[Hør også Interviewet med Tobias Petersen om Aldrig din skyld, altid din skyld]
1. Tænk over, hvad du mener med ordet ligestilling, og vær præcis, når du bruger det. Er det mulighedslighed, du mener, eller er det resultatlighed? Når der er “117 år, til vi har ligestilling”, hvad er det så, helt præcist, der er 117 år til? Er det, at mænd og kvinder opnår samme muligheder inden for det område, du skriver om? Eller er det, at mænd og kvinder opnår samme resultater? Stil dig selv det spørgsmål, hver eneste gang du skriver artikler, der fortæller, at “ligestillingen halter fortsat”, “det går tilbage for ligestillingen” eller “der er stadig langt til ligestilling”. Hvad er det, helt præcist, der halter, går tilbage og stadig er langt til? Ligestilling i et mulighedsperspektiv er noget andet end ligestilling i et resultatlighedsperspektiv. Vær bevidst om, hvad du mener, og gør det tydeligt for læseren. “Langt endnu til resultatlighed” er en bedre overskrift end “Langt endnu til ligestilling”, da den ikke efterlader læseren i tvivl om, hvad det er, der endnu er langt til. Ved at bruge ordet ligestilling med omtanke kan du være med til at nedbryde de to fortællinger om køn.
2. Forhold dig til idéen om repræsentation. Mange medier og journalister støtter blindt idéen om repræsentation, hvilket blev understreget, da en række medier medvirkede til udviklingen af databasen DiverseEksperter. Men har du tænkt over repræsentationsidéens konsekvenser? En måde at gøre det på er at forestille dig, at du befinder dig bag det, filosoffen John Rawls (1921-2002) kaldte uvidenhedens slør. Forestil dig derefter en skole, som skal have nyt elevråd. Skolen har 1.000 elever, hvoraf 500 er drenge, og 500 er piger. Der er 10 pladser i elevrådet, og 80 piger og 20 drenge ytret ønske om at blive en del af det. De 80 piger og 20 drenge er præcis lige egnede som elevrådsmedlemmer, og det er nu op til dig at bestemme, hvordan de 10 pladser skal fordeles. Du ved, at du er én af de 100 elever, der gerne vil være med i elevrådet, men du ved ikke, om du er en af drengene eller en af pigerne. Så hvad gør du? Hvis du vælger en sammensætning på otte piger og to drenge, vil din sandsynlighed for at komme i elevrådet være den samme, uanset om det viser sig, at du er en dreng eller en pige. Men kønsfordelingen i elevrådet vil være ulige. Hvis du vælger en sammensætning på fem drenge og fem piger, vil kønsfordelingen i elevrådet være lige. Men din sandsynlighed for at komme i elevrådet vil være markant større, hvis det viser sig, at du er en dreng, end hvis det viser sig, at du er en pige. [1] Dét er repræsentationsidéens dilemma: Du kan få lige muligheder og ulige kønsfordelinger eller lige kønsfordelinger og ulige muligheder. Men du kan ikke få begge dele.[2] Den tid, du bruger på at tænke over, hvad du ville vælge, er godt givet ud.
