Dansk Folkeparti har fået ny næstformand.
På et hovedbestyrelsesmøde lørdag blev Majbritt Birkholm valgt til posten, oplyser DF-formand Morten Messerschmidt i sit nyhedsbrev søndag.
- Majbritt har igennem de seneste år vist sig som en hårdtarbejdende, loyal, positiv og engageret politiker i Dansk Folkeparti – både politisk og organisatorisk.
- Og jeg føler mig overbevist om, at hun vil fylde posten som partiets næstformand ud med stor dedikation og passion, siger Morten Messerschmidt i nyhedsbrevet.
Majbritt Birkholm, der i forvejen var medlem af hovedbestyrelsen, blev i august sidste år præsenteret som folketingskandidat for Dansk Folkeparti i Vestjyllands Storkreds. Det skete på partiets sommergruppemøde.
Ved sommergruppemødet blev det også meldt ud, at hun skulle være formand for et udvalg, der skulle udvikle blandt andet retspolitikken i partiet.
Morten Messerschmidt fortalte dengang, at han havde fået øjnene op for Majbritt Birkholm via hendes baggrund som politibetjent.
I politiet har hun blandt andet arbejdet som efterforsker i National enhed for Særlig Kriminalitet.
Det lykkedes ikke for Majbritt Birkholm at komme i Folketinget ved valget 1. november sidste år.
Hun fik 1047 personlige stemmer ved valget, men Dansk Folkeparti opnåede ingen mandater i Vestjyllands Storkreds.
Dansk Folkeparti havde i en årrække både en politisk og en organisatorisk næstformand, men efter en ændring i vedtægterne har partiet nu én næstformand.
Carl Christian Ebbesen var organisatorisk næstformand fra 2004 og frem til sidste år.
I januar i år meddelte det mangeårige folketingsmedlem René Christensen, at han stoppede som næstformand for at tiltræde som direktør i Dansk Akvakultur.
Ændringen betyder blandt andet, at DF-gruppeformand Peter Kofod får mere ansvar.
- Samtidig med, at vi således har defineret næstformandens fremtidige rolle, har hovedbestyrelsen også valgt at lade gruppeformanden træde et skridt op og varetage de opgaver, som hidtil har ligget hos den politiske næstformand.
- Det betyder, at Peter Kofod i dagligdagen nu både formelt og reelt er partiets nummer to og i mit forfald repræsenterer partiet både ind- og udadtil, siger Morten Messerschmidt.
Kilde: /ritzau/