Foto: Mathieu Delmestre / Parti Socialiste, Flickr
Foto: Mathieu Delmestre / Parti Socialiste, Flickr
Anmeldelse

Islamistisk fanatisme i Frankrig

26. mar. 2021

Sidste år udkom to franske bøger, som viser, at der i stigende grad prædikes fanatisme i islamistiske miljøer i Europa med konsekvenser for offentlige institutioner og samfundet bredt set. Vi ser nærmere på Jean-Pierre Obins "Comment on a laissé l’islamisme pénétrer l’école" og Rougiers "Les territoires conquis de l’islamisme".

I Frankrig vedtog Nationalforsamlingen i februar en omfattende lovgivning, som bl.a. skal modvirke radikaliserede imamer og islamisk hjemmeskoling. Tiltagene skal stå imod, hvad Macron og et betydeligt flertal i Nationalforsamlingen ser som en voksende trussel fra islamismen, senest udtrykt ved den brutale halshugning af skolelæreren Samuel Paty i oktober 2020. Fra Élysée-palæet er diagnosen dog bredere end nogle enkeltpersoners terrorhandlinger: Man vil sætte ind over for den fanatisme, som nærer den.

Sagen om filosofiunderviseren Didiere Lemaire illustrerer alvoren. Denne skrev på baggrund af netop mordet på Paty i november 2020 et åbent brev til Macron, hvor han opfordrede til handling for at beskytte de unge mod fundamentalistiske tendenser. Derefter medvirkede han i en hollandsk dokumentar, hvor han talte om den religiøst motiverede sociale kontrol, der udøves i dagligdagen. Truslerne fra islamisterne lod ikke vente på sig, og Lemaitre lever nu med en politibeskyttelse.  

Islamiseringen af skolerne er genstand for Jean-Pierre Obins Comment on a laissé l’islamisme pénétrer l’école (på dansk: Hvordan man har ladet islamismen komme ind i skolen). Bogen udkom i oktober og har vakt en del røre i heksagonen. Avisen Le Monde bragte en artikel, hvor Obin beskyldtes for at mangle nuancer og for at dramatisere situationen. Syv dage senere blev Samuel Paty halshugget på åben gade for at have vist tegninger af profeten Muhammed i sin undervisning. 

Obin er ikke nogen hvem som helst. Som generalinspektør i skoletilsynet under det franske undervisningsministerium forestod Obin i 2003 en rapport, som blev overrakt til den daværende minister, og som for første gang beskrev, hvordan islamistiske overbevisninger dagligt kolliderer med det sekulære franske system: Modstand imod biologi- og historieundervisning, afvisning af besøg på ikke-islamiske religiøse steder, afvisning af kønsblandet idrætsundervisning samt en omfattende social kontrol, hvor muslimske drenge nidkært overvåger muslimske pigers adfærd. Rapporten blev offentliggjort uden fanfare og tiet ihjel af den borgerlige minister Francois Fillon.

Den stiltiende undertrykkelse af kendsgerningerne fortsatte indtil 2015 og angrebet på Charlie Hebdo, hvor der i hele republikken var historier om elever, der sympatiserede med terroristerne frem for det satiriske ugeblad. Nu kunne ingen længere hævde, at der blot var tale om nogle få hændelser. Rapporten fra 2003 er siden blevet vakt til live og genlæst og bliver af mange anset som en overset tidlig advarsel. 

Islamismens indtrængen

Den advarsel følger Obin op på med sin bog. Med talrige fakta og eksempler underbygger han påstanden om et fransk skolesystem, der er udfordret i sin grundforfatning: Omtrent 53 pct. af lærerne i socialt udsatte områder har censureret sig selv, 38 pct. af lærerne oplever, at den franske verdslighed (laïcité) er udfordret, ca. to tredjedele af muslimske elever ser koranen som hævet over loven, kun 6pct. tror på Darwins evolutionslære, og ca. to tredjedele af de 100.000 jødiske elever går i nu private skoler.