3. Vær ideologisk bevidst i dit kildevalg. De fleste danskere er ikke feminister. [Link] Alligevel fylder feminister så meget i køn- og ligestillingsjournalistikken, at man ofte støder på artikler, podcasts med videre, som udelukkende består af feministiske kilder. En del af årsagen er, at kønsforskningen er et hermetisk lukket feministisk rum (hvilket er et problem i sin egen ret). Det betyder, at de mest åbenlyse ekspertkilder stort set alle er feminister. Men det er måder at løse det problem på. Den mest oplagte er at inddrage eksperter fra andre vidensområder. I danske medier baseres køn- og ligestillingsjournalistikken i meget høj grad på kønsforskere. I den internationale dækning af køn og ligestilling spiller eksempelvis evolutionspsykologer en langt større rolle. En god vej ud af det ensidigt feministiske kildevalg er at tænke over, hvilke andre videnskaber der kunne have noget at bidrage med i forhold til det konkrete emne. Hvad ville det eksempelvis gøre for dækningen af en ny ligestillingsrapport, hvis man talte med en statistiker og bad hende forholde sig til rapportens metode og resultaternes reliabilitet og validitet? Køn og ligestilling inviterer til tværfaglighed, og det bør dækningen afspejle. For blot at nævne nogle af mulighederne ville flere filosoffer, biologer, psykologer, evolutionspsykologer, socialpsykologer, sociologer, statistikere, læger og hjerneforskere øge kvaliteten og være med til at modvirke den ideologiske ensidighed. Ved at inddrage flere ikke-feministiske kilder kan du være med til at nedbryde de to fortællinger om køn.
4. Tænk over din brug af aktivt og passiv sprog. De to fortællinger om køn er indlejret i de måder, vi taler om køn på, og som redaktør eller journalist kan du være med til at bryde de etablerede og ofte uerkendte mønstre. En måde at gøre det på er at være bevidst om din brug af aktivt og passivt sprog. Som redaktør eller journalist ved du naturligvis, hvad det betyder, men tillad mig for andre læseres skyld en forklaring.
Aktivt sprog kan kendes på, at verberne slutter på -er (spiser, læser, kører), mens passivt sprog kan kendes på, at verberne slutter på -es (spises, læses, køres) eller tilføjes bliver (bliver spist, bliver læst, bliver kørt). Når man bruger aktivt sprog, er forbindelsen mellem den handlende og handlingen tydelig. Tag sætningen: “Jonas krænker ofte.” Her er der ingen tvivl om, hvem krænkeren er. Anderledes forholder det sig, hvis man bruger passivt sprog. Tag sætningen: “Malte krænkes ofte” eller “Malte bliver ofte krænket.” Vi forstår, hvem ofret for krænkelserne er, men det er uklart, hvem eller hvad der står bag dem. Hvor det aktive sprog fremhæver den eller det, der får noget til at ske, fremhæver det passive sprog den eller det, noget sker for. Heri ligger et tydeligt sammenfald med placeringen af skyld i de to fortællinger om køn. Det passive sprog er som skabt til at fortælle historien om kvinder som nogen, der er uden skyld i det, der sker, mens det aktive sprog er velegnet til at beskrive mænd som frit handlende væsner, der – fordi de er det – bærer skylden for deres handlingers konsekvenser. Vær opmærksom på dette sammenfald, når du formulerer dig. Hvis du er mere tilbøjelig til at bruge passivt sprog om piger og kvinders problemer og aktivt sprog om drenge og mænds, er du gennem dit sprog med til at understøtte de to fortællinger om køn. Hvis eksempelvis piger og kvinder i dine tekster altid er nogen, der tabes, mens drenge og mænd er nogen, der taber, er der god grund til at overveje, hvad denne forskel skyldes. Er pigerne og kvinderne altid uden indflydelse på deres skæbne? Har drengene og mændene altid magten over deres? Eller er din brug af passivt sprog om piger og kvinder og aktivt sprog om drenge og mænd bare en vane, du aldrig har tænkt nærmere over? Ved at være bevidst om din brug af passivt og aktivt sprog kan du være med til at nedbryde de to fortællinger om køn.
