Det er en stolt Christian Jensen, som Kontrast møder på chefredaktørens hjørnekontor på Rådhuspladsen, hvor han fremviser Politikens ambitiøse nye satsning, den kunstige intelligens PoliBot.
“Prøv at se her,” siger chefredaktøren og klikker på knappen ‘Generer forside’ på sin computer. Få sekunder efter har PoliBot skrevet en dugfrisk udgave af Politiken.dk, hvor man blandt andet kan læse artikler med overskrifterne:
“Eksperter advarer: Metro til Sydhavnen har kønnet slagside”, “Studerende i oprør: Hvid papirnorm fremmer racisme” samt “Ny undersøgelse: Næsten 10 ud af 10 mænd er mænd”.
Ikke nok med, at PoliBot formår at generere alt avisens journalistiske indhold. Den leverer også færdigskrevne anmeldelser med overskrifter som “Solskinsøens skyggeside: Den ukendte historie om kolonialiseringen af Bornholm” og debatindlæg som “Skoleelev raser over lyskurver: Hvorfor give grønt lys til forurenende biler?“.
Alt til den urbane middelklasse
“Her fra starten af april vil Politiken udkomme som den første avis i verden uden noget menneskeskrevet indhold,” forklarer Christian Jensen, der understreger, at det på ingen måde vil gå ud over avisens kvalitet eller valg af emner, tværtimod.
“PoliBot frasorterer automatisk alt, der ikke interesserer den øvre middelklasse i Storkøbenhavn, og inddrager automatisk relevante perspektiver på køn, seksualitet og etnicitet,” siger Politikens chefredaktør stolt og forklarer, at PoliBot er ude af stand til at skrive så meget som et referat af en superligakamp uden at inddrage ligestilling eller klima.
Chefredaktøren tilføjer, at den kunstige intelligens dog også undtagelsesvist giver mulighed for at arbejde med andre vinkler.
“I PoliBot kan man også aktivere en særlig Magnus Barsøe-tilstand, hvor den i stedet for at forklare alt med strukturel repression giver kapitalisterne skylden,” forklarer han og tilføjer, at ledelsen dog ikke regner med at bruge den funktion særlig tit.
Har digitaliseret eksperter
For en avis er det ofte nødvendigt at inddrage udsagn fra relevante eksperter. Men det har man også fundet en løsning til.
“Vi har fået fuldmagt af Eva Smith, Noa Redington, Carsten Jensen, Hans Jørgen Bonnichsen, Svend Brinkmann, Marlene Wind, Radikale Venstres folketingsgruppe, Glenn Bech og en lang række andre til automatisk at generere citater fra dem på baggrund af analyser af tidligere udsagn,” siger Christian Jensen og demonstrerer ved at bede PoliBots udgave af Stine Bosse om at kommentere en nyhed om nitratforurening i Skjern Å. Resultatet foreligger på sekunder:
“Det viser tydeligt, at ligestilling ikke kommer af sig selv. Vi halter langt efter vores nabolande. Jeg bliver simpelthen så vred,” siger Stine Bosse.
AI har skrevet lederne i lang tid
Selvom annonceringen af PoliBot først kommer nu, så understreger Christian Jensen, at mediehuset har arbejdet med den kunstige intelligens i lang tid.
“Eksempelvis har alle avisens ledere været skrevet af en prototype af PoliBot i flere år,” siger han og uddyber.
“Lederpladsen var et oplagt sted at teste den ufærdige software, da ingen læser lederne eller ville studse over usammenhængende argumentation, hvis de gjorde,” forklarer han.
Journalister laver grøn strøm
Kritikere af kunstig intelligens har flere gange fremhævet, at den kan føre til omfattende afskedigelser af overflødiggjorte medarbejdere. Men det kommer ikke til at ske på Politiken.
"Vi er vores sociale ansvar bevidst, og naturligvis kunne vi ikke drømme om at sende dygtige medarbejdere på gaden,” forklarer Christian Jensen, mens han fører Kontrasts udsendte ned til den tidligere foredragssal, Pressen, der nu er blevet konverteret til et såkaldt green space. Her er opstillet 70 metalhjul med stigelignende trin, som ansatte fra mediehuset driver fremad.
Selvom hjulene til forveksling ligner overdimensionerede udgaver af et kendt legetøj til kæledyr, retter Christian Jensen straks Kontrasts udsendte, da han betegner dem som ‘hamsterhjul’.
"Vi foretrækker betegnelsen bæredygtighedstrædemøller, der ikke risikerer hverken at krænke dyr eller medarbejdere,” siger han.
“Den betegnelse er også langt mere retvisende, eftersom det er de ansatte, der på klimavenlig vis genererer bæredygtig strøm til den kunstige intelligens,” siger chefredaktøren og fortsætter.
“Så selvom journalisterne måske ikke laver præcis det samme som tidligere, så er det stadig, som altid, medarbejderne, der sørger for, at avisen udkommer, og dem, der får hjulene til at dreje rundt,” afslutter Christian Jensen.