Træningen af ukrainske piloter i F-16-fly vil blive fulgt af, at der overføres denne type kampfly til Ukraine.
Det siger USA's nationale sikkerhedsrådgiver, Jake Sullivan.
Danmark og Holland har stillet sig i spidsen for at træne de ukrainske piloter.
- Det, som vi gjorde i denne uge, er en formalisering gennem et brev fra udenrigsminister Blinken til sine modparter i Europa, siger Sullivan ifølge avisen The Guardian.
- Nemlig ved at USA, efter afslutningen af denne træning, vil være klar til i samråd med Kongressen at godkende tredjeparts overførsler af F-16-fly til Ukraine, siger han.
Sent torsdag aften kom der godt nyt til Ukraine.
Her hed det, at USA vil godkende, at danske og hollandske F-16-kampfly bliver sendt til Ukraine, når oplæringen af ukrainske piloter er gennemført.
Det fremgik af et brev, som USA's udenrigsminister, Antony Blinken, sendte til repræsentanter fra henholdsvis Danmark og Holland.
Det skrev Reuters, der har set brevet.
Foreløbig har ingen lande givet lovning på, at de vil sende F-16 -fly, der er produceret af Lockheed i USA. Heller ikke Danmark.
Men det ligger i kortene, at det meget snart vil ske.
I sidste ende er det USA, der afgør, om og hvor mange fly, der eventuelt skal sendes til Ukraine.
Kilde: /ritzau/