5. Tænk over din brug af adjektiver. De to fortællinger om køn rummer deres eget spejlbillede, hvad angår æren for succes. Mens kvinders problemer aldrig er kvinders skyld, er kvinders succes altid kvinders ære. Omvendt er mænds succes aldrig mænds ære, selv om mænds problemer altid er mænds skyld. Det kan virke paradoksalt, men det giver mening inden for rammerne af den feministiske samfundsforståelse. Hvis kvinder er undertrykte, er kvinders succes altid kvinders fortjeneste, mens mænds succes aldrig er andet end endnu en hjælpende hånd fra det allestedsnærværende patriarkat (præcis som vi har set det i Margrethe Vestagers udsagn om “laget af inkompetente mænd”). Spejlbilledet genfindes i sproget. Når noget er gået godt for en kvinde, skrives det typisk i aktivt sprog. Når succesen indtræffer, kommer hun i centrum og bliver et handlende væsen, der har æren af, at tingene er endt, som de er endt. Det er ikke, som når hun har problemer, andre der har skylden. Hverken systemer, strukturer eller kulturer er nu årsagen. Det er hende, hende alene, der har gjort forskellen. Eksempler på, at kvinders succes skriver i aktivt sprog, kan ses i overskrifter som ’Kvinderne rykker fra mændene og uddanner sig mere’, [Link] ’Barnløse kvinder klarer sig ‘bedre‘end mændene’ [Link] og ’Kvinder indtager chefkontorerne i mediebranchen’. [Link]
Kvinderne er her subjekter. Dem, der gør noget. Dem, der har æren af det, der er sket. I forbindelse med den sproglige markering af piger og kvinders ære for succes optræder en række adjektiver hyppigt, herunder “sej”. En Google-søgning viser, at “seje piger” giver flere resultater (30.900) end “seje drenge” (26.100), ligesom “seje kvinder” giver flere resultater (38.300) end “seje mænd” (23.400). Et andet ofte anvendt adjektiv i beskrivelsen af piger og kvinders ære for succes er “stærk”. Selv om Google medregner vægtløftere og andre muskelmænd, der er stærke i fysiologisk forstand, får man næsten fire gange så mange resultater (133.000), når man søger på “stærke kvinder”, end når man søger på “stærke mænd” (36.000). Blandt piger og drenge er forskellen endnu større. “Stærke piger” giver mere end 137 gange flere resultater (487.000) end “stærke drenge” (3.530). Som redaktør eller journalist bør du overveje, hvilke adjektiver du bruger, og hvorfor du bruger dem. Har du en tilbøjelighed til oftere at bruge adjektiver som “sej” og “stærk” om piger og kvinder end drenge og mænd? Hvis ja, hvad skyldes det så? Er årsagen, at piger og kvinder er seje og stærke, når de opnår noget, og drenge og mænd ikke er? Eller er det blot endnu en vane, som har sneget sig ind i dit sprog, uden at du har lagt mærke til det? Ved at være bevidst om dine valg af adjektiver kan du være med til at nedbryde de to fortællinger om køn.
6. Antag ikke undertrykkelse. Mange af køn- og ligestillingsdebatten emner hviler på identifikationen af ulige kønsfordeling inden for et givet område. Men som tidligere beskrevet er selv nok så skæv en kønsfordeling ikke et bevis på diskrimination. Det er muligt, at kvindeundertrykkelse er årsagen til, at der er flere mænd end kvinder i jazzbands, men det er kun én blandt mange mulige årsager. Hvis du, som Videnskab.dk gjorde i en artikel i 2017, antager, at kønsfordelingen i jazzbands er et “problem”, som skal “erkendes” og “kommes til livs”, har du på forhånd udelukket den mulighed, at kønsfordelingen i jazzbands afspejler kønsforskelle i præferencer, interesser, prioriteter og smag. [Link]
Hvis mænd og kvinder ikke er ens, hvis mænd og kvinder ikke fascineres af de samme ting, ikke drives af de samme ting, ikke drømmer om de samme ting og ikke stræber efter at opnå de samme ting, ville det være højst besynderligt, at mænd og kvinder i præcis lige stort omfang engagerede sig i de samme ting. At antage undertrykkelse på basis af ulige kønsfordelinger er at antage, at der ingen forskelle er på mænd og kvinder. For kun hvis der ingen forskelle er, er det meningsfuldt at forvente, at mænd og kvinder lige ofte træffer de samme valg. Heri ligger ikke, at ulige kønsfordelinger er uinteressante. Heller ikke, at de ikke kan være udtryk for diskrimination. Men hvis du som redaktør eller journalist springer alle mellemregningerne over, hver gang du ser en ulige kønsfordeling, bidrager du til at fastholde den fejlopfattelse, at ulige kønsfordelinger er udtryk for undertrykkelse. Ved i stedet at være kritisk over for antagelsen om undertrykkelse kan du være med til at nedbryde de to fortællinger om køn.