En skræmmende krølle på historien om de jødiske elever er, at der som følge af Mohamed Merahs angreb på en jødisk skole i Toulouse i 2012 nu er jødiske forældre, som indskriver deres børn i offentlige skoler og holder deres religion hemmelig, fordi risikoen for terror på en ”normal” skole er mindre end på jødiske privatskoler. 

Islamismens indtrængen kommer til udtryk på mange måder. Obin fortæller om en episode, hvor to muslimske piger skal holde et oplæg om abort. De lægger ud med, at abort er kriminelt, og at kvinder, der får en abort, bør dømmes til døden. Underviseren afbryder ikke. Pigerne fortsætter med, at Gud sender de pågældende kvinder i helvede, og at der hver dag er kvinder, der dør efter at have taget en fortrydelsespille. Derefter vil pigerne dele materiale ud, som de har fået af deres imam, hvilket får læreren til at gribe ind. Dertil opremser Obin flere absurde eksempler: Stigende klorallergi blandt muslimske piger (for at undgå svømmeundervisning), skoleledere, der skriver breve for at forklare, at juletræer er et kulturelt og ikke religiøst udtryk (for at undgå vandalisme) – og listen fortsætter. 

Obin peger på flere årsager til den triste udvikling. En årsag skal findes uden for Frankrigs grænser med fremvæksten af det muslimske broderskab, som blev skabt for at modvirke vestlig indflydelse i Egypten. Dertil kommer den endnu mere radikale salafisme, som er nært forbundet med Saudi Arabien, og som prædiker en rigid og uforsonlig udgave af Islam. Både broderskabet og salafismen har vundet frem de sidste årtier i Frankrig og har forandret islam i Frankrig indefra. Obin nævner en skoleleder fra Paris, som fortæller, at ingen af mødrene i 1995 havde slør på, mens det er i omegnen af 80 pct. i dag. 

Obin retter også skytset mod skolesystemet. Lærerne i de udsatte områder er ofte unge og uerfarne, da de mere erfarne kommer foran i køen til de bedre skoler. De stakkels undervisere har ofte ingen idé om, hvordan de skal gribe problemerne an. De får ingen hjælp ovenfra, da myndighederne ofte ikke vil anerkende problemerne og derfor ikke udstikker retning og vejledning, og blandt skolelederne hersker der en pas de vagues-mentalitet (ingen bølger – man må for alt i verden undgå konfrontationer).

Venstreislamisme

Samtidig placerer Obin et stort ansvar hos politikerne og forskningsmiljøerne. Særligt venstrefløjen har svigtet, om end de borgerlige, som fx Fillon, heller ikke er uden skyld. Den tidligere premierminister Henri Queuille sagde engang, at ”Der er ikke noget problem, som et fravær af politisk beslutning ikke kan løse”. For Obin er det et godt udtryk for den politiske tankegang gennem mange år. Når politikere på den yderste venstrefløj tier om problemerne, skal det bl.a. ses i sammenhæng med udviklingen på universiteterne.

Der er siden 00’erne sket en voldsom vækst i publikationen af artikler med udgangspunkt i postkolonialistiske teorier. Det har ifølge Obin fremmet en forståelse, hvor muslimer anskues som det nye proletariat og som ofre for vestlig kolonialisme, hvis kultur diskrimineres af fransk sekularisme. Dette tankegods filtrerer gennem de studerende videre til ministerier og skoleledelser med et syn, hvorefter enhver kritik af islam udlægges som islamofobi, hvorved de bliver konservative islamisters nyttige idioter. 

Her træder Obin ind i en eksplosiv debat, hvor bl.a. indenrigsminister Gérald Darmanin i efteråret beskyldte venstrefløjspartiet La France Insoumise for at fremme ”islamogauchisme” (venstreislamisme), mens undervisningsminister Jean-Michel Blanquer mente, at venstreislamismen skaber kaos i de akademiske miljøer. Begrebet blev for alvor populariseret af filosoffen Pierre-André Taguieff i 2002, hvor han i kølvandet på den 2. intifada i Palæstina så en villighed blandt visse personer på den yderstre venstrefløj til at sympatisere med Hamas. Med tiden er begrebet blevet islamofobiens modstykke.

