I diskussionen om Normstormerne er bevægelsens normkritiske tilgang blevet udlagt som en stærkt politiseret og ideologisk tilgang, som ikke repræsenterer mainstreamen inden for seksualundervisning i folkeskolen.
Men står det til de to sexologer Anette Hildebrand Jensen og Mette de la Motte Gundersen bag bogen LGBTQ+ i skolen, er det på høje tid, at alle lærere omfavner Normstormernes tilgang til undervisning i køn og seksualitet.
Bogen er en antologi, hvor en række bidragsydere har skrevet om normkritiske tilgange inden for en række fag. Indledningsvis forklarer bogens to hovedforfatterere, at den normkritiske pædagogik ikke mindst trækker på den venstreorienterede amerikanske filosof og kønsteoretiker Judith Butler. Og som lærer eller skolepædagog i folkeskolen kan man med fordel omfavne normkritikken, må man forstå.
Centralt i den tilgang er, skriver forfatterne, et opgør med den dominerende tolerancepædagogik, hvor lærere søger at rumme og inkludere elever, der i den en eller anden henseende falder uden for normen.
Faktisk er den tolerante tilgang ligefrem skadelig, da normen dermed etableres som “den hvide og ciskønnede majoritet”, hvorfor der “skabes et ulige magtforhold, som tolerancetilgangen ikke stiller spørgsmål til”.
I stedet for at arbejde hen imod, at folkeskolen rummer børn, der falder uden for normen, sigter den normkritiske tilgang mod grundlæggende at omforme alle andres normer og dermed samfundets, som forfatterne forklarer:
“Man kan sige, at tolerancepædagogik er systembevarende, hvor normkritik er systemforandrende.”
Hvordan man så gør op med disse normer, har forfatterne masser af forslag til. Eksempelvis kan man holde op med at synge fødselsdagssange om, at “hjemme venter mor og far”. For det er jo ikke alle børn, som har en mor og far.
På samme vis må man forstå, det er på høje tid, at lærere holder op med at sige, at man bliver gravid gennem sex, da det her er “underforstået, at sex er vaginalt samleje mellem en kvinde og en mand”.
Og det er også problematisk, hvis “de eksempler og materialer, der anvendes i undervisningen, overvejende viser hvide ciskønnede og heteroseksuelle relationer og kernefamilier”.
Selvom eleverne vokser op i et land, hvor langt hovedparten af befolkning er hvide og/eller indgår i “heteroseksuelle relationer og kernefamilier”, så er det ikke hensigtsmæssigt, hvis undervisningsmaterialer “overvejende” afspejler dette. Præcis hvor meget plads der skal allokeres til eksempelvis transkønnede, som ifølge den største undersøgelse til dato udgør 0,1 procent af befolkningen, fremgår ikke.
Som lærer kan man også arbejde normkritisk ved at undervise eleverne i et forløb med titlen ’Visuel forvirring’, hvor de eksempelvis kan arbejde “eksplicit med udtryk, stil og normer i ungdomsmiljøer, der har køn/seksualitet som omdrejningspunkt – som f.eks. queermiljøer. Dette er et bevidst valg, da man i disse miljøer arbejder med at provokere og gå imod normerne.”
I afsnittet om matematik kan man læse, at antagelsen om, at “nogle skulle være bedre rustet til at tænke logisk og dermed matematik end andre er derimod forkert”. En afsløring, som muligvis vil overraske enkelte IQ-forskere.
Men man dog gøre alle bedre til matematik ved at gøre op med normer og kønnede forventninger. Eksempelvis kan man undlade at give eleverne statistiske opgaver, som involverer de to køn mand og kvinde, da dette “er en forsimpling af befolkningens kønskompleksitet”, hvorfor forfatteren til afsnittet til enhver tid vil anbefale, at “man undgår den slags opgaver”.
Også religionslærere får hjælpsomme tips med på vejen til, hvordan man kan gøre undervisning i eksempelvis islam og kristendom mindre normativ, hvor de særligt råder lærerne til at være opmærksomme på ikke at give udtryk for, “at homoseksualitet er et problem indenfor islam, hvorimod kristendommen accepterer homoseksualitet. Eller at ligestilling er en selvfølgelighed indenfor vestlig kultur, hvorimod islam er kvindeundertrykkende”.
Den slags er nemlig et problem, forklarer forfatteren, da “der er tale om positioner, og at det dermed ikke er dækkende for alle holdninger indenfor samme religion”. For alle de religonslærere, der hidtil har undervist eleverne i, at alle religiøse mennesker mener det samme, må det også antages at være en tiltrængt nuancering.
