Der er udkommet en bog om manden, der i Danmark fik opkaldt en –isme efter sig. Det er der vist ikke så mange danskere ud over Grundtvig, der har fået. Manden hed Peter Rindal, og forfatteren til bogen er Alex Ahrendtsen, medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti, og –ismen er rindalismen.

Ahrendtsen har været dybt i private arkivalier, læst breve, interviews og artikler og talt med nulevende slægtninge til og bekendte af Peter Rindal i sin research til bogen. Det er en imponerende indsats.

Det er der kommet en biografi ud af, som virker omhyggelig i sin omgang med kilderne og ærlig i sit forsøg på at skildre mennesket bag –ismen.

Mennesket – Peter Rindal – væltede hovedkulds ind i den offentlige debat tilbage i 1965, da han organiserede en protest imod det nyligt oprettede Statens Kunstfond, som blandt andet uddelte stipendier, legater og livsvarige ydelser til danske kunstnere.

Protesten, som han organiserede først på sin arbejdsplads i Kolding, og som senere blev landsdækkende, havde et enkelt budskab fra fortrinsvis arbejdere og lavere funktionærer til det etablerede Danmark: ”Hvis kunstnere ikke kan leve af deres kunst, må de finde på noget andet at lave. Vi vil ikke betale for, at de skal lave kunst, som vi hverken kan lide eller se nogen værdi i.”

Alex Ahrendtsen er loyal over for kilderne i sin karakteristik af lagerforvalteren med det noget stivsindede og kompromisløse sind, der ikke holdt sig tilbage med at bruge gloser i den offentlige debat, som man på den tid ellers mente hørte til i baglokaler og på beverdinger.

Han var den jævne mand fra Jylland, der talte de andre jævne mænds sag og stillede sig midt på de bonede gulve i de fine saloner.

Hans protest blev kraftigt imødegået af det etablerede Danmark, også med underlødige modangreb. Rindal blev på møder og i debatindlæg sammenlignet med både Goebbels og Stalin af nogle af de forfattere og kulturpersonligheder, som forsvarede statens forsørgelse af dem selv og deres kolleger.

De eksempler er også kommet med i bogen, og med tanke på det lave debatniveau på de sociale medier, mange i dag brokker sig over, er det godt at blive mindet om, at ikke alt i gamle dag var så meget bedre.

Debatten om moderne kunst og kunststøtte nåede bredt ud i samfundet i 1965-67. Ordet ’kulturpave’, som Rindal opfandt, blev hver mands eje omkring teaktræsbordene i de danske hjem. Jeg var selv kun et barn dengang og forstod mindre af hele sagen end familiens foxterrier, der i det mindste forstod den anden stavelse i ordet. Den reagerede prompte ved at hente hundesnoren i bryggerset i glad forventning om en tur i det fri, når mine forældre og deres bekendte diskuterede kulturpaver, moderne kunst og Rindal.

Den bog, Ahrendtsen har bedrevet, har helt klart sine kvaliteter i de biografiske afsnit. Barndommen, opvæksten, ungdommen, arbejdslivet og alderdommen bliver fortalt. Man får undervejs et ret klart billede af den mand, som man – hvis man i det hele taget ved, han har levet – oftest blot forbinder med en proteststemme i en lagerforvalters kittel.

Hans stivsind, hans arbejdsomhed, hans alkoholmisbrug, hans kejtede kærlighedsliv. Det er et særligt indblik i en mands liv, som i perioder var udadvendt med foredrag, debatter og optræden i radio og på tv, men i de længste perioder senere hen var indadvendt og selvisolerende.

Han havde ifølge Ahrendtsen tendens til stress. Man øjner også et heftigt temperament, og mellem linjerne en uforsonlighed og stejlhed over for andre, som i forbindelse med hans i perioder voldsomme alkoholforbrug kan have været årsag til afbrudte ansættelser og det indadvendte liv.

Peter Rindal valgte ikke den nemmeste vej gennem livet.

Og så havde han samlermani. Omslag til barberblade i titusindvis samlede Peter Rindal ind fra både ind- og udland. Gamle mønter og frimærker var en anden hobby. Millioner af frimærker hobede sig op.

Bogens kvalitet daler, når Ahrendtsen sætter Peter Rindals gerninger i centrum af samfundsudviklingen og forsøger at gøre ham til foregangsmand – ja nærmest et direkte nødvendigt forarbejde til både Fremskridtspartiets opståen, Erhard Jacobsens Centrum-Demokraterne og jordskredsvalget i 1973.

Det er at gøre Peter Rindal og rindalismen for betydningsfuld for sin samtid og eftertid. Det forholder sig snarere modsat, at Peter Rindal fik et længere liv i ’sin sags’ tjeneste lang tid efter den hidsige offentlige debat 1965-67, fordi Mogens Glistrup havde brug for symbolværdien i ham.

Fremskridtspartiet satte ham i Kunstfondens repræsentantskab, hvor han uden anden opmærksomhed fra presse og offentlighed end den kuriøse og anekdotiske fortsatte sit mantra om at nedlægge Kunstfonden og jævnligt anklagede fondens udvalgsmedlemmer for kammerateri og nepotisme.

Der var store kræfter på spil i 60’ernes Danmark. Velfærdsstaten var under opbygning, velstanden steg hurtigt, verden åbnede sig mere og mere, kvinderne var på vej ud på arbejdsmarkedet og ind på universiteterne. Normerne var i skred, ungdomskultur blev opfundet og med den en musik, kunst og mode, der lagde voldsom afstand til forældregenerationen.

Rindals protest i 1965-67 skal selvfølgelig forstås i den kontekst, selvom den efter min mening ikke har sat sig spor af betydning. Det må også have været en protest imod den foranderlige verden, og på den måde trækkes der tråde op til vor tids globalisering, woke-ideologi og tab af nationale værdier.

Og man skal måske som borgerlig tænke over, at den modbevægelse, som man selv gerne ser, skal være mere – meget mere – end en moderne rindalisme. Protester i sig selv gør ingen forskel, uanset hvor populære de er.

I Socialdemokratiet og fagbevægelsen var der i 60’erne opstået en forståelse for, at kulturpolitik var vigtigt. Og i Socialdemokratiet er svaret altid, at når noget er vigtigt, skal der bruges flere skattepenge på det. Og det blev der.

Når man kigger tilbage på kulturpolitikkens udvikling i form af bevillinger, legater og stipendier, så har Peter Rindals protester ikke sat sig spor. Det er svært at se så meget som en krusning. De bare voksede i de år. 

Alex Ahrendtsen fortæller os, at han forstår Peter Rindals protest mod Kunstfonden som en protest imod selve velfærdsstatens umyndiggørelse af borgeren, og han har fundet citater i interviews og artikler, som understøtter, at Peter Rindal tænkte videre over kunstprotesten og efterhånden koblede den til en mere generel kritik af statens vokseværk og skatternes himmelflugt.

Det virker overbevisende. Ud fra et gammeldags ideal baseret på dyder som, at man skal tage ansvar for sig selv og sine, arbejde hårdt og om fornødent lide afsavn, passer det godt med Alex Ahrendtsens skildring af Peter Rindal.

Bogen er forsynet med et noteapparat, et register og bilag. Desuden er der i midten af bogen indsat et afsnit med fotos og affotograferede breve, som er både spændende og vedkommende.

Ingen tvivl om, at Alex Ahrendtsen har præsteret et godt og grundigt stykke arbejde, som bidrager til at dokumentere den del af vores fælles historie.