Taguieff understreger, at begrebet er ment deskriptivt og ikke har noget til fælles med fx et smædeord som jødebolsjevisme, der i mellemkrigsårene blev brugt til at diskreditere kommunisterne. På venstrefløjen opfattes ordet dog fortsat som et smædeord. Ordet er blevet højaktuelt, efter uddannelsesministeren Frederique Vidal i februar annoncerede, at hun vil lancere en undersøgelse af, hvor udbredt venstreislamismen er på universiteterne, for bedre at kunne skelne mellem akademisk arbejde og aktivisme. Det har fået stjerneøkonomen Thomas Piketty til at forlange ministerens afgang, ligesom ordet mccarthyisme nævnes.

Interessant nok viser en undersøgelse fra analyseinstituttet Ifop, at ca. 45 pct. af alle vælgere på venstrefløjen mener, at venstreislamismen er udbredt på universiteterne, mens det gælder 44 pct. af samtlige vælgere i aldersgruppen 18-35 år. Der er således bred opbakning til synspunktet, ikke blot på højrefløjen. Senest har filosoffen Bernard Henri Levy udtalt, at der ikke kan være tvivl om, at venstreislamismens spøgelse hjemsøger universiteterne. Han sætter dog sin lid til universiteternes evne til selvkorrektion og er derfor uenig i Vidals tiltag.   

Det er værd at bemærke, at Obin selv kommer fra et venstreorienteret udgangspunkt, hvor han som ung opponerede mod krigen i Algeriet og efter krigen boede i Algeriet med sin hustru i tre år for at undervise. Det er måske også grunden til, at han trods alt er forsigtig optimist og tror på, at den moderate islam vil vinde til sidst. Hvis ellers myndighederne vågner op og tager problemerne i de franske skoler alvorligt. Men det bliver et langt og sejt træk.

Afstand fra de vantro

Filosofiunderviseren Lemaire udtaler i et interview med Le Point, at ”Man taler om enlige ulve, eller skøre personer, men der eksisterer et økosystem af islamisme i vores samfund. Det kan vi ikke blive ved at benægte”. De islamistiske økosystemer og fremvæksten heraf undersøges i Les territoires conquis de l’islamisme (på dansk: Islamismens erobrede territorier) skrevet af Bernard Rougier, sociolog og professor ved Sorbonne-universitet. Han har med bogen samlet bidrag fra islamforskere i Frankrig, som kortlægger udbredelsen af islamistiske parallelsamfund i Frankrig og Belgien. Bogens udgangspunkt er, at man er nødt til at forstå den kollektive ideologiske logik, som islamisterne prædiker og indgår i. Dette er også en klar kritik af radikaliseringsforskningen, efter hvilken forvirrede og marginaliserede unge fra forstæderne manipuleres ind i ekstremisme af karismatiske enkeltpersoner. Ifølge Rougier og co. er dette en banalisering af komplekse sociologiske og ideologiske forhold. 

I bogen beskrives forskellige strømninger inden for islamismen, som har modstanden mod den sekulære franske republik til fælles samt en overbevisning om, at Koranens forskrifter står over verdslige love. Modstanden udøves dog ikke som kamp, men ved at missionere og ved at omdanne fysiske rum, så de renses for alt urent og ikke-islamisk. Der er ikke blot tale om en belejlig taktik, men derimod et gammelt og velbelyst koncept inden for særligt salafismen, kendt som al-wara wa’ al-bara (’loyalitet og afstandtagen’). De troende skal være loyale over for islam og på alle måder tage afstand fra det vantro, fysisk og symbolsk. Som en sheik i Lyon i 2017 udlægger det: ”I skal elske de (ret)troende og hade de vantro. At hade dem betyder ikke, at I skal behandle dem uretfærdigt eller gøre dem ondt uden for krigstilstanden, men at I skal hade dem i jeres hjerter og ikke blive venner med dem”. 

