07.09.23

Medie: Hollandsk selskab overtager flyrute mellem Karup og København

Det bliver hollandske AIS Airlines, der ifølge flymediet Check-In.dk overtager ruten, efter DAT har sagt stop.
Et hollandsk luftfartsselskab er ifølge flymediet Check-In.dk klar til at overtage ruten mellem Karup og Københavns Lufthavn. (Arkivfoto).
Et hollandsk luftfartsselskab er ifølge flymediet Check-In.dk klar til at overtage ruten mellem Karup og Københavns Lufthavn. (Arkivfoto).

Det bliver et hollandsk luftfartsselskab, der overtager flyvningen på ruten mellem Karup i Midtjylland og København.

Det skriver flymediet Check-In.dk.

Ifølge mediet er det hollandske AIS Airlines, der sender det første fly i luften på ruten fra 2. oktober.

Viborg-borgmester Ulrik Wilbek (V), der er formand for lufthavnens bestyrelse, oplyste tirsdag, at lufthavnen har underskrevet en aftale med et nyt selskab.

Lufthavnen har ledt efter et alternativ, efter at den hidtidige operatør, Danish Air Transport (DAT) i begyndelsen af august besluttede at indstille flyvninger på ruten fra fredag 8. september.

Ulrik Wilbek satte dog ikke navn på den nye operatør, da han tirsdag oplyste om, at man havde fundet en ny samarbejdspartner.

- Den nye operatør ønsker først at få det hele offentliggjort, når alle tidspunkter for afrejse er faldet på plads med Kastrup Lufthavn, og man kan begynde at bestille billetter.

- Det kan man på fredag, sagde han tirsdag til TV Midtvest.

DAT indstillede først gang driften i december sidste år på grund af høje brændstofpriser og for få solgte billetter.

Det skete blandt andet, efter at regeringen havde vedtaget en toårig aftale om statsstøtte til Midtjyllands Lufthavn på 4,2 millioner kroner om året.

Aftalen var midlertidigt med til at lokke DAT tilbage til lufthavnen, da selskabet blev tilbudt nogle fordelagtige opstartsvilkår. Det har Check-In tidligere skrevet.

Men i august blev en endegyldig beslutning taget om ikke at varetage flyvningen mellem Karup og Kastrup længere.

Lufthavnen i Karup blev etableret i 1965. Den er ejet af kommunerne i Herning, Holstebro, Ikast-Brande, Lemvig, Ringkøbing-Skjern, Silkeborg, Skive, Struer og Viborg.

Ruten mellem Karup og Kastrup er lufthavnens eneste.

Før coronakrisen ramte, rejste cirka 120.000 passagerer gennem lufthavnen hvert år.

Tidligere har også SAS, Norwegian og Cimber-Sterling fløjet fra Karup.

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter