løkke.
- Vi presser på. Rusland har et ansvar for at overholde almindelige internationale regler. Vi bistår Carlsberg og andre danske virksomheder, som er aktive i Rusland, siger Løkke.
Jacob Ørskov Rasmussen, der er partner i advokatfirmaet Plesner, vurderede tidligere på ugen, at dekretet er tæt på at være en nationalisering.
Det eneste, der adskiller den midlertidige kontrol fra en fuld nationalisering, er ifølge advokaten, at den russiske stat ikke kan sælge Baltika Breweries.
- I princippet kan den russiske stat eksempelvis lukke 20 procent af virksomheden ned, skifte navn eller afskedige halvdelen af de ansatte, sagde han.
Lars Løkke Rasmussen ser beslutningen som det seneste eksempel på en Putin, der "skalter og valter med alle retsprincipper og alle internationale normer, standarder og regler".
- Det er et land, der på alle måder er ved at melde sig ud af verdensordenen. Det er ganske forfærdeligt. Og på et eller andet tidspunkt kunne man håbe, at Rusland begynder at tænke dybere over, hvor man hører til, siger Lars Løkke Rasmussen.
Han peger på, at beslutningen ikke kun går ud over Carlsberg. På længere sigt kan den også skade Ruslands forsøg på et rejse sig igen efter krigen i Ukraine.
- Det betyder, at det vil tage oceaner af tid for Rusland at genvinde sin placering som et land, man kan regne med i verdenssamfundet, siger Lars Løkke Rasmussen.
Kilde: /ritzau/