Missioneringen foregår i stigende grad professionelt og organiseret med inspiration fra amerikansk community activism, som et eksempel fra Paris-forstaden Seine-Saint-Denis viser. Her har islamisterne inddelt kommunen i zoner, og for hver zone udpeges der personer, som er ansvarlige for at missionere og lave aktiviteter. Det foregår både i dybden, på eksisterende områder og i bredden ved at udvide områderne. En gang om måneden mødes de og gør status og lægger strategi for det fremadrettede arbejde. 

Islamisterne missionerer vedholdende ved de unge, fx ved at opsøge dem på fodboldbanen. Der er generelt betydeligt fokus på sport og andre aktiviteter som en adgang til de unge for derved at sprede frøene til et had mod den franske republik. Det understøttes af det islamiske foreningsliv, som laver sportsarrangementer, udflugter for børn og quizzer, hvor børn dyster i at recitere Koranen.

På den måde ændres lokalsamfundene og dermed også de fysiske og symbolske omgivelser. Der opstår, hvad forskerne beskriver som en ”halal-økonomi”; salg af islamisk kvindetøj, biblioteker med salafistiske bøger, bedesteder i butikkernes baglokaler, halal-certificeret mad, kønsopdelte svømmehaller, butiksskilte udelukkende på arabisk/tyrkisk etc. Med andre ord skaber og strukturerer islamisterne et fysisk rum, som er renset for vantro indflydelse, og hvor man bortset fra arkitekturen reelt ikke ville kunne gætte, om man er i Bruxelles eller i Cairo. Rougier og co. ser naturligvis intet galt i at købe halalkød. Pointen er, at den fysiske omdannelse indgår i en kollektiv ideologisk logik om at skabe enklaver i det sekulære samfund, som er renset for vantro indflydelse. Ændringen af byernes fysiske udtryk er derfor ikke uskyldige murstensændringer, men indgår derimod i en symbolsk kamp. 

Jihadisme og wahhabisme

Et gennemgående tema er indflydelsen fra Saudi-Arabien og salafismen. Kong Faisal besøgte Bruxelles i 1969 og fik som en gave overleveret en bygning, som blev til et islamisk center og en af de første steder i Europa, hvorfra Saudi-Arabien kunne sprede den saudiske salafisme, også kendt som wahhabisme. Kort efter bliver centeret sæde for Muslim World League, som på overfladen prædiker en moderat islam, men reelt er den institutionelle Saudi-wahhabismes forlængede arm. Det belgiske undervisningsministerium giver endda centeret ansvar for at undervise folkeskolens elever om islam. En ret, som dog bliver frataget dem i 1990.

Salafiseringen af islam går igen i salget af bøger, som spiller en vigtig rolle i at formidle islam til en stor gruppe unge, der ikke taler arabisk. De islamistiske biblioteker oversvømmes af salafistiske bøger til kunstigt lave priser. En større analyse af islamiske bøger på fransk viser, at der i mange af bøgerne lægges en anskuelse til grund, hvor verden er delt i to mellem hhv. islam og de vantro. De to lejre er, ifølge islamisterne, udtryk for en uforsonlig konflikt mellem civilisationer á la Huntington, som samtidig får en normativ karakter, idet alt vestligt afvises til fordel for den ene og sande vej: salafismen. Derudover retfærdiggør flere af bøgerne slaveri samt dødsstraf for homoseksualitet og frafald fra islam.

