Lederen af Spaniens konservative Partido Popular (PP), Alberto Núnez Feijóo, har fredag tabt en afstemning i parlamentet.
Det betyder, at han definitivt må opgive sine planer om at blive premierminister.
Feijóo tabte også en lignende afstemning i parlamentet onsdag i denne uge.
Dermed bliver det den socialdemokratiske premierminister, Pedro Sanchéz, som overdrages opgaven med at samle et flertal bag en regering.
Feijoo fik i første omgang den rolle, fordi hans konservative parti blev det største ved valget i sommer.
Ved afstemningen fredag fik Feijóo kun de 137 stemmer fra sit eget parti og de 33 fra partiet Vox på den yderste højrefløj samt to stemmer fra regionspartier i Navarra og De Kanariske Øer til at danne regering. Det gav tilsammen 172 stemmer.
Dermed manglede han fire stemmer for at have et flertal for en regering.
- I kan kalde det en fiasko, hvis I ønsker det, siger han.
Socialdemokraten Sánchez, som har styret sammen med venstrealliancen Podemos siden 2020, kan forsøge at hente støtte fra flere catalanske og baskiske partier. Heriblandt er også politikere, som ønsker uafhængighed af Spanien.
De har som gengæld for deres støtte krævet et amnesti for hundredvis af separatister, der står anklaget for ensidigt at have søgt Catalonien løsrevet i 2017.
Et amnesti er upopulært i store dele dele af den spanske befolkning. Det har de catalanske og baskiske politikere i parlamentet fået at mærke i denne uge.
Her er de blevet mødt med tilråb som "terrorister, terrorister!" fra en større folkemængde foran parlamentet.
Hvis det mislykkes for Sánchez, ventes der at blive holdt nyt valg i januar.
Inden valget så det i meningsmålinger længe ud til, at Feijoo ville blive Spaniens nye premierminister.
Reuters
Kilde: /ritzau/