7. Vær på vagt over for gamma bias. I januar 2023 fremsatte jeg en tommelfingerregel i et indlæg på min hjemmeside: “Efterhånden er det blevet sådan, at hvis en undersøgelse eller andre tal på nogen måde kan udlægges som et problem for kvinder, så fokuserer medierne på det. Opnår kvindelige iværksættere færre investeringskroner end mandlige? Bom, så har du en historie! Enhver kønsskævhed, som kan drejes i retning af kvinders evige undertrykkelse, er en artikel, der venter på at blive skrevet. Den opmærksomme læser kan bruge tendensen som et pejlemærke. Når medierne over en bred kam anlægger en kønsvinkel, hver gang en sådan understøtter fortællingen om kvinders undertrykkelse, opstår der en sideeffekt, man kan bruge til at orientere sig i nyhedsstrømmen. En effekt, der kan formuleres som en tommelfingerregel: Historier, som kunne have haft en kønsvinkel, men ikke har det, er historier, hvor noget rammer mænd hårdere end kvinder.” [Link] I forbindelse med min research til denne bog opdagede jeg, at tommelfingerreglen baserer sig på det fænomen, forskerne Martin Seager og John A. Barry kalder gamma bias. [Link] Deres hypotese er, at den vestlige kultur fremhæver mænds privilegier og ugerninger, mens den bagatelliserer mænds heltemod og offerskab. Omvendt fremhæver den kvinders heltemod og offerskab, mens den bagatelliserer kvinders privilegier og ugerninger. [Link] [3] Ifølge Seager og Barry fører gamma bias til, at medier og politikere overdriver betydningen af køn, når kvinder har problemer eller klarer sig godt, mens de underdriver betydningen af køn, når mænd har problemer eller klarer sig dårligt. Konsekvensen af gamma bias er, påpeger de, at “maskulinitet fremstilles betydeligt værre, end den i virkeligheden er, mens femininitet fremstilles betydeligt bedre, end den i virkeligheden er.” Hvilket påvirker vores opfattelse af køn og kønnenes problemer, mener Seager og Barry. “Hvad er implikationerne af rutinemæssigt at forstørre det værste ved mænd og minimere det værste ved kvinder? Tja, som en start er vi måske nødt til at rekonceptualisere 'maskulinitetens krise' som en krise i vores holdninger til mænd og maskulinitet,” skriver de.[Link] Hvis du fremhæver kønsvinklen i artikler om politik, men ikke fremhæver kønsvinklen i artikler om dødelige arbejdsulykker, er det sandsynligt, at du er ramt af gamma bias. Det samme gælder, hvis du i artikler om partnervold alene fortæller om mandlige gerningsmænd og kvindelige ofre. Ved at være bevidst om risikoen for gamma bias kan du være med til at nedbryde de to fortællinger om køn.
-
Noter (nummerering ændret ift. bogen for overskuelighedens skyld)
1. Som dreng vil din sandsynlighed være 25 procent, da sammensætningen betyder, at hver fjerde af drengene kommer i elevrådet. Som pige vil den blot være 6,25 procent, svarende til fem af de 80 piger.
2. Bortset fra, ironisk nok, i den situation, hvor kønsfordelingen allerede er lige.
3. Hvis du er opmærksom, kan du se parallellen til de to fortællinger om køn og deres spejlbillede i forhold til ære og succes, som blev beskrevet ovenfor i råd nummer fem.