Endelig er der jihadisterne. De fleste jihadister i Frankrig har nemlig fundet vej til jihad gennem islamismen. En interessant observation er, hvor tæt forbundne jihadisterne er fra Toulouse via Paris til Bruxelles. Et bindeled er Olivier Corel, også kendt som den hvide emir, der bliver en nøgleperson i fransk jihad efter 9/11. Syd for Toulouse byggede Corel et lille afsondret fællesskab i 1980’erne, som hurtigt blev kendt i islamiske miljøer. Corel bliver i 00’erne bl.a. mentor for Jean Michel og Fabien Clain, som senere tager ansvaret for angrebet på Bataclan i 2015, mens Mohamed Merah træffer Corel i 2006, altså flere år før hans angreb på den jødiske skole i 2012, som for alvor starter terroren i Frankrig.

Endelig er der brødrene Kouachi fra Paris, som stod bag angrebet på Charlie Hebdo den 7. januar 2015. Brødrene kom allerede i 2005 på politiets radar, da en større politiaktion afslørede jihadistiske kontakter mellem Bruxelles og Paris, som bl.a. involverede brødrene. I 2005 pågribes Cherif Kouachi på vej mod Syrien og tilbringer derfor et par år i Europas største fængsel, det notoriske Fleury-Mérogis. Der møder han Amedy Coulibaly, som i et attentat mod et supermarked dræbte fire personer, et par dage efter brødrene Kouachis angreb på Charlie Hebdo.

Flere af de største terrorangreb, ikke blot i Frankrig, men også Europa, er således begået af jihadister, som kender hinanden på kryds og tværs, men sjældent er hverken enlige ulve eller forstyrrede individer. Det er ikke tilfældigt, men et resultat af, at jihadisterne er indlejret i eksisterende økosystemer, som er forbundne gennem en række formelle og uformelle netværk. Således har Bruxelles-bydelen Molenbeek eksempelvis været et gennemgående træk også i forhold til terrorangrebene i Casablanca i 2003 (33 døde) og angrebet i Madrid i 2004 (193 døde). At Molenbeek indtager denne position er ikke så overraskende, når man har in mente, at det er en stærk salafistisk præget islam af saudiarabisk ophav, som for mange årtier siden slog rod der. 

Frankrig kan med fordel genkalde sig Diderots ord: ”Fra filosofi til gudløshed er der lige så langt som fra religion til fanatisme. Men fra fanatisme til barbari er der kun et skridt”. De to bøger viser, at der i stigende grad prædikes fanatisme i islamistiske miljøer i Europa med konsekvenser for offentlige institutioner og samfundet bredt set. Det bør give anledning til bekymring, og handling – både i Frankrig og herhjemme.

Comment on a laissé l’islamisme pénétrer l’école af Jean-Pierre Obin

Les territoires conquis de l’islamisme af Bernard Rougier

Del artiklen

Vi tilstræber en engageret og argumentorienteret debat med et skarpt fokus på bolden fremfor manden og frabeder os derfor personangreb, skældsord og motivanalyser samt uargumenterede vredesudbrud. Rigtig god debat. :-)

Bliv opdateret, når der er nyt fra Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få dit ugentlige overblik over nyheder.

Bliv medlem af Kontrast og kickstart det borgerlige Danmark!


Kontrasts medlemmer er et borgerligt fællesskab:

1. Forstå verden og se kontrasten: Du får fuld adgang til videoer, interviews, analyser og artikler på Kontrast.dk.

2. Du inviteres til fester, debatter og saloner, hvor du møder landets skarpeste tænkere og skribenter.

3. Du får adgang til Kontrasts Ekkokammer på Slack og til artikelkommentarer.

4. Du får direkte indflydelse på, hvilke emner Kontrast skal behandle.

5. Dit medlemskab er dit bidrag til fokus på de vigtigste spørgsmål inden for velfærdsstat, indvandring, kultur m.m.

null

Årlig betaling

23 kr./uge



1.200 kr./året.

Månedlig betaling

10 kr./uge

de første fire uger.

Derefter 119 kr./måned. Kan kun købes indtil 26. september.

Månedlig betaling

28 kr./uge



119 kr./måned.