Klokken er 13, det er den tredje lørdag i maj, som er blevet “Odense Pride dag”. Alt var ganske fredeligt og hyggeligt med børnefamilier, der standsede op foran vores bod, børnene valgte et bolsje, forældrene nikkede høfligt og modtog en flyer. En politisk samtale kunne tage form, uden had, uden skrig.

Det hele bar præg af almindelig dansk høflighed med respekt for hinanden, den slags man savner mere og mere i den offentlige debat.

Men denne stilhed, denne danske ro skulle ikke vare længe. For ned gennem gaden kom en marcherende menneskemængde som en storm, en ideologisk larm: Pride-paraden. De kom ikke med respekt, ikke med nysgerrighed, men med en opsigtsvækkende og insisterende tilstedeværelse, der forlangte opmærksomhed. Høj techno dunkede fra store højttalere.

Mennesker klædt i tætsiddende latex, hundemasker og nærmest nøgne fór frem og tilbage som cirkusartister i et postmoderne freakshow.

En ideologisk tsunami
Optoget symboliserer alt det, venstrefløjen har udviklet sig til: en ideologisk tsunami, som forsøger at nedbryde alle normer, al orden. Pride er en seksuel og kinky fest. For det handler ikke længere kun om kærlighed. Det handler om at opløse - køn, nation, autoritet, biologi, tradition, normer og værdier og erstatte det med identitetspolitisk selvrealisering. Alt flyder. Alt er relativt.

Skulle nogen sætte spørgsmålstegn ved dette, bliver de kaldt forfærdelige ting som “Racist!”, “Transfob!” og “Højreekstremist!”.

En gruppe unge aktivister fra Socialistisk Ungdomsfront går i menneskemængden forbi vores DF-bod. De råber “Ingen racister i vores gader!” og gestikulerer aggressivt med udstrakte langefingre hen mod os og pumper deres nøgne bryster hen imod os. Der stod vi fire mod 300 stykker. Fire fredelige mennesker som smilte pænt, men blev mødt af tilråb og aggressiv adfærd blot på grund af vores tilstedeværelse.

Hvilket er morsomt, fordi deres optog går efter sigende ud på kærlighed, mangfoldighed og respekt. Men der var ikke meget respekt at hente fra deres side, da de så os. Det viser endnu engang, hvor selvmodsigende hele deres bevægelse er. Ligesom dengang sorte mennesker skulle gå forrest til Nørrebro Pride, altså de indførte race-opdeling til et af deres egne arrangementer. Så meget for en “racismefri by”.

Intolerance som aktivisme
Og prøv lige og tænk engang hvis situationen var omvendt, hvor mange overskrifter der ville fylde mediebilledet, hvis det var en flok patrioter, der havde omringet fire medlemmer af LGBTQ+ miljøet og råbt skældsord efter dem. Så ville der blive kaldt til landsdækkende opgør med “had i gaderne”, det ville være i Deadline, TV-Avisen og Debatten, politikere ville tage afstand, X og Facebook ville brænde, og der ville komme mere fokus på LGBTQ+ personers sikkerhed.

Men når det er omvendt, er det pludselig “aktivisme”. Og der kommer ingen medlidenhed vores vej, og debatten, om at nationalkonservative bliver truet af venstreradikale grupper, vil aldrig starte.

Nå men efter deres farverige optog fyldt med let beklædte mennesker med selvmodsigende og virkelighedsfjerne bannere som “Queers for Palestine” og “Trans-kids deserve to become trans-adults” tog de ind og festede videre i Kongens Have.

Det hele minder om da første maj aflagde et besøg samme sted. For det er lige så nemt at spotte hammer og segl, røde politikere der vil have det til at ligne, at de støtter bevægelsen og unge “undertrykte” fremmødte med farvet hår + næsering.

Intet må længere være sandt og naturligt
Jeg tager en runde omkring parken. Der er sat boder op med alt fra “Foreningen for støtte til transkønnede børn”, “Racismefri by Odense”, “Puppy Danmark” og “Homoware” som i øvrigt sælger produkter som glidecreme og sexlegetøj.

Hvilket beviser, hvor skadelig denne bevægelse er, for med disse boder ønsker de: fri indvandring, et multikulturelt Danmark, børns eksponering til yderst sexuelt indhold, at børn skal kunne skifte køn, og at det er helt acceptabelt, at voksne mennesker går rundt og leger hunde med en seksuel undertone.

Denne Pride og hele LGBTQ+ bevægelsen som den udarter sig her, er langt mere foruroligende end de fleste forbipasserende fornemmer. For under påskud af “mangfoldighed” og “inklusion” ligger en dybere ideologisk agenda: at nedbryde alle normer, alle værdier og al sund fornuft, så samfundet til sidst opløses i et kaos, hvor intet længere er sandt og naturligt. 

Et samfund bringes i fare, når noget så grundlæggende som at mænd ikke kan blive til kvinder ikke længere anerkendes som en selvfølgelighed. For når biologiske realiteter gøres til spørgsmål om følelser og identitet, mister vi det fælles udgangspunkt, som al tillid, fællesskab og orden bygger på. Som John Locke sagde: “Where-ever law ends, tyranny begins”.

Det er altid de andres skyld
Deres opstilling i Kongens Have ligner en slags festival for nicheidentiteter, hvor hver gruppe har fået sit eget telt, sin egen fortælling og sin egen lille offerrolle at pleje. Jeg står og ser på det største problem med venstrefløjen: at de altid indtager en form for offerrolle. Det er altid andres skyld.

De undertrykkes, misforstås og ekskluderes - aldrig stilles der krav om, at de måske selv burde tage ansvar, indordne sig under de fælles normer og værdier, som vores samfund bygger på. Nej, det hele skal tilpasses dem. Det er som om, det at rette sig ind efter fællesskabet er blevet det største tabu af alle.

Der midt i regnbuefarverne er vores bod og vores tilstedeværelse måske ikke så farverig eller larmende. Men den er ærlig. Den er dansk. Og det er nok netop dét, der provokerer dem. At vi ikke gemmer os bag identitetspolitik og selviscenesættelse. At vi står ved det almindelige, det naturlige og det nationale. At vi tør være rodfæstede uden behov for pangfarver, provokationer og krav om særhensyn.

Vi beder ikke om, at hele samfundet skal laves om for vores skyld. Vi kræver ikke, at flertallet skal bøje sig for minoritetens nyeste følelsesprojekt. Vi står bare her, som vi er, og det tror jeg, skræmmer dem mere end noget andet.

Som om det nok at være homoseksuel
Jeg går ud af Kongens Have, mens jeg kigger på regnbueflaget, der vejer ved siden af Antifascistisk Aktions og et Palæstina flag mens jeg undrer mig over, hvordan dette ikke betegnes som et voldsparat yderliggående venstrepolitisk arrangement. Undrende over at se min by på denne måde, hopper jeg på min cykel og cykler hjem, mens jeg tænker på et gammelt komik-klip:

“Jeg synes gay paraden er forfærdelig (…) For det er frygteligt at lave en 100% identifikation af din seksualitet. Fordi hvad rager det andre, hvem du knepper med? Ikke fordi det er forkert eller skamfuldt, bare fordi det er meget meget uinteressant (…) hvis du hvilede nok i dig selv og din holdning til det her, så tror jeg ikke, du havde behov for at stå på Rådhuspladsen og skråle op om, at du er homo. Det er blevet sådan en doven form for identitetsudvikling, som om det er nok at være homoseksuel. Så behøver vi ikke kunne noget andet. Det er for let at hænge sin identitet på sin seksualitet!”