Analyse

15.06.26

Trumps aftale med ondets rod

Donald Trump har annonceret en nye våbenhvile mellem USA og Iran. Men hvem har han indgået aftalen med og hvorfor er der dybe panderynker i ansigterne på de israelske ledere?
Ahmed Vahidi er Irans nye stærke mand. Som leder af Revolutionsgarden og allieret med den nye Ayatollah Mojtaba Khamenei sidder han i centrum af magten i det iranske regime.
Ahmed Vahidi er Irans nye stærke mand. Som leder af Revolutionsgarden og allieret med den nye Ayatollah Mojtaba Khamenei sidder han i centrum af magten i det iranske regime.

Hvem er det egentlig, der sidder på den iranske side af bordet, som USA i går indgik en aftale med og som vicepræsident J.D. Vance efter sigende skal mødes med i Geneve på fredag til underskriftsceremoni?

Efter at næsten hele den eksisterende ledelse af Iran ved krigens begyndelse blev elimineret, opstod der håb om, at de overlevende ville vælge en anden kurs. Mange spekulerede i, at de yngre kræfter ville være mere forsonlige og finde kompromisser og løsninger på de årtier gamle konflikter mellem præstestyret og resten af verden.

Men den nye stærke mand, som i dag står på ruinerne af det sammenbombede hovedkvarter i Teheran, er ikke forsonlighedens mand. Det er en af revolutionens tapre sønner med så meget blod på hænderne, at et håndtryk i Geneve med Vance senere på ugen vil efterlade den amerikanske vicepræsident med klæbrige fingre.

En af revolutionens sønner
Den nye stærke mand hedder Ahmad Vahidi. Han er i dag ubestridt leder af Revolutionsgarden og allieret med den nye religiøse leder Mojtaba Khamenei, hvis far Ali Khameneis blev dræbt i angrebet på krigens første dag

Hans navn er ukendt for de fleste uden for Mellemøsten. Men hans blodige fingeraftryk findes på næsten alle de projekter, som gennem fire årtier har gjort Iran til Israels farligste modstander og en trussel mod Vesten.

Ahmad Vahidi blev født den 27. juni 1958 i byen Shiraz i det sydlige Iran under navnet Vahid Shahcheraghi. Han sluttede sig til Revolutionsgarden umiddelbart efter den islamiske revolution i 1979 og tilhører dermed den oprindelige generation af Revolutionsgardens officerer.

Terror-regimets far
Han var blot i begyndelsen af tyverne, da han begyndte sin opstigning gennem systemet. Han deltog i Iran-Irak-krigen. Han blev senere den første chef for den nyoprettede Quds-styrke, den afdeling af Revolutionsgarden som står for terror-operationer uden for Irans grænser med speciale i angreb på jødiske mål.

Når man i dag taler om Hezbollah i Libanon, de shiamilitser som opererer i Irak, eller Irans netværk af regionale stedfortrædere, fører sporene igen og igen tilbage til den organisation, som Vahidi stod i spidsen for at bygge op.

Nordkorea-forbindelsen
Hans navn dukker også op i et andet af den islamiske republiks langsigtede projekter. Han var med til at udvikle samarbejdet med Nordkorea helt tilbage i 1980’erne, som senere blev til Irans missilprogram.

Samarbejdet har fortsat i årtier. I en FN-rapport fra 2013 omtales et teknologisk samarbejde mellem de to lande, hvor Vahidi deltog som iransk forsvarsminister. Det er svært at pege på en anden iransk leder, som gennem så mange år har været tættere på udviklingen af missilkapaciteterne. Selve atomprogrammet har han ikke på samme måde været direkte involveret i.

Angrebet på jøderne i Argentina
I Argentina forbindes hans navn med et af de værste terrorangreb i landets historie. I 1994 blev det jødiske kulturcenter AMIA i Buenos Aires ramt af en bombe. 85 mennesker blev dræbt.

Argentinske anklagere har i årevis hævdet, at angrebet blev planlagt af højtstående iranske embedsmænd. Vahidi er blandt de personer, som Argentina fortsat søger retsforfulgt. Interpol har i mange år opretholdt en såkaldt Red Notice mod ham efter argentinsk anmodning.

Den mand, der i dag står i spidsen for Revolutionsgarden, og som amerikanerne nu forhandler med, er en mand, som i årtier har befundet sig i krydsfeltet mellem efterretningstjenester, udenlandske terror-operationer, missiludvikling og iransk regional magtprojektion.

Et militariseret regime
Krigen har svækket det iranske regime militært. Det er der ingen tvivl om, og internt er der magtkampe mellem fraktioner både militære, politiske og religiøse, men Revolutionsgarden ser med Ahmed Vahidi for bordenden ud til at ikke alene at fastholde sin position, men til at blive styrket.

Sikkerhedsapparatet fylder mere i dag end før krigen. Og Ahmed Vahidi sidder i centrum af nettet. Han har haft betydelig indflydelse på forhandlingerne med USA og flere gange presset på for en hårdere linje end den, som Irans civile ledelse ønskede, har blandt andet Wall Street Journal fortalt om.

Man kan formentlig ikke længere tale om et Iran, hvor præsterne styrer og generalerne adlyder. De to magtcentre er i stigende grad smeltet sammen.

Khamenei-arvingen indsat
Vahidis position skyldes ikke kun hans militære baggrund. Han tilhører også den kreds, som stod bag overgangen efter Ali Khameneis død. Den nye øverste leder, Mojtaba Khamenei sønnen til den gamle, har gennem mange år haft tætte forbindelser til Revolutionsgarden.

Hans hurtige magtovertagelse efter faderens død blev muliggjort af støtte fra netop de kredse i Revolutionsgarden, som Vahidi repræsenterer. Den religiøse og den militære elite er tættere forbundet end tidligere, men i en virkelighed, hvor de religiøse ledere i stigende grad regerer på Revolutionsgardens betingelser.

Panderynker i Israel
Set fra Jerusalem er våbenhvileaftalen problematisk. De store spørgsmål om atomvåbenprogrammet og missilprogrammet er uafklarede, men det største problem for Israel er, at den mand, der i dag står stærkere end før krigen, er en af arkitekterne bag de proxy-styrker, som Israel gennem årtier er blevet udsat for angreb fra.

Ahmed Vahidi har ingen intentioner om at afvæbne Hizbollah i Libanon. Tværtimod ser Revolutionsgarden Hizbollah som den stærkeste arm for revolutionen efter styret i Damaskus er faldet og magten overtaget af sunni-muslimske veteraner fra den konkurrerende islamiske revolutionsbevægelse al-Qaeda.

Der skal være valg i Israel til efteråret, og premierminister Netanyahu, som genopstiller, vil gøre meget for, at han ikke skal møde vælgerne uden at have fået skabt ro og tryghed ved den nordlige grænse. Det giver et dilemma for regeringen i Jerusalem. Man har på den ene side en stor interesse i at fortsætte tilnærmelsen til golfstaterne og Saudi-Arabien med hjælp fra USA, men på den anden side, kan man ikke acceptere en genopbygning af truslen fra Hizbollah.

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter